Er det mest hensigtsmæssigt at eleverne skal læse et meget langt tekststykke til en bestemt time, men synes stykket alligevel for langt til den enkelte elev, er matrix-gruppesystemet måske løsningen. Jeg har brugt metoden flere gange til at øve mundtlig formidling og notatskrivning . Især når eleverne til et modul skal læse mange lange sider i deres grundbog, som alligevel er delt ind i overskuelige afsnit, er løsningen perfekt:
Eleverne får at vide hvilke afsnit de skal læse derhjemme, og når vi mødes, går eleverne sammen med kammerater der har læst samme tekststykke. Sammen planlægger de en mundtlig fremlæggelse af deres afsnit, og de producerer skriftlige noter om deres afsnit, som kan understøtte fremlæggelsen og efterfølgende deles med de øvrige klassekammerater. Når eleverne er parate, deles de ind i matrix-grupper, og repræsentanter fra hver oprindelsesgruppe holder foredragene for hinanden. En variation er selvfølgelig at man dropper matrixgrupperne og får oprindelsesgrupperne til at holde oplæg på klassen i stedet. Fordelen ved klasseoplæggene er at læreren kan følge med i alle oplæg, ulempen er at koncentrationen hos tilhørerne ofte er mere tilfældig end i matrixgrupper, og at ikke nødvendigvis alle gruppemedlemmer i oprindelsesgruppen er lige involverede i videreformidlingen.
Det behøver ikke kun være teoretiske tekster der gennemgås på denne måde. Stik klassen Vølvens Spådom, og gør meget små grupper ansvarlige for hver enkelt strofe. Krydr med en poetry-slam-fremførelse af stroferne før redegørelsen for indholdet.