Du kan lave elevernes arbejde – eller i hvert fald få det til at se sådan ud. Giv dem en masse udsagn om teksten f.eks. omkring tematikken. Eleverne vælger den sætning de synes er mest sand. Alle sætninger bør være sande i mere eller mindre grad så man kan få en god diskussion omkring hvordan man skelner mellem centrale og mere perifere elementer i en tekst.
En variation der passer til sværere tekster som kræver et grundigt referat, kunne være at give eleverne en masse udsagn omkring karaktererne hulter til bulter, og få eleverne til at sortere udsagnene så de passer på karaktererne. Hvem gør hvad i teksten? Dette har jeg brugt især i forbindelse med folkeviser hvor sproget kan virke som en hæmsko, og således er jeg efter øvelsen sikker på at alle har forstået de centrale handlinger. Til Ebbe Skammelsøn kan du f.eks. spørge: HVEM
– er bedragerisk
– har fem sønner
– forsøger at være tro
– forsøger at holde sit løfte til slægten
– er nervøs for at fortælle Ebbe sandheden
– beder Ebbe rejse væk
– beder Ebbe blive
– beder Ebbe være medvært

Som øvelse til at illustrere forskelle mellem motiv og tema kan du også bede eleverne skrive én sætning der fortæller hvad teksten handler om. Sæt eleverne til at lave noget andet mens du får deres sætninger op på klassens projektor, på klassens smartboard eller på en anden måde får alle sætningerne gjort synlige for eleverne. Du kan også bede eleverne skrive deres sætninger i online-programmet Type With Me, så alle elever på samme tid kan skrive deres sætninger ind i det dokument som er åbent på klassens computer, og du behøver ikke selv skrive sætningerne ind. Del sætningerne ind i to kolonner (det gør du) – de sætninger der repræsenterer motiv, og de sætninger der repræsenterer temaet i teksten. Herefter kan du spørge klassen hvad forskellen på de to kolonner er, og herfra har I et naturligt udgangspunkt til en diskussion om motiv og tema.

type with me

EP