Elever er ret rutinerede i at se arbejdsspørgsmål og ofte overraskende gode til at lave dem, så lad dem gøre det. Få dem til at skrive alle deres spørgsmål op på tavlen, og få dem til selv at organisere en solid og velstruktureret analyse og fortolkning ud fra spørgsmålene. Spørg dem hvilket spørgsmål de ville starte med, og hvorfor. Det får dem til at reflektere over hvordan man åbner en tekst, men også til at reflektere over hvad gode spørgsmål er, og hvorfor. Samtidig træner øvelsen i at strukturere input til en analyse og fortolkning.
Men du kan også træne den mere umiddelbare tilgang, som kræver et stærkt tekstkendskab og solid argumentation, ved at variere øvelsen en smule: Lad eleverne stille et-to spørgsmål hver (på de øverste taksonomiske niveauer) til en tekst, og smid så spørgsmålene i en hat. Eleverne trækker tilfældige spørgsmål, besvarer dem og præsenterer spørgsmål og svar for klassen. Det kan give saftige diskussioner og kræver som sagt at besvareren kender sin tekst og er klar med argumenterne for sit synspunkt fordi øvelsen er mere ustruktureret. Samtidig kan manglen på struktur netop være med til at fastholde elevinteressen, fordi eleverne ikke på forhånd ved hvilke spørgsmål der kommer.