Planchen er retro. I modsætning til PowerPointen er den cirkulær, og elevernes egne associationer sætter dagsordenen. En planche er en super måde at samle op på et større emne eller en måde at gennemgå en tekst på. Del eleverne ind i mindre grupper (helst i par), og giv hvert par eller gruppe et område inden for teksten/emnet, som skal illustreres på en planche ved hjælp af tegninger og nøgleord. Til en enkelt tekst kunne dette f.eks. være karaktererne, miljøet, sproget… Til et emne kunne hver gruppe få én af de gennemgåede tekster eller et område inden for emnet, som de skal gøre rede for. Man kunne forestille sig emner som Statue of Liberty, The Declaration of Independence, The Star Spangled Banner og New York inden for et emne om American Icons and Values. Når alle par/grupper har fremstillet deres planche, deles klassen i to: Én fra hver planche stiller sig ved sin planche mens den anden i parret indgår i ’cirkulationsgruppen’. Cirkulationsgruppen fordeler sig ved plancherne (så de står en-til-en), lytter til planche-producenternes forklaringer, stiller opklarende spørgsmål og lærer på den måde om det enkelte område eller om den enkelte tekst. Når cirkulationsgruppen har været hele vejen rundt, bytter de to halvdele funktioner så den tidligere cirkulationsgruppe nu står for at forklare plancherne mens den anden halvdel cirkulerer.

EP