Jeg har længe tænkt over hvordan man bruge en Walk ‘n Talk (altså det at sende eleverne ud i den friske luft) til mere målrettet opgaveløsning. Selvom det er min sparsomme erfaring at 10-15 minutters frisk luft (især sidst på dagen) altid er godt givet ud, så har jeg alligevel ofte en fornemmelse af at det ikke bliver til meget opgaveløsning i den tid en Walk ‘n Talk tager. Så jeg har prøvet at tænke lidt over hvordan man kan implementere en Walk ‘n Talk så der er fokus på det faglige udbytte.

For det første kunne man jo bruge en Walk ‘n Talk som et fysisk udtryk for den mentale øvelse mind pegging. Mind pegging går ud på at visualisere elementer der skal huskes, således at det bliver lettere at huske lange lister af tilfældige informationer. Google det! I en Walk ‘n Talk kan du måske bruge princippet fra mind pegging til et lærerforedrag: Stop op ind imellem på jeres gåtur, og forbind naturen og de særlige kendetegn I står ved til noget i litteraturhistorien, noget i en grammatisk forklaring eller hvad det nu er, du holder lærerfordrag om. Du kan jo fortælle eleverne inden at ideen er at de skal bruge deres forskellige sanseindtryk til bedre at kunne huske det du siger, og så kan I jo prøve at teste det når I kommer hjem.

Måske kan Walk ‘n Talk også bruges til at få sms’er ind i undervisningen på en naturlig (og ikke påklistret!) måde. Du kan jo bede eleverne diskutere nogle arbejdsspørgsmål eller finde på en liste adjektiver til personerne i dagens tekst, eller hvad det nu måtte være, i mindre grupper eller par mens de går en tur rundt om den lokale sø eller i skoven. Hver gang eleverne har diskuteret sig frem til et svar, sender de en sms tilbage til dig, som sidder hjemme i det indelukkede klasselokale (i dag har du så reelt en mulighed for at lufte ud uden at nogen brokker sig over at det bliver for koldt). Skriv de svar der løbende tikker ind, i et word-dokument, en Notebook-fil, en PowerPoint eller lignende, og brug så disse elevsvar som udgangspunk for diskussionen, når eleverne kommer hjem. Fordelen er at du kan redigere i det og skrive lidt mere malplacerede svar nederst på siden: Enten når I ikke så langt, eller også har alle forhåbentlig indset når I kommer så langt, at svaret ikke er nuanceret eller præcist nok.
Jeg forestiller mig at jeg f.eks. kunne bruge sådan en walk ‘n talk i en diskussion om tema og motiv. Hver elev skal sende et par sms’er til mig på maks 100 tegn hvor han/hun fuldfører sætningen ‘teksten handler om….’. Svarene deler jeg ind i to kolonner: en tema-kolonne og en motiv-kolonne, som så danner grundlag for diskussionen om hvad disse to begreber dækker over.

EP