Et tidligere blogindlæg her på bloggen handler om at eleverne kan lave deres egen antologi, og dette indlæg minder måske lidt om det. Jeg forestiller mig især denne øvelse kunne anvendes i forbindelse med læsning af de seneste 5 års litteratur i dansk, men der er bestemt også andre anvendelsesmuligheder.
Ideen går i al sin enkelhed ud på at eleverne skal forestille sig at året er 2050, og at de skal skrive en litteraturhistorie eller et litterært indlæg om litteraturen i årene 2006-2011 (eller hvilke år der nu passer). Hvilke tendenser ser de, gør sig gældende, som stadig på en eller anden måde har relevans for 2050, og hvilke forfattere og værker har vist sig evigt almengyldige? Giv evt. eleverne en stak romaner at se på, bed dem selv gå på biblioteket og finde noveller og digte, bed dem læse anmeldelser osv. Og så skal de selvfølgelig skrive deres bidrag til litteraturhistorien.
Du kan også bede dem, inden I går i gang med et nyt litteraturhistorisk emne, at gætte på hvilke forfattere og tekster har fået en plads i den danskfaglige kanon ved at gå på nettet og undersøge perioden og evt. kigge i historiebøger, og når eleverne så er kommet med deres gæt, kan I sammen læse i jeres litteraturhistorie og se i hvor høj grad de havde ret, og diskutere hvorfor mon den enkelte litteraturhistoriske grundbog har valgt det ud den nu engang har. Har eleverne ikke det store kendskab til Kulturkanon (eller dansk litteraturs kanon, som de jo skal læse), kan de selvfølgelig også prøve at gætte på hvilke forfattere der er med her, og diskutere hvorfor netop disse forfattere er kommet med.
Men altså, det behøver ikke kun være danskfaget eller litteraturfag der kan bruge øvelsen. Kunne man ikke forestille sig at elever skulle forestille sig at de skulle lave en film om amerikansk historie? Hvilke 10 episoder ville de inkludere i en sådan film? Her ville det være helt perfekt hvis du så bagefter kan vise dem en film om amerikansk historie, og I kan se hvor mange af elevernes punkter er inkluderet. Og selvfølgelig lave jeres egen film…
EP