Daily Writing Tips finder jeg jævnligt gode ideer til gloser og udtryk som jeg har lyst til at bibringe mine elever for at udvide og autenticitere deres ordforråd. Forleden var det så listen over 25 words and their prepostitional pals, der fangede min opmærksomhed, og jeg begyndte straks at tænke på øvelser der kunne gøre disse (eller i hvert fald nogle af dem) til en aktiv del af mine elevers ordforråd. Her er et par ideer til hvad jeg tænker jeg kan gøre:

  1. Bed eleverne vælge tre af hovedordene som de kender, og kig på de efterfølgende præpositioner. Kender de stadig udtrykket? Kan de se forskellen mellem brugen af de forskellige præpositioner? Brug evt. http://www.phras.in/ til at kontekstualisere udtrykkene og se forskellene mellem dem. Lav nu en sætning for hvert ord med tilhørende præposition om dagens tekst, eller de tekster I har læst indtil nu inden for et bestemt emne. F.eks: ”Parvez does not manage to reconcile with his son in My Son The Fanatic”.
  2. Elever deler nu deres tre sætninger med tre forskellige klassekammerater, og når man har delt en sætning forsøger ‘lytteren’ at forklare med egne ord hvad ‘the prepositional phrase’ betyder.
  3. Bed nu eleverne vælge tre af ordene fra listen, som de ikke kender (og godt kunne tænke sig at lære at kende). Gentag nu proceduren: slå udtrykket (med tilhørende præposition(er)) op, lav sætninger, del sætninger, forklar de udtryk der høres.

Har du gode ideer til træning af bestemte gloser og udtryk og udvidelse af ordforråd, så smid en kommentar!

EP