Poetry slam og rap har tidligere været et tema på bloggen her, og her kommer et site jeg tror har potentiale i den forbindelse. Flocabulary har omsat forskellige litterære værker af f.eks. Poe og Shakespeare til rap, og det kan bestemt være jeg skal prøve det af i det kommende skoleår. Her er en video om plot, setting, character, theme og conflict, som helt sikkert i 1. g kan tydeliggøre disse elementer. Vi kan jo se filmen sammen, samle op på hvad eleverne har lært om de forskellige elementer, og derefter prøve at dissekere en tekst eller historie vi alle kender for disse elementer (f.eks. et eventyr som Hans og Grethe eller en Harry Potter-bog/film) inden eleverne selv skal prøve at identificere disse elementer i en ny tekst. Vi kan herefter så gå i detaljer med hvordan vi analyserer de forskellige elementer og deres sammenhæng med hinanden. Videoerne til Poe og Shakespeare kan evt. bruges som pre-reading hvor eleverne, efter de har set rappen, kan tale om hvad de særligt lagde mærke til, og hvad de forventer af teksten når I nu skal til at læse den. I kan selvfølgelig også bruge rappen som post-reading hvor du fortæller eleverne at de nu skal høre en rap om teksten: Hvad forventer eleverne er taget med? Hvor forventer de fokus er lagt? Kan de regne nogle af rimene ud? Eller du kan selvfølgelig bede eleverne skrive en rap (og performe den) om teksten inden I ser Flocabularys version. Du kan downloade flere ressourcer gratis (og de der måtte passe til gymnasialt niveau er vist sowieso gratis), og resten skal du betale for. Jeg har f.eks. lige købt Eschers ’The Rappper’s Handbook: A guide to freestyling and writing rhymes’ til den nette sum af 10 USD (som downloadable e-bog). Uden at have nået at kigge så meget på bogen endnu kan jeg på indholdsfortegnelsen se at her bl.a. er kapitler om et par grundlæggende troper og figurer som metaforer, allitterationer, personifikationer, gentagelser osv. Derudover har den et klart fokus på legen med sproget og solid inspiration til hvordan eleverne kommer i gang med at lege. Jeg tænker altså at denne bog kan bruges til at lægge et teoretisk fundament for rappen som genre, samtidig med at den kan inspirere til selv at prøve kræfter med både genre og sprog.

Selvom Flocabulary er et engelsk site, og omtalte e-bog er engelsk, kan det nu nok være at du som lærer i f.eks. dansk også kunne lade dig inspirere til at få eleverne i gang med at bruge sproget på denne måde. Husk at Per Vers har lavet denne fremragende version af Guldhornene, ligesom Stemmejernet med Tungenosser også forærer dansklærere den oplagte tekst om kreativ sprogproduktion.

EP