Netop hjemvendt fra skøn skøn ferie i Rom, 4 kvinder – 4 dage, er jeg herligt inspireret, så her kommer 4 ideer til hvordan man kan samle op på emner og sikre sig at de centrale pointer i emnet er slået fast (tak til Pernille for opfordringen!).
- Lav en planche. Eleverne laver i grupper en planche hvor de forholder sig til hvad de har lært, eller hvad de mener, er det mest centrale i emnet. Når planchen er færdig, gives den til nabogruppen, som nu kommenterer 3 ting ved planchen: A) noget der overrasker dem. B) noget de er imponerede over. C) Noget de undrer sig over. Det er så disse 3 ting fra hver gruppe der diskuteres på klassen og samles op på samlet. (Tak til Kamilla for den ide).
- Send eleverne op til tavlen, og få dem til at skrive et stikord fra forløbet ned som de mener, er helt centralt. Du kan nu selv vælge nogle stikord som du gerne vil have eleverne til at uddybe, eller du kan måske vælge at holde et lille hurtigt lærerforedrag baseret på elevernes stikord (hvis du tør at improvisere på den måde).
- Lav en stoledans-øvelse med arbejdsspørgsmål som samler op på forløbet. Hver elev arbejder med et spørgsmål i et antal minutter før han eller hun rykker hen til pladsen ved siden af hvor et andet spørgsmål ligger klar med den forrige elevs noter og besvarelser. Den nye elev skal nu ikke bare forholde sig til spørgsmålet, men også til det der allerede er skrevet af tidligere elever. Det er en stor fordel at sørge for at alle dokumenter (når I er færdige) lægges op i klassens fælles e-læringsplatform så alle har adgang til de fælles noter (og ja, jeg går ud fra her at man arbejder med spørgsmålene på computer). Man kunne også bruge et nyt Google Docs til hvert spørgsmålene. Så behøver eleverne ikke flytte sig fra computer til computer, men behøver bare at åbne et nyt dokument for hvert spørgsmål der skal besvares. I kan samle op mundtligt ved at du beder hver elev til sidst læse det samlede dokument de sidder med igennem og præsentere de væsentligste pointer for klassen.
- Du kan også selv finde på de mest centrale stikord fra forløbet. Giv eleverne et stikord ad gangen, og bed dem (individuelt) skrive ned hvorfor dette stikord er centralt, hvad de har lært om dette stikord osv. Når de har fået et minut eller to til at skrive ned, kan de sammenligne deres besvarelse med naboen, og du kan så spørge ud i klassen hvilket par der mener at de har en besvarelse der bør deles med resten af klassen. (Tak til Anja for denne fine ide).
EP