Jeg har tidligere blogget om hvordan man jo også engang imellem kan lade eleverne forberede undervisningen, og dette indlæg er lidt i samme dur, men i stedet for at planlægge et hel time (eller en hel gennemgang af en tekst), kan du bede eleverne forberede en lille aktivitet som kan indgå i et ’workshop-katalog’ til gennemgang af dagens tekst. Det kan jo være alt fra et sæt arbejdsspørgsmål, en instruktion til en dramatisering af teksten, en kreativ skriveøvelse, en lille quiz eller hvad elevernes kreativitet nu fører dem ud i. Hvordan man lige præcis organiserer alle disse workshops sideløbende, har jeg måske ikke det helt perfekte svar på, men dette var hvad jeg gjorde:

Jeg startede med at give eleverne lidt tid på klassen til at forberede den aktivitet jeg havde bedt dem finde på hjemmefra. Jeg havde medbragt tuscher, papir, saks, lim, tape og computer hvis nogen nu skulle få brug for disse ting. Eleverne renskrev nu deres arbejdsspørgsmål, skrev instrukser til deres workshops osv. De ville nemlig ikke selv være tilstede i workshoppen når den skulle afholdes. Da alle workshops var forberedt, havde vi en kort præsentationsrunde hvor alle præsenterede deres workshops. Og så gjaldt det ellers bare om at workshop-shoppe. Eleverne gik nu fra workshop til workshop (ikke deres egen) og løste de tilhørende opgaver. De steder hvor der var et produktkrav (i form af besvarelse af arbejdsspørgsmål eller et kreativt produkt), blev udgangspunktet bagefter for en fælles opsamling på analysen og fortolkningen af teksten. Jeg havde tapet nogle af arbejdsspørgsmålene fra workshops op på kridttavlen og bedt elever der besvarede disse spørgsmål, besvare spørgsmålene på tavlen så vi alle kunne se deres noter bagefter.
Nogle elever havde også lavet deres øvelse på deres computer, og her kunne resultatet så uploades på klassens fælles e-læringsplatform efterfølgende.

EP