Copyright: Lindesnes Kulturtorv |
På det seneste har jeg flere gange taget mig selv i at tænke at de interaktive tavler på mange måder allerede er en forældet teknologi. Ved hjælp af rigtig mange web-baserede programmer kan man alligevel lave de samme typer øvelser som på de interaktive tavler, og tavlerne, har jeg altid syntes, kræver en vis mængde organisering når man skal have eleverne derop. Luften går altså bare af ballonen hvis 30 mand alle skal have lov til at røre ved tavlen. Men så er der altså andre ting som de interaktive tavler gør knaldgodt. Og samtidig er der ting som kridttavlen gør knaldgodt. Dette er altså et lille indlæg som skal ses som en opfordring til ikke at afskaffe tavlerne – hverken de interaktive eller dem af skifer. De to typer skal supplere hinanden, ligesom alle andre undervisningsmaterialer skal supplere det andet materiale vi i forvejen har adgang til.
For IWB
– Noter kan altid gemmes, og elever kan koncentrere sig om at være med i diskussionen eller høre efter lærerforedraget frem for at sakke bagud på grund af egen notattagning (læs: afskrift fra tavlen).
– Mindre tekster kan stå side om side med noterne, og ja, noter kan endda integreres direkte i teksterne. Man må jo ikke skrive til i lærebøger, men her kan det hele samles så alle kan huske hvor den enkelte note hørte til.
– Farver, overstregninger og understregninger kan være med til at give et visuelt indtryk af en tekst som gør det meget lettere at forstå og følge med for visse typer af elever.
– Den fysiske berøring af ord der kan flyttes rundt, noter der kan flyttes rundt osv., gør det endnu mere synligt for eleverne hvordan progressionen i f.eks. en analyse og fortolkning af en tekst foregår ligesom det kollaborative element bliver meget mere fremtrædende når vi kan diskutere os frem til hvor bestemte noter skal stå ved bare at flytte rundt på dem, klone osv.
– Pladsen er uendelig. Ja, her er faktisk alle de sider du overhovedet vil bruge uden at du behøver at slette noget af det andet du har skrevet.
– Jeg er af den overbeviste holdning at det holder elevernes fokus på en anden måde at jeg ikke behøver at gå hen til computeren hver gang jeg skal på en ny web-side, et nyt dias i mit PowerPoint eller noget andet der kræver klik. At stå direkte ved tavlen og nå ud til alle disse kanaler giver en meget mindre afbrudt præsentation og undervisning.
For kridttavlen
– Det går stærkt med bare lige at skrive en enkelt glose eller note. Her er ingen opstartsproblemer eller ventetid.
– Flere kan skrive på samme tid, og her er rigtig god plads til mange mennesker.
– Indimellem er det praktisk at have en regel eller oplysning stående tydeligt på tavlen hele timen igennem, uden at denne nødvendigvis skal gemmes. Dette er alt andet lige lettere på en kridttavle end på IWB hvor jeg jo zapper imellem flere sider og gemmer alt.
Hvis du har argumenter for den ene eller den anden tavle på rede hånd, så hører jeg dem gerne. Smid endelig en kommentar.
Vedr. ‘at have en regel eller oplysning stående tydeligt på tavlen hele timen ‘
På SMART Boardet har man mulighed for at vise to sider samtidig, og her kan man fastlåse en bestemt side, så det kun er den anden, der skrifter:
Vis =>Zoom => Fastlås side
og fjerne fastlåsningen når man ikke har brug for den mere.
Ulempen ved dobbeltsidet visning er at det viste selvfølgelig bliver mindre….
Venlig hilsen
Anne-Mette Christiansen
Vordingborg Gymnasium & HF