For ca. 8 måneder siden blev jeg for første gang introduceret til delicious, et book-marking site som skulle hjælpe mig med at huske og holde styr på alle de fantastiske links jeg stødte på igennem de blogs jeg følger, de foredrag jeg hører osv. Jeg satte rigtig mange links ind i min delicious-konto, og selvom det alligevel ikke var så ofte at jeg gik ind for at finde linkene frem igen, var det betryggende at vide at de var der. MEN, så skete det der aldrig må ske på online tjenester hvor man gemmer værdifuldt materiale: Sitet flyttede server, og, ja, et eller andet gik i hvert fald galt med min konto, for jeg kan på ingen mulig måde finde tilbage til den. Så meget for alle de fantastiske links jeg havde fået samlet sammen og gemt. Det er nu ikke fordi jeg endnu virkelig har mærket savnet af den forsvundne konto, men det fik mig alligevel til at tænke over hvordan vi organiserer vores digitale liv, hvordan vi holder styr på de sites vi støder på i vores daglige arbejde som inspirerer os, og som rykker os – endnu længere ind i en digital hverdag.
Derfor har jeg i dag samlet nogle forslag til hvordan du kan organisere dit digitale liv, og hvordan du endda kan dele dette med andre så også de kan få glæde af lige netop de links du synes, er helt uundværlige, eller som du i hvert fald tror kan blive det.
Symbaloo kan du selv designe opsætningen af de links du samler inden for et emne (kaldet et webmix). Det er et lækkert og overskueligt site som er rigtig nemt at bruge, og du kan se en webmix fra mig med materialer jeg har brugt (og stadig bruger med største fornøjelse) til et forløb om Romeo and Juliet her. Eller her nedenfor:

De blå felter er Youtube-videoer jeg bruger (en enkelt afspilningsliste er der i blandt til den del af forløbet der handler om sproghistorie – noget jeg plejer at indlede forløbet med), de røde er de online materialer med konkrete timeplaner og undervisningsideer som jeg har tyvstjålet størstedelen af mit forløb fra. De gule er lydfiler, som måske kan anvendes i forløbet (nogle af ’lydfilerne’ er youtubevideoer, men bør afspilles uden den visuelle del), og de grønne er felter er links, tests og spil. Endelig er der de lyserøde felter som intet har med Shakespeare at gøre, men måske kan bruges i kreative øvelser, f.eks. en øvelse hvor eleverne selv skriver sonetter (f.eks med hjælp fra rhymezone) eller selv skal lave en lille tegnefilm der fanger essensen af The Balcony Scene.

Delicious er up-and-running igen. Jeg har vendt dem ryggen, men det behøver jo ikke betyde at du skal lade dig skræmme af min dårlige oplevelse. På delicious kan du samle links under etiketter (tags) som gør det nemt for dig at få et samlet overblik når du gerne vil finde dine egne links til et specifikt emne. Du kan også søge på tags og se hvilke links andre delicious brugere har tagget under de forskellige emner. På den måde er det rigtig hurtigt at finde relevante links. Et alternativ til Delicious kunne være Diigo.
Scoop.it som jeg også har blogget om tidligere, giver dig også et virkelig flot layout, som minder mest om et decideret web-magasin. Her kan du også samle væsentlige links, videoer osv. under bestemte emner, og fordelen ved scoop.it er at man faktisk kan se en mindre del af selve det site der linkes til. Det giver dig et hurtigt overblik over hvad indholdet på det site nu var.
Et nyt site der i denne forbindelse også kunne være interessant, er dropmark. Her kan du også netop organisere og dele både links, billeder og dokumenter. Og du kan se en lille video om hvordan det virker her.

EP