For et par dage siden bloggede jeg om en workshop jeg havde afholdt, som blandt andet handlede om DVD Shrink og det at rippe en DVD. På samme workshop hvor jeg talte om dette, talte jeg også om Youtube, afspilningslister og download som kan bruges i forbindelse med gennemgang af filmiske virkemidler og til eksamen.

Jeg fundet nogle forskellige klip fra spillefilm på Youtube som jeg bruger som illustration af forskellige filmiske virkemidler. Youtube giver mulighed for at lave afspilningslister, og det gør det let at samle ’mine’ videoklip i et eneste link som jeg så kan dele med eleverne. Eleverne kan enten have set klippene hjemme som lektie og læst en tilhørende analysemodel, så de kender begreberne på de forskellige virkemidler og teknikker, og så kan vi nøjes med at samle op på f.eks. det sidste klip. Eller vi kan se alle klippene sammen på klassen og tale om hvilke virkemidler der er i spil i de enkelte klip. Du kan finde min Youtube afspilningsliste her. Jeg indrømmer blankt at det stort er de samme klip jeg bruger til både dansk og engelsk:

American Beauty: Fra supertotal til halvnær/nær

Notting Hill: Travelling cam

300: Kontinuitetsklipning

Quantum of Solace: Parallelklipning/montageklipning

Det forsømte forår: Ultranær + frøperspektiv og fugleperspektiv

America Psycho: Kontrapunktisk musik

Stigmata: high key / low key, synkron/asynkron lyd, lydeffekter, nær og ultranær, montageklipning/parallelklipning
Hvis du mangler en god oversigt over hvilke elementer du kan inddrage i analysemodel til filmanalyse, så kan du finde en fra vejledningen til læreplanen for STX-engelsk her. Den kan sagtens bruges til andre fag og andre niveauer end engelsk A-niveau.

For at oprette din egen afspilningsliste i Youtube skal du blot klikke på ’Føj til’-ikonet under den video du ønsker at tilføje til en afspilningsliste, oprette en ny afspilningsliste eller vælge en afspilningsliste du allerede har oprettet, og så kører det. Husk dog at du skal være logget på Youtube (f.eks. med din Google-konto) for at du kan bruge funktionen.

Hvis du har brug for at downloade et Youtube-klip (måske til eksamensbrug), så kan du gøre det ret enkelt ved at skrive ’save’ efter www. og før resten af youtube-adressen. Ved at gøre dette får du endda mulighed for at downloade i f.eks. MP4-format, som kan være nemmere at arbejde med i andre programmer end f.eks. flv-formatet er det.

Men hvis du har RealPlayer på din computer, kan du også downloade Youtube-videoer med et enkelt klik på den ’download’-fane der viser sig øverst i højre hjørne af den spillende Youtube-video. Fordelen ved RealPlayer er at du gratis får en ’trimmer’ med, som betyder at du efterfølgende meget let kan trimme dit klip og altså tilpasse det lige den længde, som du skal bruge. Men klippet downloades i .flv-format, som f.eks. ikke uden videre kan bruges i Windows MovieMaker. RealPlayer kan downloades gratis.

Og så lige et bonustip: Sørg for at downloade VLC-player, som er gratis og kan afspille alle ønskelige videoformater.

EP