Richard Byrne fra Free Technology for Teachers præsenterede den anden dag et interessant lille værktøj ved navn Thinglink. Værktøjet gør det muligt at sætte links ind på specifikke dele af billeder og altså derved gøre billederne interaktive. Du kan læse Richard Byrnes indlæg og se hans demonstrationsvideo her. Det er meget let at indlejre billederne efterfølgende i f.eks. en blog. At gøre billeder interaktive kunne være en ideel kreativ opgave til billedanalyse (f.eks. med fokus på stilarter), hvor elever skal finde relevante links til bestemte billedudsnit, der tydeligt illustrerer et virkemiddel eller en stilart (eller eleverne kan selv skabe de internetsider der linkes til, i form af wikiposts eller blogposts). Ligeledes kunne man forestille sig at bruge sitet til et dansk-historisk oversigtsforløb, hvor eleverne finder repræsentative billeder fra forskellige perioder og linker til relevante informationer om den historiske periode, som kommer til udtryk i billedet.

EP