Falkonergårdens Gymnasiums IT-blog så jeg forleden et super indlæg om gratis skærmdelingsprogrammer. Selvom det ikke er sket så tit, så har jeg ind imellem ønsket mig at jeg hurtigt kunne få delt en elevs skærm med projektoren så hele klassen lige kunne se med. Her kommer fire situationer hvor jeg synes skærmdeling er et rigtig godt bud på at få lettet undervisningsproceduren:

  1. Notebookfiler til SMARTBoardet er rigtigt svære at dele resultatet af (det kræver lange og snørklede og datatunge veje). Men hvis eleverne nu løser opgaver på express-versionen, så kan vi efterfølgende hurtigt tjekke løsningerne ved hjælp af skærmdeling.
  2. Notebookfiler eller andre dokumenttyper med under- og overstregningsmuligheder kan jo bruges til at udtrykke analyser og fortolkninger af et tekststykke. I stedet for at eleverne præsenterer deres produkter ved tavlen og først skal til at lave deres markeringer der (hvilket meget ofte resulterer i at eleverne taler til tavlen og bruger mere tid på at se i papirerne og lave selve understregningerne på den interaktive tavle end på faktisk at præsentere), så kan de nu bare skærmdele med projektor-computeren og præsentere direkte fra deres eget mere eller mindre færdige produkt (hvilket så kan danne udgangspunkt for videre klassediskussion og videre fælles notattagning).
  3. Jeg beder tit mine elever skrive oversættelsessætninger eller hele oversættelser op på tavlen hvor vi så sammen kan gennemgå rettelserne. Dette led med at skrive op på tavlen kan jeg nu springe over: En elev kan skærmdele sit bud som så kan danne grundlag for en fælles gennemgang. Og dette gælder jo alle mindre skriftlige øvelser som skal rettes på klassen.
  4. Skærmdeling kan også være relevant til billedfiler som af en eller anden grund ikke er hensigtsmæssige at klassen deler med hinanden. Dette kunne fx være egne fotos som eleverne har medbragt i forbindelse med en lær-hinanden-at-kende-øvelse.

Hvis du har brugt skærmdeling til andet i dansk-, engelsk- eller fremmedsprogsundervisningen, hører jeg selvfølgelig rigtig gerne om det i en kommentar her på siden. Eller måske har du helt andre fag hvor skærmdeling også er et rigtig interessant redskab. Hvis det er tilfældet, skal du sandelig også være hjerteligt velkommen til at dele erfaringer og forslag i en kommentar.

EP