julenissemændJeg har tidligere blogget om mit nye julebingo, som forløb lige efter planen. Minusset her var bare at jeg kun havde én præmie, så man kunne godt have ’trukket’ spillet lidt med flere præmier – og måske både spillet rækker og plader fulde.

I morgen skal jeg så lave en anden lille juleafslutningskonkurrence affødt af en kongruenskonkurrence jeg prøvede af med min 1.g. Selve denne kongruenskonkurrence fandt jeg i Facebookgruppen ’Engelskundervisere’, og jeg husker ikke engang på stående fod ophavsmanden, så man må altså selv lige finde prøven/konkurrencen derinde.

Jeg havde en enkelt afleveringstime tilbage, og derfor brugte jeg noget af et studiemodul (omlagt elevtid) på at eleverne udfyldte denne prøve/konkurrence, som de efterfølgende afleverede til mig. Nu har jeg så rettet prøven/konkurrencen igennem, og da jeg var lidt i syv sind om man virkelig bare skulle give én præmie til topscoren og ellers lade det være ved det, fandt jeg på denne løsning i stedet:

Prøven består af i alt 16 dele, og for hver del kan man score et antal point. I mine rettelser har jeg blot skrevet hvor mange point ud af hvor mange mulige eleven har scoret i hver del. I morgen når vi mødes til sidste modul inden jul, får eleverne prøven tilbage, og de skal nu score maksimum antal point i en del for at få en præmie. Eleverne sidder altså individuelt og prøver at finde de måske 2 fejl de har i opgave 3. Når de har rettet, kommer de op til mig, som tjekker svaret. Er det rettet rigtigt, må eleven tage en lille præmie, og så er det ned igen og rette næste opgave hvor der ikke i forvejen var scoret toppoint. Ja, de elever der havde flest fejl, har altså størst mulighed for at få præmier, men måske er det også dem der netop har stærkest brug for denne lille motivation.

Jeg forestiller mig at jeg får rigtig travlt ved katederet med at rette, og at der bliver et værre rend mellem mig og elevernes pladser. Og nej, det er jo i virkeligheden ikke andet end almindelig ‘genaflevering’ eller ‘rettelser på klassen’ sat til julemusik.

Som præmier har jeg købt et hav af små søde sager.

EP