Kraftigt inspireret af Olga Ravns .gif-blog har jeg fået lyst til at laver .gif-projekter* med mine klasser. Ja ja ja, ren form før indhold, I know. Men mon ikke der er noget særdeles velegnet indhold til formen? Her er fem ideer til hvad disse projekter kunne indebære.

  1. Eleverne remedierer en tekst ved at lave den om til en .gif-fortælling. Det kunne såmænd både være en skønlitterær tekst eller en teoritekst, det kunne være lyrik såvel som prosa. Altså, brug .gif’en til at lave storytelling med.
  2. Som en opvarmningsøvelse i sprog viser jeg udvalgte .gif’er, og eleverne skal nu to og to formulere en oplevelse de har haft der kunne illustreres med hver enkelt .gif.
  3. Eleverne får lov til at evaluere undervisningen gennem en lille .gif-serie. Hvad syntes de om de forskellige elementer i forløbet? Det kan måske være en lidt underholdende måde at få sagt nogle svære ting på.
  4. På det seneste, har jeg arbejdet en del med, som før-læsningsøvelse, at elever har set fem-ti sætninger fra den tekst de skulle læse (plukket fra hele teksten), og ud fra disse sætninger skulle eleverne gætte på den narrative sammenhæng mellem sætningerne. Man kunne jo nu bede eleverne om at fylde hullerne i den narrative sammenhænge ud ved hjælp af en lille .gif-fortælling. Altså, en anden form for storytelling.
  5. Endelig kunne man jo bruge .gif’erne til at sætte skub i elevernes sproglige kreativitet. Jeg ville så – fx i forbindelse med et lyrikforløb – give eleverne et stribe .gif’er og bede dem finde på sjove, poetiske og/eller underfundige beskrivelser til disse. Eleverne kunne jo eventuelt ’battle’ om at finde på de bedste beskrivelser, og således kunne en .gif-battle måske blive en pendant til rap-battle.
Men hvor er det så man får fat i disse .gif’er. Altså, man kan sagtens finde nogle der allerede er lavet på fx Gifsoup, men det kræver det selvfølgelig at man surfer lidt rundt herinde for at finde det der lige kan repræsentere det man leder efter.
Ellers er det let at lave .gif’er selv med fx makeagif. Her kan man lave .gif’er både fra egne små videoklip, fra Youtubevideoer eller ved at sammensætte billeder. Det giver helt sig selv når man er inde på sitet.
Her har jeg på ingen tid lavet en lille .gif – læs den som en lille repræsentation af mig der prøver at sætte lidt skub i tingene fredag i 4 modul med et .gif-projekt.
* .gif: .gif-formatet er et komprimeret billedformat med 256 farver som maksimum. Jeg bruger det her synonymt med animeret .gif, som altså er en lille stump film. Tror jeg nok.
EP