I danskundervisningen savner jeg tit små fyldeøvelser på 5-10 minutter. Jeg har et par forslag, men det er ikke overvældende. Fx bruger jeg indimellem Politikens Oh Danmark hvor eleverne skal analysere hvorfor sproget i en artikel knækker, og selvfølgelig skal eleverne så omformulere.
Men forleden så jeg så ordbogsgeneratoren Godt Ord Igen. Her spytter en computer tilfældigt sammensatte ord ud, og kan man lide ordet, kan man nu skrive en ordbogsforklaring.
Manden bag Godt Ord Igen hedder Jakob Fredslund, og på hans website  findes også andre små programmer der må kunne anvendes i danskundervisningen, fx dette lille program der løseligt bruger aktantmodellen til at generere tilfældige eventyr.
Begge programmer synes jeg er interessante, men i hvilken sammenhæng kan de bruges? Måske kan Godt Ord Igen være med til at sætte fokus på metaforik eller neologismer?
Eventyrsgeneratoren kan selvfølgelig bruges i forbindelse med en gennemgang af aktantmodellen, og programmet kan her være med til at tydeliggøre hvad det er der afdækkes ved brug af aktantmodellen.
Eller hvad synes I? Hvordan kan I forestille jer at man kan bruge Godt Ord Igen, eventyrgeneratoren eller andre af Jakob Fredslunds programmer i undervisningen?
Kom glad med alle jeres bedste pædagogiske ideer i kommentarfeltet herunder.
EP