På det seneste er jeg begyndt altid at have en kuvert med små farvede sedler med i mine klassemapper (de fysiske mapper med fysiske materialer, som jeg tager med ud til hver time). Jeg bruger simpelthen almindeligt farvede A4-ark, som jeg skærer i passende seddelstørrelse (7 x 7 cm). Disse er jeg begyndt at bruge til forskellige små øvelser hvor eleverne selv skal formulere det der skal trænes. Både de små sedler og farverne på dem, bilder jeg mig ind, tilføjer lidt krydderi til de daglige materialer eleverne stifter bekendtskab med. Nogle vil måske nok mene det er et billigt og ganske unødigt trick der lefler for eleverne. Jeg kan godt selv lide farver, og jeg oplever helt banalt at disse små farvede sedler skærper opmærksomheden. Her er 3 ting jeg har brugt sedlerne til:
- Opsamling på emne. Eleverne fik til opgave hjemmefra at skrive tre centrale stikord til hver af de læste tekster i et forløb. Disse stikord skulle skrives på sedler, da vi mødtes på klassen: Hver seddel skulle indeholde de tre stikord til én tekst, så hver elev skulle udfylde 7 sedler svarende til de 7 tekster vi havde læst. I grupper af tre eller fire skulle eleverne nu på skift læse deres stikord højt mens resten af gruppen gættede teksten som stikordene omhandlede. Det var selvfølgelig ikke nok bare at gætte teksten, men man skulle begrunde sit gæt. På den måde reflekterede eleverne over hvad de forskellige tekster faktisk repræsenterede. Herefter ville jeg have haft eleverne til at skrive det rigtige svar under de tre stikord på hver seddel og så bytte sedler med en anden gruppe, men det nåede vi ikke. Her kunne oplæseren af en seddel så fungere som dommer mens de to-tre andre gruppemedlemmer gættede sedler og tekster.
- Glosetræningsøvelse. Fra en læst tekst skulle eleverne udvælge 7 gloser som de enten ikke selv kendte (og gerne ville lære), eller som de mente kunne volde andre problemer. Eleverne skrev nu deres 7 gloser på sedler. En glose pr. seddel, og man skulle altså ikke skrive en oversættelse eller noget, kun glosen. I grupper af tre eller fire blandede eleverne alle deres 21-28 kort, og nu skiftedes de til at trække en glose. Den person i gruppen der først kunne oversætte glosen til alles tilfredsstillelse, fik kortet. Kunne ingen i gruppen oversætte ordet, skulle ordet slås op, og kortet placeres nederst i bunken igen. Vinderen var den person der, efter alle kortene var oversat, havde vundet flest. Som en udvidelse byttede grupper også kort efterfølgende. Det er ikke min idé. Jeg har stjålet den fra min kollega, Stinna, som er en af forfatterne på vores kommende bog Open Wide.
- Brainstorm. Jeg har brugt sedlerne til at lade eleverne brainstorme løsningsforslag til den perfekte analysemodel. Eleverne skrev forslag ned på analysegreb som ville skulle med i en digtanalysemodel. Herefter blev de sat i mindre grupper hvor de nu skulle sortere deres sedler og organisere dem, så disse blev udgangspunkt for gruppens forslag analysemodel. Det kan du læse nærmere om i dette indlæg om mit forløb om British Sonnets.