I bedste Festen-stil havde jeg skrevet to blogindlæg til i dag: et grønt og et gult. Hensigten med indlæggene var at samle op på nogle af de tiltag jeg har prøvet af med skriftlig engelsk over de sidste to år – og især i år. Og disse tiltag skulle stå prøven til den skriftlige eksamen, som netop er blevet bedømt på det årlige censormøde i Odense. Det grønne ville jeg poste hvis der absolut ingen forskel var at spore i elevernes præstationer – eller de måske endda havde klaret sig ringere end ellers. Det gule ville jeg poste hvis det var gået godt.

Men essensen ville være den samme, for selvom karaktererne er den eneste virkelig målbare evaluering vi har af arbejdet med eleverne, så ved vi jo som lærere godt om vores elever har rykket sig eller ej, på trods af deres afsluttende karakterer. Vi ved godt at de skriftlige eksamenskarakterer nogle gange virker tilfældige når man sammenligner klasser, for eksempel, og man kan se at dygtige klasser scorer dårligere end svagere klasser. Dette er selvfølgelig især interessant når man selv har været lærer på to parallelle hold. Vi ved også godt at vi nogle gange slet ikke er enig i den bedømmelse eleverne har fået, og vi ved at de fem timer eleverne sidder buret inde med deres eksamensopgaver, er en anden situation end den eleverne sidder i når de skriver deres opgaver derhjemme i løbet af året og måske får hjælp eller bruger længere tid end den tildelte elevtid – for ikke at tale om deres muligheder for at skrive af i det daglige.

Som skriftlig censor på femte år vil jeg dog også sige at jeg stadig ikke har oplevet den store diskrepans med mine med-censorer. Hvert år bliver jeg bekræftet i at der er en konsensus om det faglige niveau på landsbasis, og selvom vi – bevares – da ind imellem må hive nogle opgaver frem og kigge på dem igen fordi vi har været lige lovlig langt fra hinanden med en karakter, så er det aldrig mere end et par enkelte opgaver. Og aldrig et helt sæt. Om de endelige karakterer så skyldes en helt forrygende lærer eller det modsatte, skyldes at eleverne for første gang (kun) bruger (hele) fem timer på en skriftlig opgave og derfor klarer sig bedre/ringere, om eleverne ikke har mulighed for at bruge den hjælp de normalt har til rådighed, eller om noget helt fjerde er med til at påvirke elevernes præstation i situationen, kan man jo så ikke læse ud af karaktererne. Det mener jeg, er væsentligt at huske på, samtidig med at jeg altså også mener at de karakterer der bliver givet i den skriftlige censur, i det store hele er et helt reelt udtryk for den præstation der leveres i eksamenslokalet.

Pointen er at selvom vi som lærere selvfølgelig skal klæde vores elever så godt på som muligt, så er der mange ting på spil i selve eksamenssituationen, som vi slet ikke kan være herre over, og derfor er karaktererne jo ikke nødvendigvis et udtryk for vores kompetencer som gode undervisere (eller det modsatte).

I år har jeg i min egen skriftlighedsundervisning fokuseret på:

• Mere (sam)arbejde på klassen om opgaverne. Det har givet markant mindre snyd fordi eleverne allerede var langt inde i opgaverne når de selv skulle i gang med at skrive uden lærerens tilstedeværelse.
• Den lille skriftlighed i alle timer, som så ikke blev sprogligt rettet, men har sikret at alle producerede skriftligt engelsk i hver time.
• Selvretning af sproglige fejl fordi jeg udelukkende markerede problematiske steder, og eleverne så skulle rette og forklare den sproglige fejl i et kommentarfelt. Deres rettelser tjekkede jeg igennem i det omfang jeg kunne nå det på klassen.
• Flere stilladseringsøvelser som har demonstreret for eleverne hvordan dele af den samlede opgave blev løst hensigtsmæssigt, og hvordan dette så blev sat sammen
• Eksempler med gode elevbesvarelser. Eleverne har efter mange opgaver skullet forholde sig til gode dele af hinandens opgaver og se kvaliteterne her.
• Omskrivninger af få afsnit som skulle forbedres.
• Refleksioner over egne gode afsnit.
• Ikke at give karakterer for skriftlige afleveringer i håbet om dermed at øge fokus på de tilhørende kommentarer.

I den sidste time gennemgik jeg mine ti skriftlighedsbud med eleverne, som du kan læse om her. Jeg bad dem desuden se deres gamle afleveringer igennem, læse mine kommentarer og skrive 3 gennemgående fejltyper ned som jeg igennem tiden havde kommenteret. Disse tre fejltyper skulle så gøres til baggrundsbillede på deres computerskærm indtil efter eksamen, så eleven til eksamen ville huske at dobbelttjekke for netop disse fejltyper. Jeg gik rundt til hver enkelt og sikrede mig at fokuspunkterne nu også var der, og at jeg var rimelig enig i dem. Slutteligt bad jeg dem/ skræmte dem til at blive siddende tiden ud til eksamen. Jeg sagde at al erfaring har vist mig at det koster en karakter for hver halve time eleverne går før tid. Resultatet var at ingen af eleverne forlod eksamenslokalet før de skulle. Det var jeg stolt af.

Uanset hvordan det er gået eleverne til eksamen, ved jeg at min skriftlighedsundervisning i år har været mere fokuseret end nogen sinde før, og at dette hold har haft en markant klarere fornemmelse for genrerne i engelsk end mine tidligere elever. Jeg ved at de har fået trænet deres skriftlige engelsk mere regelmæssigt end mine andre hold, og at de har haft langt mere refleksion omkring deres skriftlige arbejder – for det har jeg tvunget dem til. Det er da dejligt at få det anerkendt med gode karakterer til holdet, men det er ikke altafgørende, for der er så mange andre faktorer i spil også her.

Hvad enten indlægget her er grønt eller gult, uanset deres målbare slutresultat, må det altså være denne evaluering jeg tager med mig: At de sgu fik en skriftlighedsundervisning som gav dem mulighed for at reflektere over deres produkter og deres forbedringsmuligheder på en anden måde end de klassiske skriftlige opgaver som bliver stillet uden mange supplerende mundtlige kommentarer, og hvor rettelserne måske rammer hus forbi fordi eleven ikke forstår dem eller – gys – overhovedet ser dem. Og at eleverne i mine øjne vidste hvordan de præcis skulle gribe opgaverne an, hvordan de sikrede sammenhæng og argumentation for deres pointer, og hvor de skulle være særligt opmærksomme på egne svagheder. Og at jeg så tydelige forbedringer hos den enkelte elev. Det er den slutevaluering jeg tager med mig til mit næste engelskhold – uanset karaktererne for dette.