Så blev det december og julekalendertid. Sidste år handlede min julekalender om gode undervisningsideer doneret af kolleger, men så foreslog min kollega, Kristian, mig at lave en julekalender om de værste undervisningsoplevelser. Og det vil jeg så gøre. Jeg har samlet tåkrummende, frustrerende og meget morsomme anekdoter fra mit netværk, og hver arbejdsdag indtil skolerne holder ferie, vil jeg poste en.
Rigtig god fornøjelse og læselyst i december.
Første time med en ny klasse og en ny kollega. Jeg er forberedt til fingerspidserne (i håb om at fremstå bare lidt tjekket) og starter med en præsentation af forløbet på PowerPoint. Tænker godt at det så lidt anderledes ud end jeg huskede det, men the show must go on så jeg fortsætter ufortrødent 10 minutter mere før jeg endelig må erkende at det er et forkert PowerPoint jeg har fået lagt i fronter (det havde måske ikke være helt så pinligt hvis jeg bare havde erkendt det fra starten).
-Kamilla