Forleden faldt jeg over en meget interessant artikel af Bjork og Bjork: ”Making Things Hard on Yourself, But in a Good Way: Creating Desirable Difficulties to Enhance Learning”. Her diskuteres det faktum at selvom vi som lærere ofte gerne vil gøre læringen (undervisningen) gnidningsfri og rimelig let fordøjelig, forstået på den måde at eleverne gerne må have en klar fornemmelse af at de sagtens kan følge med, og målene er inden for rækkevidde, så er det ikke nødvendigvis den bedste vej mod solid læring. Tværtimod. Det er for eksempel sjældent en fordel at træne en regel eller en kompetence hårdt i en koncentreret periode hvis man vil opnå den optimale forståelse eller beherskelse. I stedet skal øvelserne spredes ud over tid (og rum), så eleverne tvinges til at genkalde sig den nødvendige viden for at løse opgaverne. Det kommer næppe som den store overraskelse. Men en af pointerne i artiklen er også at vi nok alt for ofte stiller spørgsmål hvor vi gerne vil have elevernes rigtige svar, i stedet for at stille dem spørgsmål de ikke nødvendigvis har forudsætningerne for at kunne svare på. Gjorde vi i højere grad det, kunne vi tvinge eleverne til at reflektere over hvorfor de ikke kan svare, og hvilken viden de mangler, og hvordan denne kan opnås.
En mulighed kunne altså være at give eleverne tests med lidt for svære spørgsmål som bygger oven på deres eksisterende viden. Eleverne skal starte med at sidde i en halv times tid og besvare så meget de kan af spørgsmålene, samtidig med at de prøver at identificere hullerne i deres viden. Hvad er det de mangler for at kunne svare fyldestgørende? På en opsamling på klassen lufter eleverne netop disse huller, og klassen kan nu hjælpe med ideer til hvordan hullet skal fyldes ud, altså, hvordan den relevante viden findes. Eleverne får nu en halv time mere til at gå på jagt efter de nødvendige informationer, som stykkes sammen med den eksisterende viden, og testen afleveres.
En anden mulighed er selvfølgelig at sætte eleverne til at genaflevere en opgave hvor de netop er blevet tvunget til at reflektere over de utilstrækkelige dele af deres opgaver. Du kan finde ideer til rettestrategier som skaber rum for en sådan refleksion her.
Fint indlæg, kan godt lide det med at eleverne skal identificere hullerne i deres viden og arbejde med udfylde dem.