På min skole arbejdes der (også) intensivt i år med synlig læring. Jeg har tidligere skrevet lidt om dette, og selvom der stadig er områder inden for feltet som jeg er skeptisk overfor, så er jeg altid åben for undervisningstiltag der kan være med til at gøre undervisningen bedre – både med hensyn til at variere undervisningen, motivere eleverne og sikre faglig fordybelse for alle elever uanset niveau. Fem gode kolleger har indvilliget i at dele øvelser med mig som de har brugt i deres implementering af synlig læring.

1. Anjas 6 skarpe: Min kollega Anja, som mange nok kender som Frau Czepluch, viste mig et ark med 6 skarpe. Her er seks spørgsmål til et emne som eleverne død og pine skal kunne svare på. I min egen tolkning af de 6 skarpe bliver man så ved og ved med at terpe disse seks spørgsmål indtil de er helt på plads hos alle. Her kræves så en vis undervisningsdifferentiering: Man kan for eksempel sætte elever der har styr på alle seks, til at undervise de elever der stadig er usikre på nogle af spørgsmålene. Eller de elever der kan svare på de seks spørgsmål, sættes i gang med at finde forslag til materialer til næste emne, mens de elever der stadig mangler svar på de seks spørgsmål, arbejder med disse en gang til.
2. Mariannes Tænkeboks: Marianne har indimellem bedt hver elev udfylde en lille seddel med et tal mellem 1-5 der skal repræsentere i hvor høj grad de har opfyldt forløbets mål. Der skrives ikke navn på sedlerne, inden de puttes i en kasse. Er alle tallene i den lave ende, ved Marianne at hun skal tage fat i forløbet igen og lave nogle flere øvelser. Er tallene høje, er det fint, og der kan køres videre. Er tallene meget spredte, må der differentieres: Fx kan der laves specielle øvelser til alle der har givet sig selv 1 og 2, mens alle andre laver noget andet (se ovenfor).
3. Kristines Ingen hænder oppe: Kristine har for nylig prøvet øvelsen ’Ingen hænder oppe’ af. I hele timen må ingen elever række hånden op. I stedet ligger alle elevernes navne i en hat på katederet, og læreren trækker nu et navn ud og stiller et spørgsmål (jeg har læst et sted engang at man bør sige navnet før man stiller spørgsmålet – også når man harpunerer i en almindelig time – så eleven fra start er tunet ind på spørgsmålet). Kan eleven ikke svare, har denne to livliner. Man kan vælge at spørge sidekammeraten, eller man kan spørge ud i klassen (husk, ingen hænder op, så klassen må bare råbe op i munden på hinanden). Når klassen/sidekammeraten har svaret, beder læreren den udpegede elev om at gentage svaret. Sedlen med elevens navn lægges tilbage i hatten, så alle navne er i spil hele timen. Fordelene ved øvelsen er blandt andet at eleverne tvinges til at forholde sig til om de faktisk kan stoffet, andre tvinges til at forholde sig til om de kan hjælpe, og svarene gentages. Kristine prøvede dette af i en grammatiktime. Jeg vil prøve det af i næste uge i en tekstlæsningstime, hvor eleverne arbejder med spørgsmål til en tekst i grupper, og herefter skal fremlægge i en ’Ingen hænder oppe’-sekvens.
4. I disse sparetider tænker vi også meget i vidensdeling og fælles forberedelse hos os. Min kollega Charlotte har (sammen med min kollega Peter) derfor forberedt et forløb om det kommende amerikanske valg, som de præsenterer for os andre, så vi derefter er klar til at undervise i det. De har i dette forløb indtænkt synlig læring på flere måder. De har arbejdet målrettet med at opstille succeskriterier og evalueringer af disse, blandt andet gennem sandt-falsk-øvelser, gloseøvelser (til gloser som er specifikt knyttet til emnet) og refleksionsøvelser, hvor elever prøver at anvende deres viden.
5. Tatjanas post-its: Min kollega Tatjana har netop skrevet speciale om synlig læring, og hun beskriver i sit speciale en øvelse med post-its hvor eleverne på en grøn post-it skriver hvad de har lært om et emne, og på en gul post-it skriver hvad de stadig er i tvivl om i emnet. På den måde laver eleverne en selvevaluering der giver læreren noget at basere en summativ og en formativ evaluering på. Elevernes gule post-its kan danne grundlag for en senere differentiering hvor eleverne kan arbejde med de områder af emnet de stadig er i tvivl om, eller de områder læreren synes er mest relevant for den enkelte elev. Tatjana har i øvrigt lige oprettet en blog, Fransktimen, hvor hun skriver undervisningsideer til franskundervisingen.

Jeg selv holder fokus på synlig læring i det skriftlige arbejde, og jeg prøver at skrive klare vurderingskriterier ind i alle opgaveformuleringerne. Som regel omkring tre. Jeg retter kun ganske lidt inde i selve teksten (sproglige ting, hovedsageligt), og så kommenterer jeg til sidst de tre vurderingskriterier med konkrete eksempler fra elevens opgave. Derudover kommenterer jeg sproget generelt, og endelig giver jeg eleven et fokuspunkt til næste stil. Dette fokus punkt kopierer eleven ind øverst i sin næste aflevering, og i mine vurderingskommentarer til den nye stil kommenterer jeg som det første elevens arbejde med fokuspunktet. Mestrer eleven det nu, eller skal det være fokus til næste stil også?