Lige før jul var jeg inviteret til et sparringsmøde på Silkeborg Gymnasium om det gode gruppearbejde. Ideen var at finde strategier til at opkvalificere gruppearbejdet, som hos eleverne lidt for ofte ses som enten et frirum til lige at tage den lidt med ro, eller som opgaver de ligeså godt (hvis ikke bedre) kunne have løst individuelt.
Diskussionen bestod af flere forskellige aspekter blandt andet
- hvordan forbereder man eleverne bedst på gruppearbejdet?
- Hvordan fastholder man eleverne i arbejdet i gruppen?
- Hvordan bevidstgør man eleverne om og træner dem i den kompetence som samarbejde i grupper er?
- I hvilke sammenhænge kan gruppeafleveringer anvendes?
I de næste par uger vil jeg poste fire forskellige indlæg, der forsøger at give nogle bud på disse fire aspekter; bud som er ét stort shout-out til de kolleger fra Silkeborg jeg var så heldig at få lov at dele overvejelser med den eftermiddag i december.
Men i dag, inden serien for alvor begynder, vil jeg bare poste 10 typiske problemer, der kan dukke op i gruppearbejdet. Og brænder man inde med gode løsningsforslag eller bare kommentarer til disse problemstillinger, er man mere end velkommen til at lufte sine tanker i kommentarfeltet.
- Ikke alle elever har lavet lektier – og hvor starter vi så?
- Eleverne har svært ved at sætte hinanden i sving og påtage sig ’lærerrollen’ over for hinanden.
- Eleverne benytter chancen for en slapper når læreren ikke hele tiden følger med i hvad de laver.
- Nogle elever føler ikke de kan deltage på gruppens niveau, og zoomer ud.
- Nogle elever føler at andre ikke kan bidrage på gruppens niveau, og tager over.
- Eleverne uddelegerer opgaver imellem sig og løser dele individuelt uden at gøre sig overvejelser om helheden.
- Eleverne er utrygge ved hinanden i gruppen (er bange for at tabe ansigt over for hinanden) – og tør ikke bidrage fagligt.
- Eleverne hygger sig for meget i gruppen – og glemmer det faglige.
- Eleverne anser ikke gruppearbejdet for en undervisningssekvens der bidrager væsentligt til deres viden om og forståelse af et emne (for eksempel fordi der alligevel bliver samlet op på klassen efterfølgende).
- Eleverne opfatter ikke gruppearbejdet som en platform for individuel bedømmelse.
Spændende, glæder mig til at følge med. Gruppearbejdet kan virkelig være både “det værste og det bedste”. Selv er jeg mest glad for matrixgruppearbejdet med indlagte faglige “stopklodser”.
Ja, det værste og det bedste :-). Hvad mener du med “faglige stopklodser”, om jeg må spørge?
Måske er det mere rigtigt at kalde det faglige “checkpoints”, hvor referatet fra første gruppearbejde og anvendelsen af de faglige begreber tjekkes af læreren inden eleverne går videre til det næste matrix-gruppearbejde. Det kræver også præcis lærer-vejledning til både arbejdsprocessen og fremlæggelsen.
Fedt at du tager denne problematik op. Jeg genkender rigtig mange af de udfordringer du nævner (er på en erhvervsskole) – især nr. 6 med at de bare uddelegere og ikke samarbejder som gruppe om helheden…..glæder mig til at følge debatten 🙂