Jeg har tidligere skrevet om ’vis mig at du kan’ som rettestrategi, og dette indlæg lægger sig tæt op ad den rettemetode, men her forsøger jeg at få rettemetoden til at ligne de nye grammatikopgaver til studentereksamen en smule mere.
Jeg retter stilen med et sprogligt fokus – og retter det meste, men forklarer ikke fejlene for eleven. Jeg kommer dog med enkelte mere begrundede kommentarer til indhold også.
Nogle mere eller mindre gennemgående sproglige fejl markerer jeg med gult (nogle gange retter jeg dem for eleven i teksten, andre gange markeres de udelukkende med gult). Er der mange verbalkongruensfejl, er det ikke nødvendigvis dem alle der markeres.
Som afsluttende kommentar skriver jeg ganske kort (i en enkelt sætning eller to) noget generelt til eleven om både indhold og sprog – og fokus til videre arbejde. Og så skriver jeg: ”På baggrund af de gule markeringer skal du:…” Dette efterfølges så af 2-5 grammatiske emner, som eleven skal rette og forklare (eller måske kun forklare), fx ”forklare mig hvorfor det hedder ’the tone is woeful and angry’ og ikke ’woefully and angrily’”, eller ”forklare mig hvorfor det skal hedde built og ikke build i denne sammenhæng”, eller ”forklare mig reglerne for placering af adverbialled på engelsk og rette hvor det er nødvendigt”.
Eleverne skal komme op til mig og forklare/vise mig deres rettelser efterhånden som de har løst deres opgaver, og er der meget lang kø, skal de bare fortsætte indtil der er bedre plads hos mig. Selvfølgelig giver det en del ventetid for nogle, men jeg får talt med (næsten) alle elever, og de træner den grammatiske forklaring, som jeg i hvert fald oplevede at mine elever ikke var så skarpe til, som jeg havde troet.
Det medførte blandt andet også at jeg nu har indført ’dagens sætning’, så hvert modul starter med en sætning fra den tekst vi skal gennemgå i timen, hvor vi arbejder med en eksamenslignende grammatisk opgave. Det kan fx være at eleverne skal finde alle verber i sætningen og forklare hvilken tid eller form disse står i, eller at de skal forklare forskellen mellem it’s og its i en sætning, eller at de skal finde alle adjektiver, og hvad disse lægger sig til.