Vi har efterhånden haft mobile whiteboards på Midtfyns Gymnasium i mere end fem år, og jeg bruger dem hyppigt i tekstarbejdet – både i dansk og engelsk. Den hyppigste måde, jeg bruger dem på, afviger ikke synderligt fra første gang, jeg skrev om dem her, men der er alligevel kommet et par detaljer til, som jeg synes fungerer godt.
Hjemmefra har eleverne hver især forberedt sig på en novelle (eller en anden skønlitterær tekst).
På klassen skriver læreren centrale analyse-elementer op på tavlen: Fx navnene på hovedpersonerne, miljø, komposition, fortæller, symboler, tema…
Eleverne får nu 10 minutter til individuelt at skrive noter og betragtninger ned til alle disse punkter.
De deles nu ind i grupper á 4-6 elever (afhængig af hvor mange whiteboards der er til rådighed, og hvor mange elever der er i klassen). I hver gruppe udnævnes en sekretær, som er ansvarlig for at styre diskussionen og skrive pointer op på whiteboardet. På whiteboardet starter sekretæren med at skrive de punkter op, som læreren skrev op inde på klassens tavle.
I gruppen skiftes eleverne nu med at komme med betragtninger og pointer, som sekretæren skriver op, og de systematiserer deres input, fx ved at lave pile på whiteboardet mellem pointerne.
Efter omtrent 30 minutter kaldes alle elever, undtagen sekretærerne, tilbage i klassen. Her afholdes en klassediskussion, hvor eleverne bidrager med pointer fra deres gruppearbejde.
Samtidig med denne klassediskussion sidder sekretærerne stadig ved deres whiteboards og skriver en opsamling af den diskussion, de netop har haft om teksten i gruppen. En slags mini-analyse, om man vil. Denne lille tekst sendes til læreren, som deler den med resten af klassen efterfølgende. Sekretærerne er altså ikke med i klassediskussionen, men skriver som sagt mini-analyser ud fra gruppearbejdet.
Øvelsen fungerer rigtig fint, hvad enten alle elever arbejder med den samme tekst, eller klassen måske arbejder med en novellesamling som værk, hvor eleverne måske nok alle har læst alle teksterne, men har fået til opgave at læse forskellige fokustekster ekstra grundigt.