Jeg har altid haft et noget ambivalent forhold til gruppearbejde. Igennem det meste af min egen skoletid har jeg hadet det som pesten mens jeg i mit professionelle liv har haft flere forrygende aha-oplevelser med gruppearbejde, som de gange jeg for eksempel har været involveret i projekter der skulle udvikle pædagogiske kurser, eller jeg har skullet samarbejde med kolleger om artikler og lignende. Noget må jeg jo så have lært om effektivt gruppearbejde hen ad vejen siden jeg alligevel har haft disse gode oplevelser. Og gruppearbejde synes at have en fast plads i næsten hver eneste af mine undervisningstimer. Det er jo en dejlig variationsmulighed, ud over at det selvfølgelig er en væsentlig kompetence at træne, altså samarbejdet. Men der er jo problemer forbundet med gruppearbejde som bl.a. var grunde til at jeg ikke selv har været synderlig begejstret for det gennem tiden. Et par af problemerne kunne være:
 –  Forskelligt ambitionsniveau i grupperne
 –  Manglende forberedelse 
 – Gruppesammensætning (både når eleverne hygger sig lidt for meget eller det modsatte)

Derfor kan det være fint som lærer at have et par redskaber klar der kan hjælpe eleverne igennem gruppearbejdets forhindringer. Her er et par forslag til hvordan gruppearbejde kan effektiviseres.

  1. Lad regelmæssigt elever udfylde en seddel med navnet på to andre elever de mener at ville kunne arbejde godt sammen med, og brug så disse tilkendegivelser når du sammensætter grupper.
  2. Sørg for at produktet for gruppearbejdet står helt klart for eleverne. Sørg også for at produktet er konkret og noget der kan præsenteres, f.eks. en lydfil, en video, en blogpost eller en planche. Det sikrer et effektivt gruppearbejde hvor opgaven ikke bare løses på de sidste 3 minutter, og resten af tiden er gået med sniksnak.
  3. Gør det eventuelt klart for eleverne (hvis der er tale om et større projekt) på hvilke områder af projektet de vil blive vurderet individuelt, og på hvilke områder de vil blive vurderet som gruppe. I et forløb om retorik og argumentation hvor en gruppe for eksempel skal holde en tale for resten af klassen, kan de individuelt blive vurderet på præsentationen mens gruppen samlet vil blive vurderet på talens indhold og sammenhæng. På den måde står gruppen på mål for produktet samlet samtidig med at ingen kan gemme sig helt væk.
  4. Gør opgaven autentisk og engagerende. Selvom de fem-ti klassiske arbejdsspørgsmål til en tekst bestemt kan være engagerende, så er det alligevel som oftest ikke tilfældet set fra et elevsynspunkt. Så måske kan man tænke denne opgave ind i en mere autentisk kontekst hvor benarbejdet, som de klassiske arbejdsspørgsmål ofte repræsenterer, ligger implicit. Det kunne f.eks. være at eleverne udtænker arbejdsspørgsmål til en anden klasse, der skal arbejde med teksten (eller en anden gruppe). Eller de kunne lave en remediering som skal formidle teksten til en bestemt målgruppe. Osv. Og i denne proces ville du så måske kunne benytte dig af næste punkt også.
  5. Du kan lave et hand-out til eleverne hvor de skal opfylde (og udfylde) delmål for gruppearbejdet. Hvis du f.eks. beder eleverne lave arbejdsspørgsmål til en anden klasse/gruppe, kunne du jo bede dem om samtidig at nedfælde refleksioner over formålet med deres valgte arbejdsspørgsmål.
  6. At håndtere manglende forberedelse synes for mig at være den største udfordring i gruppearbejder. Jeg hader at skulle spørge ud i klassen om der er nogen der ikke har forberedt sig, fordi jeg selv ville opfatte det som at få carte blanche til at indrømme faglige forseelser, men i gruppearbejder kan det være en fordel at forberedte elever ikke skal arbejde for (og dække over) uforberedte. I så tilfælde ville jeg enten sætte de uforberedte elever sammen og bede dem udføre den samme opgave som de forberedte – og det ville så kræve et noget hurtigere arbejde – eller jeg ville have en anden opgave med som bestemt ikke ville være mere munter at løse.
Det var skønt endelig at få lidt på bloggen igen, og jeg begynder lige så langsomt at tro og håbe på at frekvensen af indlæg vil stige en smule igen nu.
EP