Ideen til at bruge den relativt nye dokumentar Banksy Does New York (2014) i undervisningen fik jeg fra dette blogindlæg på Movie Segments for Warm-ups and Follow-ups. Det skal siges at jeg endnu ikke har set dokumentaren, ej heller købt den, så det kan godt være jeg ender med at skulle bruge en helt anden Banksy-dokumentar.
Jeg kan godt lide at Banksys værker er så tilgængelige samtidig med at de er samfundskritiske på mange niveauer. Ja, jeg kan faktisk bare godt lide værkerne. Og det kan eleverne også, er mit indtryk. Så jeg har lyst til at lave en lille forløb om Banksy med udgangspunkt i dokumentaren (eller en anden dokumentar). I bedste Banksy-stil skal det være et rigtigt græsrodsforløb, d.v.s. at jeg skal have eleverne til at konstruere det. Det eneste krav er at vi skal se dokumentaren, og at eleverne altså skal være klædt på til dette. Derudover er min tanke med et sådant forløb at det kan forberede eleverne på hvordan man finder relevante materialer til et emne, bearbejder og systematiserer disse, så de på den måde klædes på til at arbejde med de større skriftlige opgaver. Denne tanke og det skriftlige produkt i slutningen af forløbet er inspireret af Lars Kaabers beskrivelse af et forløb postet på Facebookgruppen Engelskundervisere på de gymnasiale uddannelser hvor eleverne fokuserede på at sætte deres materialer op imod hinanden i en skriftlig opgave som forberedelse til de større skriftlige opgaver de bliver stillet over for i deres gymnasietid.
Så her er en (meget grov) råskitse over et forløb, modul for modul, jeg gerne vil prøve at køre:
- Eleverne introduceres til Banksy gennem øvelserne på førnævnte Movie Segments for Warm-Ups and Follow-ups. Herefter præsenterer jeg dem for min plan for forløbet som beskrevet ovenfor. Jeg viser dem læreplanen for engelsk, og vi diskuterer hvilke punkter forløbet kunne dække. Herefter skal eleverne lave en think-pair-share* hvor de skriver formål med forløbet ind i en undervisningsbeskrivelse. Vi tager herefter en diskussion om hvor vi kan få fat i nødvendig viden henne, og hvilke aspekter/delmål (af mangel på bedre ord) forløbet indeholder (fx noget om street art generelt, noget mere om Banksys liv og levned (ved man overhovedet noget?). Vi skal vide noget om dokumentarfilmsgenren, og hvordan man ’læser’ en sådan o.s.v.). Og hvilke materialer vil der så være brug for? Disse delmål skal skrives ind i en forløbsplan, så vi har en fornemmelse af hvornår hvad skal gennemgås, og endelig skal eleverne så deles ind i mindre grupper der hver står for at få samlet materialer inden for et bestemt delmål. Disse materialer skal samles i et kompendium med tilhørende opgaver eller arbejdsspørgsmål, som eleverne også står for at lave. Jeg forestiller mig i alt ca. 3-5 delmål, som ville kunne afvikles på 3 moduler á 95 minutter.
- Eleverne arbejder på at indsamle og bearbejde deres materialer. Hver gruppe er altså ansvarlig for at lave en undervisningssekvens i deres materiale, og denne sekvens skal indeholde en øvelse der aktiverer resten af klassens sprogproduktion, og en øvelse hvor resten af klassen anvender den viden som materialet giver dem (det kan godt være én øvelse der kombinerer de to krav).
- Eleverne arbejder videre som i modul 2.
- Første undervisningssekvens: Elever underviser resten af klassen i udvalgt materiale. Efter timen skriver eleverne en refleksion individuelt hvor de sammenfatter de centrale pointer fra undervisningen.
- Anden undervisningssekvens: Elever underviser resten af klassen i udvalgt materiale. Efter timen skriver eleverne en refleksion individuelt hvor de sammenfatter de centrale pointer fra undervisningen.
- Tredje undervisningssekvens: Elever underviser resten af klassen i udvalgt materiale. Mellem dette modul og næste skal eleverne aflevere ca. 1 A4-side hvor de sammenfatter deres viden om street art og Banksy indtil nu med fokus på hvor de har denne viden fra og om der er divergerende holdninger om emnet. Og så skal de reflektere kort over hvad de forestiller sig de skal være opmærksomme på i den dokumentarfilm om Banksy som de skal se næste gang.
- Vi ser dokumentarfilmen Banksy Does New York. Eleverne tager noget at skrive med i hånden, lukker computeren og finder et notathæfte frem. Når dokumentaren er færdig, diskuterer vi hvordan dokumentaren fremstiller street art, Banksy og hans projekt i forhold til materialerne fra tidligere. Og især er der her fokus på de filmiske virkemidler anvendt. Måske skal dette foregå i et separat modul.
- Eleverne skal revidere undervisningsbeskrivelsen og tilføje materialer.
Eleverne skal aflevere et essay (som er en gennemskrivning af deres noter) som indeholder en mindre redegørelse for forskellige fremlæggelser af street art og dens rolle og en analyse af dokumentaren med fokus på hvordan den udlægger Banksy og street art.
*Think-pair-share: Først skriver eleverne individuelt i 2 minutter, herefter viser de deres produkt til en makker og diskuterer i 5 minutter, og endelig samler vi produkterne fra parrene op på klassen.