Vi er nu et par uger inde i skoleåret, og som tidligere bebudet har jeg haft større fokus på at kombinere glosetræning og tekstlæsning, og jeg har forsøgt at arbejde mere koncentreret med glosearbejdet.
De første øvelser her er dog nok alligevel lidt mere løsrevet fra konteksten end jeg kunne have ønsket mig, men her kommer de.
Jeg har startet skoleåret med et temmelig klassisk forløb om London Throughout Times, og den første tekst eleverne mødte, var en introducerende sagprosatekst om London i det 18. århundrede.
- Til denne introducerende sagprosatekst skulle eleverne i mindre grupper glosere et mindre afsnit hver. Gloserne med oversættelse blev afleveret til mig, som satte dem sammen til en fuld gloseliste. Derudover skulle eleverne indtale deres afsnit på en lydfil (som også blev afleveret til mig), og oplæsningen skulle være helt perfekt. Eleverne blev derfor også nødt til at slå udtale af gloser de var usikre på, op, og de skulle altså vide hvad de læste for at kunne lægge tryk de rigtige steder. Lektien til næste time var at læse hele introduktionsteksten, og eleverne havde nu både gloseliste og en lydfil, der kunne lette og støtte deres læsning.
- Den efterfølgende time fik eleverne en diktat baseret på gloselisten. Ordene (eller de blanke linjer) var skrevet ind i sætninger, som lignede sætningerne fra originalteksten, men alligevel forenklet en smule. Efter at have skrevet alle ordene (der var ti) skulle eleverne også prøve at forklare gloserne eller oversætte dem. Jeg rettede disse diktater ganske hurtigt derhjemme efterfølgende og sørgede for at der på hver besvarelse var mindst to rigtige forklaringer/oversættelser. De elever der ikke selv havde skrevet en eneste rigtig forklaring eller oversættelse, fik altså to af mig.
- Eleverne mødtes i den efterfølgende time til et spil Find en, der. Her skulle eleverne nu gå rundt og spørge hinanden ud om forklaringer/oversættelser til de gloser de ikke selv kendte forklaringer på, og skrive forklaringerne til. Vi samlede kort op ved at alle 30 elever blev harpuneret af mig til at oversætte/forklare en glose. Endelig bad jeg dem alle skrive to af gloserne ned, som de ville forpligte sig på at lære, og aflevere disse to gloser på en lille seddel med deres navn på til mig.
- Næste gang jeg ser eleverne, får de deres egen seddel med de to gloser på. De skal nu kunne forklare disse gloser. Kan de ikke det, må de hurtigt slå dem op. De skal nu finde en makker som de forklarer deres to gloser for. Herefter bytter de kort. De finder nu en ny makker, forklarer de to nye gloser, bytter igen kort osv.
Næste gang jeg blogger, bliver det om glosearbejdet med Bleak House-uddrag og uddrag fra Oliver Twist.