Årets julekalender har rettestrategier som tema. Jeg bruger selv relativt store mængder af tid på at forsøge at udtænke effektive rettestrategier og allerhelst rettestrategier som giver eleverne en vis fornemmelse af kontinuitet og progression. Jeg er langt fra sikker på at jeg har fundet mit endelige ståsted, når det kommer til at rette elevernes skriftlige produkter, men jeg synes samtidig at jeg har fundet frem til mere effektive strategier de seneste år, end dem jeg rettede og gav feedback efter de første mange år af mit lærerliv. Hver hverdag i december (indtil jeg går på juleferie) vil jeg præsentere nogle af de rettestrategier jeg arbejder med. Mange af dem har tidligere optrådt på bloggen.
Ind imellem har jeg valgt at bruge et modul på at give eleverne deres opgaver tilbage med en mundtlig evaluering i stedet for en skriftlig. Da mine klasser som regel er for store til at jeg kan hive dem ud enkeltvis, plejer jeg at samle dem i mindre grupper af elever der har cirka de samme udfordringer. Her fortæller jeg så eleverne hvilke forcer og problemer jeg ser i deres opgaver, og hvordan de konkret kan arbejde videre med det. Jeg har skrevet rimelig gode noter hjemmefra, så jeg kan huske de enkelte elevers opgaver, og disse noter videregiver jeg så mundtligt i grupperne. Eleverne skal selv – individuelt – skrive noter til min feedback (dette gør de i umiddelbar forlængelse af mit møde med dem), og disse noter lægges et sted hvor både de og jeg har adgang, så jeg kan se om de har fanget det centrale i min feedback (og så jeg kan se hvordan de har opfattet min feedback). Det er min erfaring at eleverne opfatter mere af feedbacken når den gives mens jeg ser dem i øjnene, og de føler sig set af læreren. Samtidig er fordelen ved at de kommer ud i grupper at de kan bruge hinanden i den efterfølgende refleksionsskrivning hvor de kan få hinanden til at forklare noget af den feedback de måske var usikre på. Ligeledes kan hele gruppen – hvis ingen har forstået nogle af mine pointer – sammen tage fat i mig igen. Ulempen er at der går lang tid på klassen med denne feedback-struktur, men klassen sættes selvfølgelig til at arbejde selvstændigt med noget relevant imens jeg hiver grupperne ud en efter en for at tale med dem.
Det var årets sidste kalenderlåge. Jeg tager på juleferie i morgen og ønsker alle der læser med her på bloggen en rigtig fredfyldt jul og et godt nytår.