Lige nu er jeg hjemme på skriveorlov, men når jeg igen er tilbage på arbejde, venter der mig et par store klasser på 30+ elever, og store klasser er med til at fremhæve et af mine handicap: Jeg har en tendens til at overse visse elevtyper. Det er nok især de lidt mere stille, men ellers ret velfungerende elever, som laver deres ting, men som kan synes, det faglige er temmelig udfordrende, og som ikke bryder sig om at tale særligt højt.
Så nu prøver jeg at indføre tre dogmer for undervisningen:
1) Fast rutine med at jeg skal ned til xx, yy og zz hver time. Jeg laver en rotationsordning, så jeg hver 14 dag vælger tre andre elever ud, der er i fokus. Det er ikke noget, jeg fortæller eleverne.
2) Dele-klasser/stationstræning. Jeg skal mindst en gang hvert tredje modul sørge for at klassen deles i udvalgte sekvenser, så jeg giver min fulde opmærksomhed til en mindre gruppe. Det skal ikke bare være gruppearbejde, hvor eleverne arbejder selv, mens jeg suser rundt mellem grupperne og hører lidt forskellige brudstykker af deres samtale. Nej, det skal være sekvenser, der er planlagt som en aktivitet mellem læreren og den mindre gruppe af elever.
3) Flere mundtligheds-optagelser. Under nedlukningerne eksperimenterede mange lærere med forskellige former for optagelser af mundtlige opgaver. Jeg blev ret glad for at optage mindre gruppearbejder og gruppediskussioner. Disse optagelser tog jeg med tilbage til klasselokalet efter nedlukningen: Jeg beder stadig elever om at optage mindre gruppearbejder – eller i hvert fald opsamlingsdiskussioner – i grupperne. Jeg har god erfaring med, at det ikke tager ret lang tid at give feedback på disse optagelser. Hvis otte grupper afleverer en fem-minutters optagelse, tager det mig kun godt en time at give hver eneste elev lidt feedback på noget, de siger i optagelsen. Jeg skriver nemlig mine kommentarer, mens jeg lytter til optagelsen.
Jeg har ikke udtænkt en evaluering af hele processen endnu.