9) Vejledning i Google Docs. I forbindelse med den sidste engelske stil for mit 3.g-hold oprettede flere af eleverne et Google Docs som de delte med mig. Jeg kunne ved blot at gå ind i min Google Docs-mappe se om der var sket noget i de enkelte dokumenter, og jeg kunne nu løbende kommentere og rette til hvor eleverne skulle uddybe eller omformulere osv. Resultatet var gode produkter og elever der virkelig knoklede igennem med den opgave. Som lærer sikrer man sig på denne måde at de faktisk tager ens kommentarer til sig og arbejder med dem. Problemet, som jeg virkelig skal arbejde med, er at det endnu ikke egentlig er omlagt rettetid for mig. Jeg bruger ikke mindre tid i selve rettefasen selvom jeg har brugt noget af min tid på at vejlede (og selvom jeg ved at det jo er det der er pointen med den omlagte tid). Men jeg har svært ved ikke at give eleverne ordentlig feed-back når de nu netop har knoklet igennem og rettet til og rettet til. Det skal jeg øve mig på! En oplagt mulighed ville være at få eleverne til netop – med det færdige produkt – at udpege én ting som de gerne vil have jeg skal kommentere, og så kun rette den færdige opgave ud fra dette. Er du i tvivl om hvordan du opretter et Google Docs og får det delt med en anden person, kan du se videoen nedenfor. Den er godt nok lavet til mine elever, men den skulle også vise dig hvordan man deler et Google Docs.
11 succesrige sekvenser fra ’11 – nr. 9
af Eva Pors | dec 28, 2011 | Blandet godt, Hitliste, Skriftlighed, Vidensdeling | 2 Kommentarer
EP
Hej Eva
Jeg bruger også Google docs i min undervisning og har gjort mig følgende overvejelser. Du kunne måske lade eleverne vejlede hinanden to og to eller tre og tre. Du kan så nøjes med at være med på en kigger og kun kommentere, når noget er ved at køre helt af sporet, På den måde kan eleverne også lære af hinanden og lade sig inspirere af de andres produkter. Det kræver nok lidt overtalelse, hvis man skal have eleverne med på ideen om kollaborativt arbejde. Alternativt kan en del af skriveprocessen foregå i undervisningstiden, da der jo er tale om undervisning, når du vejleder løbende.
Venlig hilsen Louise Huss
Tak for kommentaren og de gode forslag, Louise. Det kunne være rigtig interessant at booste ideen om studiegrupper ved netop at lade eleverne vejlede hinanden. Det tror jeg bestemt jeg vil prøve af!