Er det ok at tale om problematiske klasser? Må man godt indrømme at nogle klasser bare ikke fungerer? Ind imellem er der sammensætninger – og det kan være lærerens kemi med eleverne såvel som elevernes kemi indbyrdes – som ikke virker optimalt. Mon ikke de fleste af os har prøvet at have en klasse, hvor alle gode intentioner, alle gode ideer, alle nye tiltag alligevel bare syntes at ende i forfladigelse og ugidelighed? Jeg har prøvet at samle et par tips og tricks og artikler, der måske alligevel kan inspirere til andre måder at arbejde med denne type klasser på.

1: Du har måske en klar ide om, hvilke elever det er i klassen, der ikke synes at arbejde ordentligt med. Giv lige præcis disse elever et specifikt ansvar, f.eks. som cafe-ejere i en café-session.
2: Måske kan der skabes en vis disciplin med tests. Giv jævnligt eleverne en lille prøve som tester at de faktisk har læst lektien. Det kan være med til at skabe en bevidsthed om at man ikke kan komme uforberedt uden at det faktisk bliver opdaget og har en konsekvens for undervisningen og læringen. Du behøver ikke engang rette prøverne og give dem tilbage, da det ikke er en del af skriftlige arbejde, men du kan bruge prøverne som en faktor, når der skal gives karakterer.

3: I dette blogindlæg af Michael Linsin kommer der et par forslag til måder at kommunikere med ’difficult students’ på. Artiklen, sammen med hans andre artikler om emnet, som findes i marginen af bloggen, kan fungere som god inspiration, hvis du er ved helt at opgive ævred over for en eller flere elever i klassen.
4: Hav fokus på at differentiere undervisningen. Lad eleverne vælge mellem forskellige opgavetyper, eller lad eleverne undervise og støtte hinanden (f.eks med drill sergeants). Du kan finde 10 tips til den differentierede undervisning i Edna Sacksons artikel fra bloggen What Ed Said.
5: Brug små og intense sekvenser med klart definerede mål. Stationstræning er her en guldklump.
6: Et problem kan selvfølgelig også være de store klasser på 30 elever, som kan betyde at der simpelthen ikke er tid til målrettet at fokusere på at motivere den enkelte elev. Det er derudover min erfaring at disse store klasser ind imellem kan være mere tavse end mindre klasser, måske fordi elever kan være mere nervøse for at udstille sig selv over for så stor en gruppe mennesker, men måske også fordi man automatisk bliver mere anonym i en klasse på 30 end en klasse på 20 og altså har lettere ved at gemme sig. I denne blogpost af Valentina Morgana giver hun nogle interessante bud på at få disse store tavse klasser af teenagere (i engelsk som andetsprog) i tale. Hun bemærker f.eks. at elevers tavshed ofte skyldes en usikkerhed på hvad der forventes af dem. Og hun foreslår en selvevaluering af hvor meget engelsk der er blevet brugt i timen efter hver time.

7: Endnu en artikel der måske kan inspirere i arbejdet med at vække motivationen, kunne være denne artikel baseret på Allen Mendlers bog Motivating Students Who Don’t Care, selvom jeg nok synes pointerne i denne artikel er ret indlysende og ikke videre revolutionerende.

8: Endelig bliver jeg nødt til lige at nævne denne blogpost af Pernille Ripp, som minder os om at eleverne sgu også har et medansvar for deres motivation og læring. Vi kan som lærere tilrettelægge nok så varierede timer med nok så meget elevaktivitet og nok så klart definerede mål, og alligevel vil vi opleve elever der forsvinder ned bag computerskærmen til en anden (virtuel) verden, eller sniksnak, eller papirsedler der sendes rundt, eller flakkende øjne, eller eller eller. I tråden af kommentarer der følger Pernille Ripps blogpost, kan du måske finde et par tips til hvordan du selv kan håndtere de elever der alligevel falder fra, og måske har du endda selv et par forslag som du hellere end gerne må poste i kommentarfeltet under dette blogindlæg.