Collablogatorium præsenterede forleden denne fine lille ide, der skal få teenagere op af stolene og til at skabe en oplysningskampagne om noget der gør dem sure. Egentlig havde jeg tænkt at dette kunne være en lille opgave som eleverne kunne løse i årets sidste moduler, men nu er min plan faktisk at de skal lave en opgave inspireret af denne i forbindelse med et kommende forløb om Det moderne gennembrud – eleverne skal altså arbejde med at sætte problemer under debat. I denne forbindelse vil jeg også repetere argumentationsteori og retorik, så eleverne netop kan benytte sig af de bedst mulige argumentationskneb i deres opgaver.
Opgaven skal se nogenlunde således ud:
– Eleverne finder noget i samfundet der gør dem rigtig sure. Det valgte emne skal have relevans for andre end dem selv.

– Herefter (præcis som i opgaven præsenteret på Collablogatorium) finder de 8 faktuelle argumenter for hvorfor dette er for galt, og hvorfor det bør laves om.

– Eleverne skaber herefter et ’pitch’ til en kampagne (de skal forestille sig de er et reklamefirma der skal sælge kampagnen til den ngo der skal samle ressourcer til bekæmpelse af problemet). Dette kan være både en reklamefilm, en annoncerække til landets aviser og dagblade, buskampagne eller noget helt andet. Der skal være et motto med.

– Eleverne skaber også en kronik til en større landsdækkende avis (hvis emnet er aktuelt, og eleverne er gode, sender vi sgu deres kronik ind for alvor!) Planen er her at det skriftlige produkt indgår som elevtid.

– Præsentationer af elevernes ’pitch’ sker på klassen, og denne del af opgaven kommer faktisk til at ligne lidt det pitch min engelskelever præsenterede engang jeg havde emnet ’sitcoms i undervisningen’. Altså, her skal eleverne så bare både overveje eventuelle filmiske virkemidler og/eller komposition såvel som argumentationskneb og motto.

EP