“I don’t want to toot my own horn here” som de siger, men altså, for første gang har jeg i år oplevet dette: I én og samme klasse har jeg intet mindre end 3 elever der kategorisk afviser at forstå alt hvad der har med grammatik at gøre, og jeg indrømmer at jeg på nuværende tidspunkt er ved at gå ud af mit gode skind. Jeg har forsøgt med differentieret grammatikundervisning hvor jeg de sidste mange moduler har arbejdet med en niveaudelt klasse, og hvor vi altså har taget grammatikundervisningen i præcis det tempo eleverne selv bad om (det har betydet tredobbelt forberedelse til hvert eneste modul). Og jeg har tilbudt eleverne særlige ekstratimer hvor de grundgrammatiske begreber kunne forklares. Men det har ikke rigtig hjulpet. Eleverne er egentlig ret solide i deres mundtlige engelsk, men mangler med denne grammatiske indsigt en indgangsvinkel til at de kan rette deres egne skriftlige og mundtlige fejl.
Jeg har selvfølgelig forsøgt at identificere HVOR kæden hopper af, og her kommer anden del af det jeg aldrig har oplevet før: En gennemgående apati og manglende samarbejdsvillighed til at få løst problemet. Selvom det for disse elever ikke er helt de samme problematikker der gør sig gældende, så har de altså apatien tilfælles og netop den manglende evne til at kunne sætte fingeren på problemet og tilsyneladende manglende lyst til være med til at udarbejde løsningsforslag. Men de bliver altså stadig ved med at påpege at de bare ikke forstår det.
Jeg er frustreret
– fordi jeg selvfølgelig ser det som mit ansvar at give eleverne muligheden for at lære disse grundgrammatiske greb, og når mine undervisningsmetoder så kategorisk afvises, må jeg jo prøve at finde på noget nyt, og nu er idebanken snart ved at være tom – især fordi resten af klassen jo altså sidder tilbage og også skal undervises.
– fordi jeg faktisk ikke kan lade være med at tænke at den største forskel mellem disse elever og resten måske bare er at de har mod. Modet til at sige (om og om igen) at de ikke forstår, også selvom de kan se min voksende frustration.
– fordi jeg synes at de burde have kunnet disse ting længe inden jeg overtog undervisningen af dem. Har de også sagt til andre lærere at de ikke forstod, og hvad gjorde disse lærere ved det?
Nu har jeg besluttet mig for at prøve endnu et tiltag. Jeg lod mig inspirere af denne nye blog af Matthew Smith Matthew’s ELT Blog og et indlæg hvor han forsøger at få eleverne til at reflektere over hvorfor en lytteøvelse har været svær.
Ideen med Matthew Smiths refleksionsark er at eleverne forhåbentlig opnår en bevidsthed om at koncentrere sig om de ting der gør en lytteøvelse særligt svær for dem. Jeg tænkte at dette måske skal være et fast indlæg i grammatikundervinsingen i min klasse. Hvis jeg nu uddeler dette evalueringspapir til eleverne, så har de måske lidt bedre mulighed for at forklare mig hvor kæden hopper af. Og næste gang er de så måske lidt mere obs på at stoppe mig når grammatikundervisningen når et sted hvor de ikke kan være med i stedet for at de blot kommer bagefter, siger de ikke har forstået det, og at de ikke kan løse tilhørende opgaver, læner sig tilbage og ser opgivende ud – uden at kunne hjælpe med at identificere hvor problemet er opstået. Måske – bare måske – kan denne refleksionsøvelse være med til at give både mig og eleverne et redskab til aktivt at kunne sætte mere præcist ind med nødvendig hjælp og arbejdsindsats.
EP
Tak for en god blog – det første, der springer mig i tankerne er, om eleverne i deres skriftlige arbejde, har anvendt oversættelsesprogrammer på nettet som fx Google Translate eller Nicetranslator.com? Mange elever bruger disse som ordbøger og de er meget ukritiske over for de oversættelsesforslag programmerne kommer med. Kh May-Britt
Tusind tak for kommentaren, May-Britt. Ja, det er meget muligt at disse oversættelsesprogrammer er med til at udvande en grundgrammatisk forståelse, fordi eleverne ikke oplever at bøje diverse ord. Men der hvor eleverne især står af, er når vi taler om grammatik på klassen eller, ja, netop bliver bedt om at anvende nye grammatiske greb i oversættelsessætninger osv.
Jeg har i de seneste par år haft flere kursister i mine HF’klasser, som i en eller anden grad opfører sig som du skitserer her. Det der især frusterer mig er når de går i stå med en opgave og så ikke spørger om hjælp. Nogle af dem er på mange områder flittige, men møder de noget, de ikke forstår, giver de op. For mine kursisters vedkommende har vi (i teamet) talt om at det kan dreje sig om børn/unge, der har lært, at det ikke hjælper at spørge om hjælp. Måske har de ikke fået hjælp eller måske har hjælpen ikke været på dét niveau, de har haft brug for eller….
Jeg har formået at rykke én af disse kursister i år, som netop har stejlet (eller netop ikke stejlet, men bar gjort ingenting) gennem ros (og hun har simpelthen fået tårer i øjnene over at få at vide at hun gjort noget rigtigt, eller har gjort sig nogle gode overvejelser), hvilket har fået hende til at spørge, når der var noget hun ikke forstår. Men det har ikke virket på alle.
Vi får i disse år flere elever ind i gymnasiet og HF, og det betyder også et nyt/større elevgrundlag, hvorved den faglige spredning og interesse ændrer sig, vi ser en større spredning socialt mm.
Så altså: jeg genkender din frustration, og det vil glæde mig, hvis du vil dele dine erfaringer med refleksionsarket.
Tak for en inspirerende blog!
Tusind tak for kommentaren! Det er dejligt at vide at andre oplever samme frustrationer. Det med rosen ved jeg jo (eller BURDE vide) ofte giver resultater. Og jeg har flere gange tænkt på at jeg virkelig skal være bedre til at møde disse elever med mere positiv feed-back. Det kan bare være så frygteligt svært i situationen, men denne her video med Rita Pierson bekræfter jo bare din oplevelse: http://www.ted.com/talks/rita_pierson_every_kid_needs_a_champion.html?qsha=1&utm_expid=166907-24&utm_referrer=http%3A%2F%2Fwww.ted.com%2Ftalks%2Ftags%2Fname%2Feducation%2Fpage%2F10