Til dette modul havde eleverne, som jeg skrev sidst, læst den temmelig lange feature fra Politiken d. 28/12 2013 (meget finere i papirudgaven end på nettet).

Det var egentlig planen at eleverne hjemmefra skulle forberede artiklen som om de skulle til eksamen (og derfor havde jeg også givet dem et ’eksamensspørgsmål’ til teksten), men fordi vi havde vores andet modul i sidste modul dagen før dette modul (som lå i første modul), sagde jeg til eleverne at de måtte nøjes med at læse artiklen, og at de ville få tid til at ’forberede eksamen’ på klassen. Så vi brugte altså de første 15 minutter på forberedelsen. Og det var jo, medgivet, ikke så meget. Vi havde heller ikke tid til, som jeg oprindeligt havde tænkt, til at fremlægge artiklen i en gå-til-eksamen-øvelse, så i stedet delte jeg eleverne ind i grupper af tre og trak lod om hvem der skulle fremlægge i hver gruppe.

Under fremlæggelserne skulle alle dog hæfte sig ved mindst en virkelig god pointe, og efterfølgende skulle alle elever skrive den bedste pointe ind i TodaysMeet. Disse gode pointer brugte vi nu som grundlag for en opsamling af de forskellige præsentationer og for hvad der var det centrale at få med i en fremlæggelse af denne artikel.

Desværre viste jeg først bagefter eleverne hvordan de kunne hente en transskription af denne TodaysMeet, og det var dumt! Jeg skulle have startet med dette, for så kunne de med fordel netop have brugt dette dokument som grundlag for deres egne noter – de kunne have rettet til i de kommentarer der var upræcise, og skrevet forklaringer til hvor det gav mening. Så husk det, jer der elsker TodaysMeet: Denne tjeneste kan være en rigtig god måde at give eleverne stikord til notater på, som de så selv kan uddybe, uden at skulle ‘skrive af fra tavlen’.

Herefter var der lige tid til et par hurtige sanselæsninger af Broby-Johansens “BLOD” og Michael Strunges “ENGEL” (ikke et særlig godt digt i øvrigt). Jeg viste eleverne digtene – et ad gangen – på SMARTBoardet hvor eleverne skulle komme med deres umiddelbare reaktioner: Hvad handler digtene om? Hvad springer i øjnene ved form og sprog? Hvilke forskelle og ligheder ser I til Yahya Hassans digte?

Hvis der havde været tid – og det var der selvfølgelig ikke – ville jeg havde vist eleverne klip fra Nattens Engel (som er på Filmstriben) om Strunge, og jeg ville igen have bedt eleverne overveje forskelle og ligheder mellem Strunge og Hassan. Og hvis der havde været tid, ville jeg have vist dem klip fra den berømte Bazar-udsendelse fra 1984 og igen bedt eleverne forholde sig til hvad Strunge her er vred over, og hvad han har tilfælles med Yahya Hassan, og hvordan de to adskiller sig.

I stedet har jeg valgt at starte næste modul med klip fra udsendelsen, og pointen skal her være at eleverne kan sætte ord på at Michael Strunge måske er mere indigneret på kunstens vegne mens Hassan tager udgangspunkt i en personlig vrede.


Derudover skal eleverne næste gang stifte bekendtskab med det teorier omkring det selvbiografiske i dansk litteratur og forsøge kort at sætte Yahya Hassan ind i denne sammenhæng. Lektien bliver at læse den/de tekst(er) der er knyttet til den skriftlige opgave, som de vælger at skrive.

Og så skal de introduceres for en skriftlig opgave om Hassan, hvor de kan vælge mellem en analyserende artikel, en kronik eller et essay.

EP