Inden for gymnasieverden diskuteres det jævnligt om ikke optaget af elever er for stort, således at vi får for mange gymnasieuegnede elever ind, og om ikke respekt for undervisningen, skolegang og ikke mindst læreren er dalet i en sådan grad med reformpædagogikken at vi skal tilbage til den gode gamle (sorte?) skole med klare regler og retningslinjer for pensum og for undervisningsrummet. Læreren skal ikke være ’hip-hop-happening’ eller ’ung med de unge’, men derimod adskille sig klart – både i faglig fundering såvel som tøjvalg – fra eleverne.

Men er konsekvenstænkning virkelig den eneste vej til respekt, og er negativ motivation med straf og skæld-ud ligeså effektiv som den positive?

For efterhånden en hel del søndage siden hørte jeg på P2 en efterbehandling af den foregående lørdags Maestro-udsendelse på DR2 (DR2s reality-koncept hvor et antal kendte danskere kæmper om at blive den bedste dirigent i løbet af et antal uger). Interessant var her samtalen om den mistroiske dirigent der som udgangspunkt aldrig tror at orkesteret har øvet sig nok eller formår at løse forhåndenværende opgave tilstrækkeligt tilfredsstillende. Særligt interessant var det at denne dirigenttype, i sammenligning med den mere humanistiske dirigent, ikke opnår bedre – men heller ikke RINGERE – resultater. Det kan altså være hip som hap, hvis man fokuserer på output, hvilken dirigenttype leder orkeresteret. Eller kan det?

Fordi jeg selv er plaget af en deadline (mere om den senere) og er for træt til at komme med kloge konklusioner selv, overlader jeg i stedet ordet til andre. Men husk lige, diskussionen er ingenlunde ny, som det illustreres i denne lille film.