Jeg vil gerne løbende have eleverne til at reflektere over de grammatiske regler vi har arbejdet med, og ikke kun når vi lige er ved at gennemgå dem – eller taler om tilbageleverede stile. Så jeg har i to forskellige klasser lige lavet følgende øvelse.
Eleverne brainstormer på alle de grammatiske regler de kan, fx “s på det finitte verbum i nutid i 3. person ental”, eller “præpositioner kan ikke følges at that-sætninger eller infinitiver, men må omskrives med gerundium eller med ’the fact’, eller præpositionen må slettes”, eller “adjektiver beskriver substantiver og pronominer mens adverbier beskriver alle andre ordklasser”, eller “adjektiver skal altid have støtteord på engelsk” osv osv osv. ALT hvad de kan huske af grammatik.
Jeg skriver bare deres regler på tavlen. (I disse to tilfælde sørgede jeg faktisk for at tage billeder af de overfyldte tavler og skrive disse rene, for så kan vi lave øvelsen igen hvor de så skal føje endnu flere regler til de allerede nævnte).
Herefter skal de så nærstudere et eller to afsnit af en tekst som vi arbejder med. Og nu skal de forsøge at demonstrere så mange af reglerne fra tavlen som muligt med dette lille tekstuddrag. Dette gør de i par, og så samler vi op på klassen, hvor alle reglerne skal bevises ud fra teksten.

Og så vil jeg lige indskyde her til sidst at jeg ufortrødent fortsætter mit arbejde med omlagt skriftligt arbejde, peer-rettelser osv. på trods af denne artikel. Og jeg glæder mig til til ved juletid at kunne skrive en opdatering over dette halve års arbejde med skriftlighed.

EP