5 Minute English er et fint ESL-website hvor du med god samvittighed kan sende eleverne hen hvis de er hurtigt færdige med et stykke arbejde som de andre elever stadig arbejder på, eller hvis I har 5 minutter tilovers af en time.

Under “lessons” er små øvelser inden for kategorierne grammar, reading, vocabulary, listening, pronunciation og slang/idioms. Alle øvelserne er godt nok bygget over samme skabelon og er traditionelle indsætningsøvelser (som måske ikke har den store læringseffekt i det lange løb), men især ved fx idiomerne kan eleverne i det mindste stifte bekendtskab til disse idiomer, og jeg synes også lytteøvelser og intonationsøvelserne er fine til små faglige afbræk.

Mere interessant er måske Q&A-sektionen hvor eleverne kan finde svar på nogle klassiske sprogspørgmål andre har stillet. Denne sektion vil jeg bruge til en øvelse hvor eleverne individuelt skal vælge et spørgsmål og læse svaret. I grupper af tre skal de så – med computeren slået ned – genfortælle deres spørgsmål og svar.

Men det 5 Minute English egentlig inspirerede mig til, var at få mine elever til at lave deres egen sproglige Q&A: De skal løbende selv finde på et grammatisk sprogligt spørgsmål som de så også skal finde et svar til. Enten kan eleverne på skift få for som lektie at de skal finde på et spørgsmål, og klassen kan så i fællesskab prøve at finde svar, eller – som en slags stafet – skiftes eleverne til at finde på et spørgsmål som videregives til en klassekammerat, og han/hun har så for som lektie at besvare spørgsmålet skriftligt og præsentere svaret mundtligt for klassen den efterfølgende time og så finde på et nyt spørgsmål som gives til en ny kammerat. Spørgsmål og svar skrives ind i et fællesdokument, en klasseblog eller en anden platform som hele klassen har adgang til.

Og så kunne det jo være cool at få eleverne til at lave deres helt eget 5 Minute English-site, således at eleverne efter hvert grammatisk emne laver små øvelser til emnet, der så postes på en fælles wiki eller et website. Det er jo sådan set ikke noget nyt. Jeg har før lavet en grammatik-wiki med mine elever, men at kunne lave en lidt mere struktureret site med elevernes egne øvelser, der langsomt blev tilføjet og udbygget hen over årene, kunne være sjovt at få prøvet af.

Nu har jeg godt nok ikke en 1.g i engelsk i år – til gengæld har jeg en 1.g i dansk. Så måske skulle jeg bare konvertere ideen til danskfaget og lave vores eget sprogsite i dansk. Det bliver dog først efter jul når grundforløber er slut.

EP