Den lille skriftlighed, som jeg her kalder den, er det skriftlige arbejde der produceres i en kort sekvens på klassen. Her handler det ikke om at give eleverne feedback på sprog eller indhold, men om at få eleverne til at bruge sproget skriftligt regelmæssigt (mere regelmæssigt end deres stile tillader), og det handler om at få eleverne til at reflektere over det andet arbejde vi laver på klassen. At få tingene ned på skrift kræver en refleksion som, er jeg sikker på, afføder væsentlig læring.
Jeg har flere gange fortalt om de Facebookgrupper jeg har med mine klasser, og i disse grupper lader jeg eleverne poste deres små tekster. Her kan jeg nemlig danne mig et hurtigt overblik over hvem der måtte mangle at få skrevet noget, og hvem der har større eller mindre problemer med det skriftlige end deres stile fortæller.
Generelt prøver jeg altid at få en skriftlig dimension med i mine timer, så her kommer 10 + 30 forslag til hvordan du kan få den lille skriftlighed ind i timerne.
- Brug Journal Jar, og giv eleverne to emner at vælge imellem. Giv desuden eleverne det benspænd at deres tekst skal benytte sig af nogle bestemte gloser I arbejder med, eller indeholde eksempler på nogle bestemte grammatiske regler (fx at teksten skal indeholde et adjektiv der også bruges adverbielt, eller at teksten skal indeholde en sætning med præposition efterfulgt af en gerundium/en omskrivning med the fact, eller at teksten skal indeholde 3 utællelige substantiver osv.)
- Lad eleverne skrive et resume af timen, temaet eller forløbet på præcis 200 ord.
- Lad eleverne skrive deres umiddelbare fortolkninger af tekst I har læst, men endnu ikke talt om (dette gør jeg især med digte vi læser på klassen).
- Lad eleverne skrive en opsamlende fortolkning på 200-300 ord af en tekst efter klassediskussionen (også en rigtig god måde at tvinge dem til at få nogle noter til teksten på).
- Og lidt i samme dur: Lad eleverne forestille sig at de skal skrive indledningen til en stil der behandler den tekst I netop har arbejdet med. Og lad dem så skrive indledningen. (Du kan selvfølgelig gøre det samme med konklusionen).
- Lad eleverne definere nye begreber eller gloser I arbejder med, på skrift.
- Lad eleverne skrive tekster med dagens ord eller ordsprog. På engelsk kan du finde dagens ord på The Daily Buzz Word, og på dansk kan du finde ordsprog her. Du kan lade eleverne bruge Fyldepennen eller Writer’s Digest eller CanTeach eller The Story Starter til inspiration.
- Få eleverne til at skrive et digt som alternativ opsamlingsøvelse. Se denne øvelse beskrevet her.
- Få eleverne til at skrive sig ind i teksten før de overhovedet møder den, som beskrevet her.
- Giv eleverne et aktuelt debatemne, og bed dem formulere deres holdning til dette emne på skrift. De kan eventuelt få en avisoverskrift at arbejde ud fra.
Og få 30 andre ideer til at inspirere elevers skrivning fra The National Writing Project.