Denne blogpost bliver forfattet fra en hotelseng på et lidt snusket hotel i Slagelse hvor jeg overnatter i forbindelse med et censorat i dansk. At være censor – både mundtlig og skriftlig – er en af de bedste efteruddannelser. Når man ser kollegers eksamensspørgsmål og hører disse fremlagt af eleverne, giver det inspiration til hvordan man kan lægge snittet på en ny måde i dele af ens egen undervisning, og når man retter 100 eksamensstile, får man også efterhånden et skarpt blik for hvilke specifikke kompetencer eleverne ikke kan få træning nok i. Hvert år har jeg efter mine censurer været meget inspireret til at tilrettelægge undervisning, men problemet er at der så alligevel går lidt for lang tid (en hel sommerferie) inden jeg kan få omsat min inspiration, og så er meget af det glemt igen. For mig har det der med at gemme eksamensspørgsmålene aldrig rigtig fungeret. Alt det papir, og de forsvinder som regel i bunkerne der alligevel ryger ud, og de refleksioner jeg har gjort mig i forbindelse med spørgsmålene er ikke skrevet ned eller bearbejdet.
I år bliver det ikke lettere at holde fast i inspirationen, for jeg går på barsel lige efter dimissionen, så derfor vil jeg prøve med et lille skema som jeg agter at udfylde så snart jeg kommer hjem, at se om jeg ikke kan gemme de gode ideer og få dem omsat til praksis om godt et år.
Skemaet er simpelthen bare en optegnelse over undervisningsemner, fokus, tekster og eksamensspørgsmål, men jeg har tænkt mig at sætte det op så det følger min undervisningsplan, og så kan jeg altså også bruge skemaet til at danne mig den overordnede struktur for hele forløbet. Det betyder altså, at jeg kan bruge skemaet allerede fra starten af gymnasieforløbet til at lave elevernes undervisningsbeskrivelse. Selvfølgelig skal der mange flere nuancer på de forskellige forløb end det der lige er eksamensspørgsmål i, og selvfølgelig skal dette ingenlunde opfattes som ’teaching for the test’, men jeg ender altid med at rode rundt efter eksamensspørgsmål i sidste øjeblik og på denne her måde kan jeg øve mig på at lægge de gode eksamenstekster til side samtidig med at jeg har et overblik over de direkte paralleltekster. De tekster, som ikke lader sig støve op så let, sørger jeg for at få scannet og gemt elektronisk.
Jeg glæder mig allerede nu til at begynde at nusse med skemaet, og få et bedre overblik over ikke bare eksamensspørgsmål, som kunne være gode, men over et helt velstruktureret gymnasieforløb.