af Eva Pors | dec 30, 2012 | Skriftlighed
Med en uges forsinkelse kommer her min sidste adventsgave, som jeg faktisk har tyvstjålet og nu videregiver som en anden hælervare.
Denne lille opgave kan bruges til at undgå alle de trælse plagierede stile, og så er den en rigtig fin måde at få eleverne til at reflektere over deres egen læring.
Sæt fokus på hvor eleverne har det svært ved at give dem en skriftlig opgave som du ved må være over deres formåen (det kan nu også være en helt traditionel genre de skal skrive i, som de forventes at kunne). Men i stedet for faktisk kun at aflevere stilen, skal de i stedet aflevere en problemrapport som skal beskrive overvejelser de har haft, og problemer de er stødt ind i undervejs i stileskrivningen.
Ideen kommer fra et lille indlæg, jeg så, om at undervise særligtbegavede elever, men som jeg bestemt synes kan bruges i andre sammenhænge også.
EP
af Eva Pors | dec 16, 2012 | Forløbsplaner, Grammatik, Vidensdeling
For et par uger siden blev jeg kontaktet og spurgt om jeg måske havde et par ideer til at undervise (og eliminere) run-on-sætninger (både på dansk eller engelsk). Det synes nemlig at være et ret gennemgående problem for mange elever at skelne hovedsætninger fra ledsætninger hvilket ofte resulterer i en forvirrende tegnsætning hvor punktummer erstattes af kommaer. Henvendelsen ramte lige ned i min achilleshæl, for nok oplever jeg selv det samme problem i stor stil hos mine elever, men jeg må indrømme at jeg har gjort meget lidt i form af målrettet indsats for at udbedre skaden. Det skal være slut nu, så her kommer mit bud på et par undervisningsressourcer der måske kan være med til at sætte fokus på bedre tegnsætning.
- Definer allerførst hovedsætninger (independent clauses) og ledsætninger (dependent clauses). Lad eleverne vælge (eller vælg for dem hvis du synes det er mere hensigtsmæssigt), om de skal lære af dig eller selv undersøge sagen. Elever der skal lære selv, kan fx bruge disse links til inspiration: Learn English, Diana Koscik – clauses powerpoint, Dansk sprognævns hjemmeside: Sproghjælp, Find ledsætninger, Youtube-video om clauses and phrases .
- Eleverne kan nu matches (elever fra klassen og elever der selvstændigt undersøgte sagen) to og to, og sammen kan parrene skabe en lille screencast eller podcast hvor de forklarer forskellen mellem hovedsætninger og ledsætninger – og forklarer hvad en sætning er – med deres egne ord.
- Som lektie kan eleverne få for at de skal se/lytte til tre andre screencasts/podcasts og skrive eventuelle spørgsmål eller kommentarer ned, som så tages op i klassen i starten af næste time.
- Vis et eksempel (evt. fra en elevstil) på en run-on-sætning. Eller lav dit eget eksempel. Det må gerne være overdrevent. Spørg eleverne hvad problemet med sætningen er, og hvad der kan gøres for at afhjælpe problemet.
- I engelskundervisningen kan du nu spille Grammar Girl’s Quick and Dirty Tip om run-ons for eleverne. Eller bed eleverne selv lytte til programmet. De skal skrive alle de udtryk ned de ikke forstår, og alle de spørgsmål der måtte komme i forbindelse med aflytningen. Herefter sættes eleverne i grupper hvor de stiller hinanden spørgsmål til det de har hørt, og sammen forsøger de så at udrede reglerne. De skal altså hjælpe hinanden til at alle forstår så meget som muligt af det lille program.
- Få nu klart defineret på klassen hvad en run-on-sætning er. Få eleverne til at brainstorme på løsningsmetoder, og skriv de relevante forslag op.
- Gå på jagt efter run-ons: Send eleverne på Facebook, igennem gamle stile, på nettet generelt, whatever, og bed dem finde så mange eksempler som muligt på run-on-sætninger. Eksemplerne skal kopieres ind i et Google Docs. De har 10-15 minutter. Hvem kan finde flest?
- Elevernes Google Docs kan nu bruges som et klassisk opgaveark hvor sætningerne skal rettes, og rettelserne kan gennemgås samlet på klassen, eller det kan bruges som udgangspunkt for endnu en forklaringsopgave: Eleverne skal nu individuelt udvælge ca. 3 sætninger, og i en screencast forklarer eleverne først hvorfor hver sætning er en run-on, og hvordan sætningen mest hensigtsmæssigt kan rettes.
Det er i hvert fald det jeg vil prøve af over de næste par moduler, når jeg skal undervise i run-ons. Husk, ligger du inde med et par ekstra ideer, så føj dem endelig til herunder i kommentarfeltet.
Og tak til Camilla for det kærlige skub til at tage run-ons op!
EP
af Eva Pors | dec 8, 2012 | Forløbsplaner, Vidensdeling

© Skye D
For længe siden lovede jeg at uploade mit forløb om Romeo and Juliet, men jeg kom vist aldrig videre i teksten. Nu er jeg faktisk videre i teksten, så adventsgaven i denne uge er lige her (og under materialer).
* betyder at der er materiale knyttet til opgaven, som så kommer efter beskrivelsen. Tekst med rødt betyder at materialet til den beskrevne opgave ikke er med. Opgave markeret med gult betyder at øvelsens form er beskrevet selvstændigt et andet sted på bloggen. Jeg har ikke haft tid til at gå materialet efter i sømmene, så på forhånd undskylder jeg for eventuelle slå- og stavefejl, og hvis jeg ikke har fået henvist og krediteret rigtigt alle steder, må man gerne sige til så jeg kan få det rettet.
EP
af Eva Pors | dec 2, 2012 | IT og anden teknik, Vidensdeling
Det giver i år ikke meget mening for mit vedkommende at lave årets-bedste-lister fra bloggen grundet de noget sporadiske indlæg det er blevet til siden april. En egentlig julekalender med et indlæg hver eneste dag – må jeg nok se i øjnene – er heller ikke et realistisk bud på at skabe en særlig decemberstemning herinde. I stedet har jeg valgt at lægge 4 små adventsgaver ud, som du forhåbentlig kan bruge til noget. Denne første søndag i advent får du en IT-julekalender.
Sidste år producerede min kollega Sidsel og jeg – i vores egenskab af IT-pædagogiske vejledere – en julekalender til vores kolleger. Bag hver låge fandt man et lille værktøj med et par nyttige tips og tricks til inspiration, og det hele blev foreviget i dette website, som kollegerne kunne vende tilbage til længe efter december var forbi. Her, denne første søndag i advent, får du som læser af denne blog nu mulighed for at få fingre i julekalenderen. Så værsgo.
EP
af Eva Pors | nov 11, 2012 | Hitliste, Organisering / undervisningsdifferentiering
Jeg har altid haft et noget ambivalent forhold til gruppearbejde. Igennem det meste af min egen skoletid har jeg hadet det som pesten mens jeg i mit professionelle liv har haft flere forrygende aha-oplevelser med gruppearbejde, som de gange jeg for eksempel har været involveret i projekter der skulle udvikle pædagogiske kurser, eller jeg har skullet samarbejde med kolleger om artikler og lignende. Noget må jeg jo så have lært om effektivt gruppearbejde hen ad vejen siden jeg alligevel har haft disse gode oplevelser. Og gruppearbejde synes at have en fast plads i næsten hver eneste af mine undervisningstimer. Det er jo en dejlig variationsmulighed, ud over at det selvfølgelig er en væsentlig kompetence at træne, altså samarbejdet. Men der er jo problemer forbundet med gruppearbejde som bl.a. var grunde til at jeg ikke selv har været synderlig begejstret for det gennem tiden. Et par af problemerne kunne være:
– Forskelligt ambitionsniveau i grupperne
– Manglende forberedelse
– Gruppesammensætning (både når eleverne hygger sig lidt for meget eller det modsatte)
Derfor kan det være fint som lærer at have et par redskaber klar der kan hjælpe eleverne igennem gruppearbejdets forhindringer. Her er et par forslag til hvordan gruppearbejde kan effektiviseres.
- Lad regelmæssigt elever udfylde en seddel med navnet på to andre elever de mener at ville kunne arbejde godt sammen med, og brug så disse tilkendegivelser når du sammensætter grupper.
- Sørg for at produktet for gruppearbejdet står helt klart for eleverne. Sørg også for at produktet er konkret og noget der kan præsenteres, f.eks. en lydfil, en video, en blogpost eller en planche. Det sikrer et effektivt gruppearbejde hvor opgaven ikke bare løses på de sidste 3 minutter, og resten af tiden er gået med sniksnak.
- Gør det eventuelt klart for eleverne (hvis der er tale om et større projekt) på hvilke områder af projektet de vil blive vurderet individuelt, og på hvilke områder de vil blive vurderet som gruppe. I et forløb om retorik og argumentation hvor en gruppe for eksempel skal holde en tale for resten af klassen, kan de individuelt blive vurderet på præsentationen mens gruppen samlet vil blive vurderet på talens indhold og sammenhæng. På den måde står gruppen på mål for produktet samlet samtidig med at ingen kan gemme sig helt væk.
- Gør opgaven autentisk og engagerende. Selvom de fem-ti klassiske arbejdsspørgsmål til en tekst bestemt kan være engagerende, så er det alligevel som oftest ikke tilfældet set fra et elevsynspunkt. Så måske kan man tænke denne opgave ind i en mere autentisk kontekst hvor benarbejdet, som de klassiske arbejdsspørgsmål ofte repræsenterer, ligger implicit. Det kunne f.eks. være at eleverne udtænker arbejdsspørgsmål til en anden klasse, der skal arbejde med teksten (eller en anden gruppe). Eller de kunne lave en remediering som skal formidle teksten til en bestemt målgruppe. Osv. Og i denne proces ville du så måske kunne benytte dig af næste punkt også.
- Du kan lave et hand-out til eleverne hvor de skal opfylde (og udfylde) delmål for gruppearbejdet. Hvis du f.eks. beder eleverne lave arbejdsspørgsmål til en anden klasse/gruppe, kunne du jo bede dem om samtidig at nedfælde refleksioner over formålet med deres valgte arbejdsspørgsmål.
- At håndtere manglende forberedelse synes for mig at være den største udfordring i gruppearbejder. Jeg hader at skulle spørge ud i klassen om der er nogen der ikke har forberedt sig, fordi jeg selv ville opfatte det som at få carte blanche til at indrømme faglige forseelser, men i gruppearbejder kan det være en fordel at forberedte elever ikke skal arbejde for (og dække over) uforberedte. I så tilfælde ville jeg enten sætte de uforberedte elever sammen og bede dem udføre den samme opgave som de forberedte – og det ville så kræve et noget hurtigere arbejde – eller jeg ville have en anden opgave med som bestemt ikke ville være mere munter at løse.
Det var skønt endelig at få lidt på bloggen igen, og jeg begynder lige så langsomt at tro og håbe på at frekvensen af indlæg vil stige en smule igen nu.
EP