Der er web 2.0-programmer en masse her i verden, nogle er bedre end andre, og det kan være ganske umulius at holde sig ajour med alt hvad der lige er hipt og/eller effektivt på web 2.0-fronten. Men her får du en samling over 101 værktøjer, som kan være nyttige for undervisere, samlet af Erik Schreefel for GoEdOnline. Hvis der er problemer med at se præsentationen, kan det skyldes dit valg af browser: Drop Internet Explorer, og prøv med Google Chrome.
Jeg har tidligere blogget lidt om hvordan du kan organisere dit digitale liv , men nye ’curator’-programmer (eller social bookmarking sites), der elegant samler dine bedste links, dukker hele tiden op. Så nu får du lige en bette introduktion til to af de nyere ’curator’-programmer der hitter for tiden.
Pinterest: Fungerer som en virtuel opslagstavle, hvor du kan sætte billeder op på din virtuelle opslagstavle (som så linker tilbage til den webside, du har billedet fra). Ligesom andre sociale netværk kan du her følge andre ’pinterestere’, hvilket betyder at du let kan se når der er lagt nye interessante ting ind i den opslagstavle du nu engang følger. Sitet kræver dog at du anmoder om en konto, og derefter skal du vente et døgns tid eller to på at blive optaget i den ganske særlige ’Pinterest’-klub. Læs mere om Pinteresther eller se en lille introduktionsvideo:
Pearltrees: Her har du mulighed for let at organisere sammenhængen mellem dine yndlingswebsites, og du kan let flytte rundt på eller kopiere sider du har sat ind i dit Pearltree til andre Pearltrees.
Hvad skal man så bruge disse ’curator’-programmer til? I undervisningen kunne det være relevant at få elever til at samarbejde om at skabe en eller flere af disse ’Pinterest’-tavler eller ’Pearltrees’, der samler de bedste links om et emne. Det kunne især være relevant i forbindelse med AT-forløb eller i forbindelse med enkeltfaglige projektarbejder, hvor elever f.eks. skal undersøge og finde informationer om historiske perioder, litterære værker, samfundstendenser, grammatiske forklaringer, eller hvad man nu kan finde på. Du kan læse om måder at bruge Pinterest på i undervisningen her eller her eller her.
For lærere kunne dette være en super måde at videndele på uden for ens egen skole. Her har jeg f.eks. oprettet to Pinterest-tavler: den ene handler om Graphic Fiction , den anden er tænkt som et forsøg på netop at videndele med jer om God Undervisning , så opret en Pinterest-konto, find mig på Pinterest (Eva Pors), og så giver jeg dig adgang til opslagstavlen God Undervisning. Her kan vi så sammen ’pinne’ inspiration (f.eks. videoer, billeder linket til web 2.0-programmer, artikler eller hvad vi nu kan finde på).
Jeg er selv ren nybegynder på Pinterest (og er nærmest slet ikke kommet i gang med Pealtrees endnu), så det at samarbejde om en Pinterest-tavle er også nyt for mig.
Jeg har tidligere blogget om nogle ideer til brugen afFacebook i undervisningen, og noget af det vi som lærere måske kunne være fristet til, er at få eleverne til at oprette ’falske’ profiler og skrive statusopdateringer som litterære figurer eller forfattere eller andet. Men det er jo ikke lovligt, og hvad gør man så? I indlægget linket til ovenfor nævner jeg My Fake Wall, men virker dette for besværligt (og som ENDNU en platform man så skal ind på), kan I jo i stedet oprette en fan-side på Facebook for den litterære karakter, for forfatteren, for den litterære periode eller hvad det nu måtte være. DET må man nemlig gerne, og her kan I så alle uploade videoklip, kommentarer, billeder og andre relevante informationer om jeres fokus.
I dag var der på skolen pædagogisk dag for hele skolen om bl.a. IT i undervisningen, og selvom man er på barsel, kunne man jo godt lige snige sig ind og høre det inspirerende oplæg som lektor i pædagogik på SDU, Michael Paulsen, holdt for både elever og lærere. Her talte han om god og dårlig (måske mest den dårlige) IT-kultur i skolen og kom med et par tips og tricks til måder at anvende et par af de ’nye’ teknologier på. Jeg vil prøve at samle lidt op på nogle af de pointer som Michael Paulsen fremlagde, som jeg især bed mærke i.
For det første synes det helt centralt at vi som lærere er os bevidste om at vi har inviteret et virkelig kraftigt værktøj/legetøj ind i klasselokalet ved at invitere computere og internet indenfor. Dette kræver selvfølgelig en klar bevidsthed fra vores side om hvordan vi ønsker at bruge dette værktøj, og hvad det rent faktisk kan, for selvfølgelig skal det ikke blot bruges til at shoppe sko med eller statusopdatere Facebook-profilen i skoletiden. Og ja, let’s face it: Det sker også. Men Michael Paulsen præsenterede to helt centrale måder at angribe IT på, som er med til at skabe dårlige IT-læringsmiljøer: Det ene er FORBUD, det andet er LIGEGYLDIGHED. Det var lige vand på min mølle!
Derudover er det væsentligt med en bevidsthed om at man ikke kan multitaske, og det hæmmer læringen at statusopdatere sin Facebookprofil mens man lytter til et lærerforedrag om 1. verdenskrig. Derimod talte Michael Paulsen om at multiplekse og netop bruge de sociale medier til at reflektere over undervisningen, imens den foregår. Og selvom dette også kræver et højt koncentrationsniveau, og selvom ikke alle elever vil være i stand til at producere refleksioner omkring et emne, samtidig med at de også skal lytte til et oplæg om emnet, så giver et åbent kommunkationsforum (som f.eks. Twitter eller Facebook) eleverne mulighed for netop at deltage på deres eget niveau: De der ønsker at dele deres refleksioner, kan gøre dette, mens andre elever kan nøjes med at læse med. Forskellen fra en almindelig efterfølgende klassediskussion er, at ALLE elever har mulighed for at følge med i refleksioner UNDERVEJS og er ikke henvist til at vente til efter oplægget for at høre om andres refleksioner. Dette betyder altså at flere elever blidt sparkes ind i refleksionen tidligere, mens oplægget står på, og ikke blot skal i gang med at forholde sig til materialet bagefter.
Du kan læse mere om Michael Paulsens forskning om IT i klasseværelset i artikelserien De to tårne, Glashuset, Reden og Maskinen som alle findes i fagforeningsbladet Gymnasieskolen.
Men hvis ligegyldighed og forbud kendetegner den dårlige brug af IT i undervisningen, hvad kendetegner så den gode? Michael Paulsen gav os som sagt et par tips og tricks med på vejen, og det der var helt kendetegnende her, var den AKTIVERENDE, INKLUDERENDE brug af IT. Især fremhævede han Twitter frem for Facebook, fordi kun et fåtal af eleverne i forvejen kender til Twitter, hvilket gør det lettere for læreren at etablere en kultur omkring brugen heraf. Derudover er det lettere at sortere i kommunikationsstrømmen ved hjælp af hashtags (#), og generelt er der ikke så mange forstyrrelser på Twitter (reklamer, andre venner uden for skolen), som der er på Facebook. Og så er Twitter-netværket ikke afhængigt at ‘venskaber’ og invitationer. Her kan alle følge alle uden anmodninger kræves.
Vi skal selvfølgelig som lærere ikke bare bruge IT for at være med på noderne, eller fordi der lige er et sjovt lille program. Der skal være en fundamental mening med det; altså det skal helst kunne noget, som ikke ellers kan lade sig gøre – eller i hvert fald ikke uden større krumspring. Og det kan back channeling (fordi alle elever kan deltage synkront og reflekterende i en diskussion), wikis (fordi det kan være en let og systematisk måde for hele klassen at videndele på og dele noter). Det kan text-to-speech programmer (som gør det muligt for elever at høre deres skriftlige produkter oplæst, eller muligt for dig at differentiere oplæste tekster eller diktater), lydoptageprogrammer (som gør det muligt at give alle elever taletid og faktisk høre hvad der bliver sagt efterfølgende), og det kan sociale medier som f.eks. Facebook fordi vi her har mulighed for at samle en bred vifte forskellige medietyper – hurtigt og nemt – og kommentere hinandens produkter, for ikke at nævne den lynhurtige kommunikation Facebook giver mulighed for.
Igen har Nik Peachey ledt mig på sporet af nye programmer, og denne gang er det Lingle der har fanget min interesse. Programmet er et rigtig fint redskab til at hjælpe læreren med at lave en hurtig bearbejdning af tekster, således at der både opgives gloser, laves forskellige grammatiske øvelser eller gloseøvelser ved hjælp af blot et par klik. Programmet laver altså alt benarbejdet for dig, og det eneste du skal gøre, er at finde den artikel du vil bruge. Du kan selvfølgelig også se og bruge timer, som andre har skabt i programmet. Ulempen ved programmet er at det ikke forbliver gratis, og at du – så vidt jeg kan se – ikke selv kan uploade tekster, men skal finde tekster/artikler fra nettet.