Et af mine pædagogiske mantraer er at elever ikke skal ’slappe af’ i mine timer. De skal altså ikke jappe igennem en opgave for at kunne sige at de er færdige, og så få lov til at snik-snakke eller lave noget ikke-fagligt på deres computer. Jeg har derfor altid et par bonusopgaver i ærmet som jeg stikker de hurtige elever. Her kommer fem forslag til bonusopgaver til engelskundervisningen:
Knowword er et ikke-så-let lille glosetræningsspil, som de hurtige elever kan sættes til at spille på deres computere. Lyrics Training eller PhotoMunchrs er to andre små online glosetræningsspil, der også kan bruges her.
Send de hurtige elever op til SMARTBoardet hvor der er tændt for en lille interaktiv øvelse der har med samme emne at gøre som den opgave eleverne lige har løst.
Kør en lille snakke-gloseøvelse to og to, f.eks. quick, say the opposite hvor du giver hver elev i det hurtige par en række ord som partneren hurtigt skal sige antonymet til. Læser en elev f.eks. departure højt, skal makkeren svare arrival. Du kan enten tage gloser fra tekster I lige har gennemgået, eller google ’Vocabulary list ESL’. Så dukker der et hav af gloselister op, f.eks. denne her fra Many Things.
Hav altid et par arbejdsark af den ene eller anden slags med som du hurtigt kan dele ud. Du kan jo hente sådanne arbejdsark på Get English Lessons eller Stickyball.
Forbered de hurtige på at de skal præsentere deres svar for klassen. Dette kan jo ske ved at de sendes til tavlen for at skrive stikord op, eller – hvis det har været en grammatisk øvelse eleverne har arbejdet med – skriver deres svar op på tavlen som øvelsen så gennemgås ud fra.
Jeg opdagede ved et tilfælde disse fantastiske blogindlæg om rettestrategier, og ved et rent tilfælde var det lige et par dage før et webinar arrangeret af iTDi om selvsamme emne. Så jeg skyndte mig at melde mig til, og blogposten her er resultatet af både mine egne refleksioner fra dagene før, fra blogposten og fra webinaret.
Jeg har tidligere forsøgt at give nogle konkrete ideer til at rette skriftlige opgaver, men i den blogpost ligger fokus nok mere på hvordan rettearbejdet kan lettes i lærerens dagligdag end i hvor høj grad de enkelte strategier påvirker elevernes læring.
Når vi taler rettestrategier til den mundtlige dimension af fremmedsprogsundervisning, er der to hovedtendenser: Den eksplicitte korrektion (hvor læreren tydeligt påpeger en fejl ved elevens sprogproduktion og får fejlen rettet), og den implicitte korrektion (hvor læreren mere indirekte forsøger at henlede elevens opmærksomhed på at der er sket en sproglig fejl). Disse to overordnede tendenser kan selvfølgelig gradbøjes.
I den eksplicitte korrektion kan man som lærer
vælge selv at give den korrekte formulering.
blot påpege at der var tale om en fejl og opfordre eleven til selv at rette den.
invitere klassen til at deltage i korrektionen og spørge om der er andre kan se og rette fejlen.
lede eleven hen til det præcise sted i sætningen hvor fejlen optrådte og få eleven til at rette.
give den grammatiske regel og herefter få eleven til at selvrette.
Af implicitte rettestrategier kunne man
’drillende’ henlede elevens opmærksomhed på at budskabet kunne misforstås (f.eks. hvis ordet ’pig’ udtales som ’pick’).
reparere fejlen ved at gentage sætningen korrekt som en ’genudsendelse’ (hvilken ofte er sådan forældre lærer børn deres modersmål). Og så altså håbe at eleven fanger fejlen og herigennem retter sig selv.
illustrere at der er et decideret forståelsesproblem ved at sige ’Sorry?’ (selvom betydningen ikke nødvendigvis går helt tabt på grund af fejlen). Herigennem inviteres elever direkte til selvrettelse.
(Dette er taget fra Scott Thornburys indlæg i føromtalte webinar)
Spørgsmålet om hvordan balancen skal være mellem den implicitte retning og den eksplicitte, er ikke et der umiddelbart lader sig besvare, men afhænger selvfølgelig af elevernes faglige niveau, deres personlighed og situationen. Indimellem ønsker vi jo at fremme kommunikationen uden at demotivere eleverne ved straks at gribe til ’den røde pen’. Scott Thornbury henviste også til at hvor det måske tidligere har været den implicitte rettestrategi, der har været i højsædet fordi den ligner måden hvorpå vi lærer vores modersmål, så har relativt ny forskning vist at eksplicit feedback på sprogligt output faktisk hjælper sprogindlæringen (Thornbury henviste her til Ellis, Rod: Form-Focused Instruction in Second LanguageLearning. Oxford, 2001 )
Hvad enten man vælger en implicit eller en eksplicit rettestrategi, skal man være sig bevidst om man ønsker at rette simultant eller konsekutivt. Den simultane rettelse kan jo uheldigvis medføre et brud i kommunikationen, som herefter bliver sværere at tage op igen, mens den konsekutive kan medføre at eleverne knapt kan huske hvad de sagde når de bliver rettet.
Jeg har forsøgt at samle et par ideer som måske kan bruges i forbindelse med fokus på mundtlig sprogfærdighed.
6 second drill. Denne ide træner specifikke sproglige konstruktioner. F.eks. kunne man træne en struktur om præpositioner efterfulgt af ’the fact that’ eller gerundium: The story is about a man goING to the cinema. Ritsuko Nakata 6-second drill from Barbara Sakamoto on Vimeo.
Min mor er en fantastisk dygtig (pensioneret) sproglærer og har givet mig ideen til ’the secret sign’, som er et ’s’ jeg tegner i luften når mine elever glemmer at bøje verbet i 3. person ental, nutid, korrekt. Det at have et tegn som kan bruges uden ord, gør rettelsen mindre forstyrrende i kommunikationen.
Fortæl eleverne at du i denne klassediskussion (eller under deres oplæg) ikke vil rette dem sprogligt, men at du i stedet samler fejlene sammen til fejlsætninger. Når diskussionen er færdig, kan du (hvis du har skrevet dem ned på computer) sætte fejlene op på projektoren, og I kan sammen rette dem. I kunne også vente til den efterfølgende time, men så kan eleverne nok svært huske hvem sagde hvad. Du kan bruge øvelsen under gruppearbejder, pararbejder og speeddating også hvor du går rundt og samler fejlsætninger sammen.
Udtaletræning. Ved svære eller lange ord som eleverne har svært ved at få sagt rigtigt, kan du bruge ’backwards pronunciation’ (endnu en idé min mor stak mig). Sig ordets stavelser bagfra, og få eleverne til at gentage hver enkelt, og når I endelig kommer frem til første stavelse, kan de så vende ordet rigtigt igen: Med ordet in-sa-tia-ble starter du altså med –ble, sætter herefter -tiable på, -satiable , for endelig at ende med insatiable.
Jeg så på førnævnte blogpost fra iTDi en kommentar hvor en lærer fortalte at hun oversatte fejlen til modersmålet for at vise eleven hvad der egentlig blev sagt med fejlen.
Optagelser af elevernes sprogproduktion kan også bruges til selvrettelse. Eleverne kan jo indtale en bestemt opgave og herefter få til opgave at lytte til deres eget sprog og redigere det. Måske kunne dette være et alternativ til en skriftlig opgave. Dette kan let gøres med Soundcloud eller Audioboom . Fordelen ved Soundcloud er at der kan indsættes skriftlige kommentarer i lydfilen.
Det kan virke uoverskueligt at skulle holde sig opdateret med alle de mange web 2.0-programmer der hele tiden dukker op og kan revolutionere undervisningen (i hvert fald i den uge), ligesom det kan være svært finde tid til at klikke sig ind på alle yndlingsblogs eller yndlingssites for at se om der er sket noget nyt og spændende siden sidst. Men du behøver slet ikke være særligt aktivt opsøgende for at holde dig ajour med faglig og pædagogisk udvikling. Her kommer et par tips til hvordan du let kan få serveret masser af inspiration – uden synderligt mange computerklik.
Twitter. Jeg er selv relativt ny på Twitter, men dette er en af mest fagligt inspirerende platforme jeg bevæger mig på. Her følger jeg ikke personlige venner, men professionelle interessefællesskaber, og de folk jeg følger, mikro-blogger (maks 140 tegn) interessante links til artikler, programmer, blogs osv. Ved at bruge # (hashtag) kan du også søge på bestemte emner eller grupper som andre twitter-brugere har markeret deres tweets med. Prøv f.eks. at skrive #skolechat i søgefeltet. Her tweeter en hel gruppe danske lærere om alt hvad der rører sig i undervisningsverden. Jeg bruger også selv #ESLchat og #ELTchat, som har med engelskundervisning at gøre. Strømmen i Twitter går hurtigt (især hvis du følger mange), men frygt ikke. Virkelig relevante tweets bliver med stor sandsynlighed re-tweetet, så du skal nok nå at fange dem.
Facebook. Afvis ikke Facebook som en narcissistisk, selvfremstillende platform der handler om at udbasunere hverdagens trivialiteter til alverden. Her er faktisk rigtig interessante grupper du som lærer kan deltage i og erfaringsudvekle med, få inspiration fra og finde tips til f.eks. nye programmer til undervisningsbrug. Du behøver ikke selv være aktiv, du kan bare sidde med på en lytter. Ansøg f.eks. om medlemskab af gruppen IT og undervisning eller gruppen Sociale medier, Pædagogik og Formidling eller gruppen Facebook i undervisningen.
Og så er der et hav af superrelevante blogs og websites derude som hver eneste dag poster nyt materiale med kreative ideer og programmer lige til at hive ind i klasseværelset eller til at lette dagligdagen. Men hvordan holder man styr på de mange blogs man så gerne vil følge? Det gør man ved hjælp af RSS-feed og en læser (reader), f.eks. Feedly. Hver gang du finder en lækker blog eller et site du gerne vil holde dig opdateret med, kopierer du adressen til Feedly.
Og så er der Scoop.it, som minder lidt om blogs bortset fra at kuratoren (som det hedder på sitet) ikke selv skriver tekster, men derimod samler interessante links på en lækker side. Du kan som læser følge andres Scoops præcis som du følger deres blogs, og holde dig opdateret med relevante links som andre har fundet frem. Jeg følger f.eks. (til største inspiration) Web2.0 forlærere og Connected Learning og The Best Educational Tips bare for at nævne et par stykker.
Tak til Anne Mette for at opfordre til denne blogpost.
I går havde jeg den mærkværdige fornemmelse af at flere af dagens oplevelser var som planlagt mod en undervisningstime. Først var jeg på kursus for faglige IT-vejledere hvor vi blandt andet hørte Lars Qvortrup fortælle hvordan vi hele tiden bør have med i vores overvejelser at eleverne også skal uddannes til kritiske mediebrugere når vi netop inviterer flere og flere medietyper ind i klasselokalet.
Da jeg efter kurset tjekkede min Facebook-side, opdagede jeg denne video, som jeg dog ventede til senere på aftnen med at se.
Jeg så videoen og blev straks berørt. Smed mine mediekritiske briller (dem glemmer jeg nok også for ofte at tage på – det bliver man nærsynet af!). Og i samme sekund som videoen var færdig, tonede dette indslag frem i aftnens TV Avis kl. 21 på DR (hvis linket ikke virker, er der tale om indslaget fra TV Avisen d. 8/3 2012 kl. 21. Indslaget hedder ‘Video om krigsforbryder’ og starter 15.40 min. inde i programmet).
Hvis jeg nu stadig var i gang med mit forløb om Digital Identities, så havde dette været den oplagte afslutning på forløbet. Men jeg ville snildt kunne bruge en lignende time i dansk hvor vi diskuterede filmanalyse, medier og retorik. Dette er et forslag til hvordan jeg VILLE have brugt videoen:
Del klassen i to halvdele, og bed halvdelen skrive alle patosappellerne fra videoen ned de lægger mærke til, og bed den anden halvdel skrive alle logos- og etosappeller ned.
Se videoen (den varer en halv time), og bed herefter elverne komme med deres umiddelbare reaktioner: Hvad føler I? Har I lyst til at hjælpe? Hvad gjorde størst indtryk på jer? Osv.
Herefter vil jeg bede patos-eleverne skrive deres betragtninger op på den ene side af tavlen (nok den gamle grønne, så alle kan skrive (eller i et Google Docs så vi også har disse noter bagefter)) og logos/etos-eleverne skrive alle deres argumenter op. Nu kan vi sammenligne de to lister. Hvilken én er længst? Hvorfor? Og har det nogen indflydelse på jeres holdning til filmen at se så sort på hvidt at der i langt højere grad spilles på patosappelformen end de andre to?
Igen ville jeg dele klassen ind i mindre grupper og give hver gruppe mindre opgaver at fokusere på.
Jeg ville dele filmen ind i mindre bidder (f.eks. 5 stk af ca. 6 minutter) og få fem grupper til at lave analyse af de levende billeder.
Jeg ville få en eller to grupper til at analysere filmen ud fra Ciceros pentagram og især prøve at fokusere på afsenderen (hvem pokker er afsenderen egentlig?) og sproget (udvalgte argumenters opbygning, evt. ud fra Toulmins argumentationsmodel).
Jeg ville få en gruppe til at undersøge logosappellerne. Hvordan kan vi undersøge de faktuelle oplysninger, som filmen præsenterer? Er der andre organisationer og eksperter vi kan søge informationer hos? Hvem, og hvad siger de?
Eleverne kan efter gruppearbejdet præsentere deres undersøgelser for hinanden i matrixgrupper eller måske for hele klassen.
Endelig kan vi afslutte med en klassediskussion hvor vi samler op på hvordan vi finder ud af om man kan stole på en sådan viral video. Vi kan diskutere hvorfor det er nødvendigt at efterprøve fakta, og ikke mindst hvordan man efterprøver fakta? Vi kan diskutere om alt dette betyder at vi IKKE skal deltage i protesterne d. 20. april 2012?
Og hvad er en kritisk mediebruger, og hvordan bliver man sådan én? Hvordan kan argumentationsanalyse, retorisk analyse, filmanalyse og kommunikationsanalyse (og alle andre analysemetoder) bruges i den sammenhæng?
Til sidst vil jeg selvfølgelig gerne sætte det i sammenhæng med hvad vi i forvejen har talt om om sociale medier: Hvilken magt ligger der i sociale medier, og hvorfor? Hvorfor er disse medier så effektfulde når de præsenterer et emne som dette?
Nik Peachey præsenterede for et par dage siden dette lille program på sin blog Quick Shout. The Artistifier giver dig (og eleverne) mulighed for at ’artistify’ en hvilken som helst Youtube-video ved blot at kopiere linket. Det betyder at videoen nu optræder som en sort-hvid stumfilm, og man kan nu selv sætte tekst (eller ’captions’) ind i filmen.
Dette er selvfølgelig i høj grad et gimmick-værktøj, men det kan altså bruges til at sætte en umiddelbar refleksion i gang om et lille videoklip, som efterfølgende skal bearbejdes. Find for eksempel en lille kortfilm at sætte ind i The Artistifier, og bed eleverne skrive deres ’captions’ til hvad de tror, sker i filmen (og de kan selvfølgelig begrunde deres ’captions’ efterfølgende: Hvilke filmiske virkemidler peger i denne retning?). Du kan også bruge dette koncept i forbindelse med et forløb om kommunikation og kropssprog hvor man netop kan vælge at bruge elevernes ’captions’ til at holde fokus på hvad det er i skuespillernes kropssprog der peger mod en bestemt kommunikationssituation.
