Eleverne skulle selv vælge hvilket niveau de ville se film på, og inspireret af deres film skulle eleverne finde på 3 generelle spørgsmål om vores digitale tid, som vi på klassen kunne bruge til små snakkeøvelser/opvarmningsøvelser. Det var måske ikke deres stærkeste side at optænke generelle spørgsmål inspireret af disse videoer (de fik ellers understreget at spørgsmålene også skulle kunne diskuteres af elever der ikke havde set videoerne, men jeg burde have gjort mere ud af hvad et godt diskussionsspørgsmål er). Alligevel kunne jeg nu godt bruge deres spørgsmål som udgangspunkt for lidt mere generelle diskussionsspørgsmål, og nu har jeg små opvarmningsøvelser til resten af forløbet. Jeg starter de andre moduler med at uddele et sæt spørgsmål i mindre grupper og f.eks. bede eleverne på skift indtage rollen som interviewer, interviewee og sekretær. Eller jeg beder dem alle rejse sig og gå rundt og interviewe hinanden, men huske på at man kun må tale med hver klassekammerat een gang. Don’t kill the conversation, by the way.
Derudover har jeg i forbindelse med et uddrag fra The Facebook Story i førnævnte bog brugt denne 1 minuts video om Facebook.
Jeg brugte filmklippet til at analysere både genre, virkemidler og tema, og så diskuterede vi, med udgangspunkt i filmen, hvordan Facebook (og andre sociale netværk) har ændret vores verden og vores hverdag, og hvad det lige præcis er Facebook kan, som man ikke kunne forestille sig for 20 år siden, eller som man bare ikke kan med andre medier.
Endeligt er jeg nu i gang med at arbejde med SOPA (Stop Online Piracy Act), som jo var grunden til at websites som f.eks. Wikipedia lukkede ned d. 18. januar i år (til stor frustration for undertegnede, da jeg liiige skulle bruge lidt hurtig information). Og som selvfølgelig er relevant for os her i Europa når vi taler ACTA. Sidste modul havde jeg bygget op over Simon Thomas’ SOPA-time fra efl-resources:
Eleverne havde fået for som lektie at researche hvad SOPA går ud på, og de skulle derudover finde et argument for og et argument imod (fra nettet – ikke deres egne argumenter). Efter en kortere opsamling på klassen (det viste sig at være meget nødvendigt at få slået fast hvad SOPA egentlig var. Der var nok mange der ikke havde lavet lektier, for det var i hvert ikke overvældende hvad der kom af input) lavede vi Simon Thomas’ øvelse om nyttige udtryk i diskussioner. Vi lavede en ’rundt om bordet’ hvor elever på skift skrev udtryk ned der kunne udtrykke ’disagreement’, ’agreement’, ’expressing doubt’ og ’expressing opinion’.
Herefter gav eleverne udtryk for deres umiddelbare holdning til SOPA ved at stille sig på en række hvor den ene ende repræsenterede ’meget enig’ og den anden ende repræsenterede ’meget uenig’. Jeg delte nu eleverne ind i mindre grupper af tre sammen med elever der nærmest havde samme holdning som dem selv (og det var jo let at se, for de stod efter deres holdning), og sammen skulle de nu finde på en masse argumenter for deres synspunkt, men samtidig også være opmærksom på modargumenter og tænke over hvordan de ville komme dem til livs.
Efter ca. 10 minutter i disse grupper blev eleverne nu sat i nye grupper (matrix-grupper) hvor der altså sad elever med flere forskellige holdninger. De skulle på skift præsentere deres mest centrale argument, og så var der ellers diskussion. De skulle selvfølgelig bruge udtryk fra tavlen hvor vores nyttige udtryk til diskussioner stadig stod. Jeg blev her overrasket over hvor alvorligt eleverne tog diskussionen, og hvor meget engelsk de faktisk holdt fast i at tale – selv når jeg vendte ryggen til.
Næste gang skal vi se lidt på hvilke organisationer/internetfirmaer der protesterer imod SOPA, og hvorfor. Eleverne har fået for som lektie at se Kahn Academy’s glødende anti-SOPA film og skrive to af filmens argumenter ned.
Derudover skal der arbejdes med stilistik som skal bruges når vi skal diskutere en artikel om hvorfor Facebook IKKE ’blocked out’ d. 18/1 2012 som protest mod SOPA.
Men hvordan de timer forløber, blogger jeg om når de er afholdt.
Her kommer en lille øvelse som trækker på historie, men som jo selvfølgelig også er relevant for engelskundervisningen. En (historie)kollega (som også har engelsk som fag) fortalte mig at han gav sine elever denne komplette undervisningsplan fra en amerikansk lærer der gennemgår The Constitution med sin klasse. Eleverne skal nu læse lærerens plan og sitet som en kilde med henblik på at afdække hvad denne kilde siger om amerikanernes forhold til deres grundlov.
1. De er meget optaget af grundloven som et fælles dokument for alle amerikanere
2. De er meget optaget af, at grundloven sikrer dem mod overgreb fra regeringen
Når vi i Danmark ikke har samme fokus på vores grundlov i undervisningen, kan det så være udtryk for at vi har andre ting der skaber fællesskabsfølelse som amerikanerne ikke har? Hvilke?
(Man kan uden videre finde en stor mængde lignende hjemmesider om The Constitution).
Jeg forestiller mig at ideen kan overføres til andre sammenhænge også. F.eks. kunne man give elever undervisningsplaner for et litterært værk og ud fra dette bede eleverne etablere et fokus på teksten. Dette kunne måske være med til at skabe en bevidsthed om hvordan man lærer. Det fine ved at være engelsklærer er at der er uanede mængder at gode undervisningsplaner på nettet. Et enkelt Google-klik med ordet ‘lesson plan’, og der dukker detaljerede, varierede og sjove ideer op til grydeklar undervisning.
Ok, måske får jeg ikke lige brugt denne øvelse til engelskundervisningen. Og dog. Man kunne nok forestille sig en dag hvor der lige var 10 minutter tilbage af timen, og øvelsen kunne hives op af tasken i en 1.g-klasse. Men ellers tror jeg den egner sig rigtig godt til 2. fremmedsprog (siger jeg uden at være lærer i et 2. fremmedsprogsfag, desværre).
På lyrics training kan eleverne selv vælge hvilket niveau de vil arbejde på (3 valgmuligheder), afspille en sang, og så indtaste de manglende gloser i teksten. Sprog der kan trænes, er engelsk, tysk, spansk, fransk, italiensk, portugisisk og hollandsk.
Et lille tip er dog at du som lærer er klar over hvilke gloser der mangler, for ellers kan det godt blive frustrerende på et tidspunkt.