11 succesrige sekvenser fra ’11 – nr. 7

7) Lav et minuts inspirerende taler. På mit gymnasium læser alle klasser i grundforløbet Growing Up, og i den forbindelse besluttede jeg mig for at prøve Steve Jobs’ Commencement Speech af. Du kan se den forløbsplan nærmere beskrevet her. Efterfølgende så vi så Apple-reklamen ’Think Different’, først én gang uden lyd hvor eleverne skulle gætte på hvad der blev sagt, og derefter med lyd. Endelig fik de til opgave selv at skabe en film på et minut som skulle være et stykke livsvisdom til deres klassekammerater – altså, en inspirationsvideo til hvordan man kan leve sit liv på en god måde. Resultaterne var kreative, og jeg fik hørt alle eleverne tale engelsk i et sammenhængende minut.

EP

11 succesrige sekvenser fra ’11 – nr. 6

6) Evaluering som speed dating. Speed dating er et rigtig godt redskab i sprogundervisningen fordi alle snakker fremmedsproget hele tiden. Men det kan selvfølgelig også sagtens bruges i andre fag med præcis den samme begrundelse: At alle er på. Jeg har brugte det for-ganske-leden som evalueringsmodel. Jeg havde skrevet en række spørgsmål ind i et ’random text tool’ i SMARTBoardet. Spørgsmålene gik både på undervisningsformerne, på materialevalg og også på opsamlende spørgsmål omkring de tekster vi havde læst inden for bestemte emner. Eleverne sad over for hinanden to og to, og efter hvert spørgsmål rejste den ene række sig og rykkede en plads til højre. Hvert spørgsmål blev kun diskuteret i ca. 1 minut. Efterfølgende samlede vi op fælles på klassen med nogle af de mest centrale spørgsmål, og nu havde eleverne jo lige vendt deres egne holdninger til spørgsmålene så de var klar til at komme på banen. Jeg skrev herefter en lille opsamling på diskussionen og lagde den i evalueringsmappen på klassens e-læringsplatform.

EP

11 succesrige sekvenser fra ’11 – nr. 5

5) Lav balkonscener i Go Animate. I forbindelse med et forløb om Romeo and Juliet har vi brugt særligt meget tid på balkonscenen. Og efter af have læst scenen, besvaret arbejdsspørgsmål i audiobooms, efter at have arbejdet med troper og figurer i scenen og efter at have arbejdet med tolkninger af scenen ved hjælp af forskellige filmklip fik eleverne til opgave at skrive deres egen moderne tolkning af balkonscenen i en Go Animate. Du kan se et eksempel her.

GoAnimate.com: Romeo and Juliet by WalkingWaffles

Like it? Create your own at GoAnimate.com. It’s free and fun!

EP

11 succesrige sekvenser fra ’11 – nr. 4

4) Toulmins argumentationsmodel. Jeg prøvede også Facebook af da vi i 1.g gennemgik Toulmins argumentationsmodel. Efter på SMARTBoardet sammen at have løst nogle opgaver der tydeliggjorde modellen (forskellige dele af et argumentet stod i hver din tekstboks og skulle pusles på plads i modellen), var det elevernes opgave at skrive små tekster med så mange af de forskellige elementer fra modellen som de kunne. Jeg gav dem nogle påstande hvis de ikke selv var i stand til at finde på én, så som:
  • Voksne over 40 har mindst lige så slemme alkoholvaner som gymnasieelever.
  • Liverpool er en klart bedre fodboldklub end Manchester United.
  • Det eneste rigtige for at forbedre undervisningsmiljøet på Midtfyns Gymnasium er at lukke helt for Facebook.
  • At stemme til folketingsvalg bør være obligatorisk, og det bør være strafbart ikke at stemme.

Eleverne skrev deres tekster i vores Facebookgruppe, og når de var færdige, skulle de finde én af de andres tekster at analysere og skrive resultatet af analysen som kommentar til teksten.

Det gav mig et hurtigt overblik over hvem der var med, og hvem der havde brug for ekstra støtte.
EP

11 succesrige sekvenser fra ’11 – nr. 3

3) Læs forsiderne. Det er en fantastisk måde at introducere (tidens) litteratur på. Jeg plejer at medbringe en stribe romaner fra det sidste års tid. Eleverne vælger i mindre grupper én af romanerne. De ’læser forsiden’, de læser den første side af romanen og kommenterer på både forside, stil og indhold for resten af klassen. Vi bruger det som springbræt til at læse seneste 5 års litteratur og ser om vi igennem forsiderne og elevernes kommentarer måske kan spore os ind på nogle tematikker og stilarter der gør sig gældende for den nyeste litteratur. Da jeg i foråret lavede øvelsen, var det bl.a. disse romaner jeg bragte med:

Lone Aburaz: Den svære toer (2011)

Josephine Klougart: Stigninger og fald (2010)

Morten Kirkskov: Kapgang (2010)

Morten Ramsland: Sumobrødre (2010)

Lars Husum: Jeg er en hær (2010)

Kathrine Marie Guldager: Ulven (2010)

Birgithe Kosovic: Det dobbelte land (2011)

EP