I forbindelse med NACS-konferencen (The Nordic Association for CanadianStudies) i Aarhus i august i år blev jeg introduceret til en masse nye canadiske forfattere, som vakte min interesse med det samme. Herunder Jessica Westhead og hendes novellesamling fra 2011, And Also Sharks, som jeg fik med hjem fra konferencen. Jeg fik straks lyst til at bruge hendes noveller i undervisningen, og jeg fik faktisk også kontakt til både hende og hendes redaktør da jeg også havde sat mig for at skrive en artikel om novellesamlingen til Anglo Files.
Resultatet af denne kontakt blev at jeg med en 3.g-klasse oprettede en blog hvor vi løbende bloggede om teksterne, om vores reaktioner på teksterne, bloggede en enkelt kreativ øvelse vi lavede i forbindelse med teksterne og så videre. Og Jessica Westhead kiggede med og kommenterede også. Til sidst bloggede eleverne 13 spørgsmål til Jessica Westhead, og hun kvitterede ved at indspille to små videoer hvor hun besvarer deres spørgsmål. Se dem endelig på bloggen. Det er forrygende, og hun kan sgu noget!
Det har været storartet at se litteraturen leve på denne måde hos eleverne. De har været fascinerede af kontakten til en virkelig forfatter, og de har udvist en entusiasme for teksterne som jeg sjældent ser i litteraturundervisningen. Du kan se vores blog her, ligesom du også her kan se Jessica Westheads video. Vil du gerne vide mere om Jessica Westhead, kan du klikke ind på dette link, som er en materialesamling jeg har lavet i forbindelse med Anglo Files-nummeret om Canada, som udkommer inden for de nærmeste dage. Her finder du bl.a. traileren til ’And Also Sharks’, en novellesamling jeg anbefaler på det varmeste.
Én af mine pointer med dette blogindlæg er også at huske mig selv på – og opfordre andre lærere til – at turde at bruge forfatterne mere i undervisningen. De par gange jeg har haft direkte kontakt til forfattere, har jeg set en dynamik og et engagement i elevernes tilgang til litteratur som er det hele værd. Hvis det er det der skal til for at vække lysten til læse, så er det vel værd at overveje.
Okay, hvor energien ligefrem skal komme fra, kan jeg nok ikke svare på, men måske har jeg et par tips til hvordan det at udvikle sig som lærer bliver mere overskueligt. Her kommer et par tips til hvordan du – et skridt ad gangen – kan arbejde med nye aspekter af det at være lærer.
Bestem dig for en xxx-måned hvor du vil sætte dig ind i dette eller hint. For eksempel vil du bruge denne måned på at lære at blogge og finde på måder du kan gøre dette med eleverne, eller du vil bruge måneden på at udvikle et nyt forløb, eller du vil gøre måneden til Smartphone-måned og arbejde med at bruge Smartphones i undervisningen. Du behøver selvfølgelig ikke nye projekter hver eneste måned, og tanken om at det kun er et projekt der er på programmet denne måned (og kun i en måned), kan give dig rum til fokusere.
Del med kolleger. Jeg har aldrig forstået hvorfor nogle lærere holder deres materialer så tæt ind til kroppen at ingen andre kolleger må se dem. Hvorfor er man bange for at dele sine succeser og fiaskoer med kolleger der skal ind og undervise i det samme. Jeg faldt over et i den forbindelse rammende citat den anden dag: “Teachers reinventing the wheel every night is so early 90s.” (Men ingen ved rigtig hvem der har sagt det). Hvis man er bekymret for at det man har lavet ikke er tilstrækkeligt, så opret en worst practise-bank. Del alle de erfaringer I har gjort jer, som absolut ikke virkede, og brug disse erfaringer til at rette til. Det er MINDST lige så værdifuldt, som en best practise-bank, og måske noget mindre intimiderende.
Smid ikke væk bare fordi en enkelt time går dårligt. Prøv dit materiale af tre gange før du endelig beslutter dig for at det bare ikke virker (men tilpas selvfølgelig gerne ind imellem). Husk, du skal også selv arbejde dig ind i materialet før det fungerer optimalt, du skal kende materialets styrker og svagheder, og disse kender du ikke nødvendigvis inden du har prøvet det af sammen med eleverne et par gange.
Lad være med at opfinde alle dybe tallerkener på én gang. En kollega gav mig engang følgende tip: Han fortalte at han altid var i gang med et (og kun et) nyt forløb, resten af de forløb han underviste i, var gengangere. På den måde blev bunken alligevel langsomt vendt.
Sig fra! Det er ok ikke at være med i alle udenomsaktiviteter på skolen. Men vælg et par ting ud som du kan engagere dig helhjertet i.
Så er det præcis et år siden at bloggen her gik i luften. For en måneds tid siden opdagede at jeg også var lige ved at nærme mig de 20.000 hits og indlæg nummer 200, og det havde jo været så dejlig rundt hvis jeg i dag kunne have præsenteret de tal, men i stedet får du her indlæg nr. 193, og besøgende inden for den næste uges tid kan se om det mon er dem der logger ind som gæst nummer 20.000.
Sådan en mærkedag giver jo mulighed for refleksion, så her kommer en liste over ting jeg har lært igennem det sidste års blogging (og måske kan det inspirere andre til selv at gå i gang):
1) Når man blogger, er skriveblokader og mangel på inspiration ikke altid af det onde (for indimellem tvinger det til dybere refleksion og grundigere arbejde med det enkelte blogindlæg, som kan resultere i mere gennemtænkte produkter). Og ellers kan man finde inspiration her.
2) Når man blogger, er Feedly (eller en anden blog-læser) fyldt med feeds fra yndlingsblogs en uovertruffen kilde til inspiration, både til bloggen og til den daglige undervisningspraksis.
3) Når man blogger, er bloggen også ens eget private idekatalog klar til at hive frem når man forbereder sig.
4) Når man blogger, bruger man tid, ja, men tid som man enten havde brugt på ligegyldige sites eller på at svede over at koge ideer op til næste time.
5) Når man blogger, skal man sgu selv prøve ideerne af. Og det lærer man også af.
6) Når man blogger, er man nødt til at forny og tilpasse sin egen undervisning – ellers er der ikke meget tilbage at blogge om.
7) Når man blogger, er det okay at fortælle andre om bloggen.
8) Når man blogger, er det okay at spørge kolleger til råds om gode ideer man kan publicere.
9) Når man blogger, er det en vej til at finde sin egen stemme. Ikke bare som skribent, men også som lærer.
10) Når man blogger, er der ikke noget bedre end at få kommentarer fra læsere, hvad enten man har provokeret eller inspireret (eller begge dele). Så tak for besøgene og kommentarerne igennem det sidste år, and stay tuned!
… nemlig på (Almost) Infinite ELT Ideas hvor Sandy Millen hver onsdag uploader en rekvisit som kan bruges i undervisningen. Projektet er kollaborativt, og det er således op til bloglæserne at finde på hvordan rekvisitten bruges i undervisningen, og skrive deres forslag som kommentarer ( hvis du vil se forslagene til ‘Unshelved‘, skal du derfor klikke på ‘comments’). På den måde samles en masse mere eller mindre kreative ideer. Super ide til en blog, hva’?! Måske kan vi gøre det samme på vores klasseblogs: Skriv om planen for ugens grammatikfokuspunkter eller planen for ugens tekster eller næste emne, og få eleverne til at komme med forslag til undervisningsformer på bloggen.
Inden for den sidste måneds tid er jeg to gange blevet præsenteret for gymnasierektorer som har udtalt sig om vigtigheden af at rykke eleverne ud af deres vante teenagezone og præsentere dem for kunstværker som umiddelbart ligger meget langt fra deres verden. Vi skal lade eleverne stifte bekendtskab med en dimension af verden de ikke nødvendigvis selv vil opsøge. Vi skal som autoriteter inden for vores felt vise dem at noget kunst er bedre end noget andet, at der er en kanon som de bør kende til. Candide frem for rap-tekster. Helt uenig med blandt andre Asger Sørensen kan man dårligt være. Hvad er skolen hvis ikke et sted der udfordrer elevernes forestilling om verden? Hvad er skolen hvis vi blot bekræfter eleverne i at de er sig selv og deres værdier nok? Hvad er skolen hvis vi aldrig vender eleverne bort fra det narcissistiske spejlbillede?
Men samtidig synes jeg at kløften mellem det klassiske dannelsesideal og den virkelighed vi står i som lærere, er blevet større. Og min største frygt er at dræbe al lyst til at udfordre denne kløft fordi den simpelthen er blevet for uoverstigelig. Et konkret eksempel: Jeg har de seneste par år et par gange oplevet at have i hvert fald to elever (begge drenge) der drømte (drømmer) om at blive journalister. Som dansklærer havde jeg vel alle forudsætninger for her, med disse to drenge, at få elever der var oprigtigt interesserede i at lære at læse godt og skrive godt. Og alligevel sidder jeg tilbage med en knugende fornemmelse efter endt forløb fordi jeg desværre tror jeg har dræbt al lyst til dansk hos dem. Selvom jeg nu nok synes jeg har gjort hvad jeg kunne i form af at variere undervisningen og tydelige krav, så har det bare ikke helt været nok. Deres kreative lyst til det danskfaglige er jeg bange for jeg har skyllet ud med badevandet. Hvordan har jeg så gjort det? Måske har der været lidt for meget fokus på at rykke dem ud af teenagezonen, lidt for meget fokus på at lade dem svinge sig op og over deres nærmeste udviklingszone, lidt for meget fokus på at lade dem stifte bekendtskab med en fremmed verden uden at lade dem spejle sig selv.
De fleste af os kan nok hurtigt blive enige om at den gyldne middelvej må være det helt rigtige (det er den jo altid!). Men jeg tror at min lektie til næste år, til næste omgang gymnasiepoder, skal være at give plads til kreativiteten. Rigeligt med plads. Plads til at skrive uden for genrerne, plads til at læse af lyst, plads til at reflektere over hvad der overhovedet giver lyst. Plads til sig selv.
Så, jo, det kunne være skønt at læse Candide, som en kollega sagde til mig i dag, men giv mig det forløb hvor det bare fungerede, og eleverne fængslede fulgte med. Ikke bare de øverste 10 procent.
Et par ideer til hvordan vi måske kan få lidt af lysten tilbage i klasselokalet, og hvordan vi bruger lysten som springbræt til noget uden for eleverne selv, har jeg fundet på http://www.readwritethink.org/. Det første jeg vil gøre næste år er at lave en lave et ‘graphic map’ over elevernes gode og dårlige læseoplevelser og få dem til at kortlægge deres læsehistorik. Herigennem er håbet at få tematiseret i hvilke situationer eleverne faktisk har nydt at læse, og så vil jeg prøve at spille på det i årene der kommer.
Et andet forløb fra http://www.readwritethink.org/ som jeg bestemt skal prøve af (det bliver nok i engelsk) er ‘hero’s journey’ (måske i et storytelling-forløb), hvor jeg vil lade eleverne udfylde den interaktive øvelse tilknyttet forslaget, og herefter få dem til at skrive en myte med deres helt.
Jeg fik i går en mail om en ny landsdækkende kampagne, Demokrati Fordi, lanceret af Insitut for Menneskerettigheder og Ungdomsbyen. Kampagnen har til formål at vække danske skole- og gymnasieelevers interesse for demokrati og medborgerskab, og dette sker igennem blandt andet undervisningsmateriale og en konkurrence hvor eleverne skal iværksætte en kreativ aktivitet om demokrati. Jeg har kun kort haft lejlighed til at se på hjemmesiden og materialerne der ligger der, men det ser godt, grydeklart og gedigent ud. Her er mateialer lige fra 0. klasse til gymnasieniveau, færdige undervisningssekvenser, og ja, hele undervisningsforløb. Alt dette finder du under fanebladet ‘Til læreren’. Under fanebladet ‘Megafon kit’ kan du finde krea-øvelser, der kan sparke eleverne i gang med konkurrencen, som løber frem til 1. februar. Så klik ind på Demokrati Fordi, fang dem på Facebook, og følg med i deres videoindlæg rundt omkring.
n for den sidste måneds tid er jeg to gange blevet præsenteret for gymnasierektorer som har udtalt sig om vigtigheden af at rykke eleverne ud af deres vante teenagezone og præsentere dem for kunstværker som umiddelbart ligger meget langt fra deres verden. Vi skal lade eleverne stifte bekendtskab med en dimension af verden de ikke nødvendigvis selv vil opsøge. Vi skal som autoriteter inden for vores felt vise dem at noget kunst er bedre end noget andet, at der er en kanon som de bør kende til. Candide frem for rap-tekster. Helt uenig med blandt andre