Kollegial supervision

af Eva Pors | apr 20, 2015 | Blandet godt, Vidensdeling

Jeg advarer på forhånd om et meget langt indlæg, som er ren refleksion.

For nogle uger siden afsluttede mine kolleger og jeg første runde af et projekt om kollegial supervision. Projektet havde omkring 20 deltagende lærere på skolen, og efter en introduktionsdag hvor Lene Tortzen Bager introducerede os til de supervisionsredskaber vi skulle benytte, blev vi sammensat i grupper af tre.

Konceptet var at vi i denne tremandsgruppe observerede hinandens undervisning, og efter hver undervisningsobservation fulgte en samtale hvor vi indtog forskellige roller: En fokusperson (som havde undervist og defineret et problemfelt som fokusområde), en supervisor (som skulle spørge ind til fokuspersonens fokuspunkt og pædagogiske/didaktiske valg i timen) og en mediator hvis rolle var – efter ’spørgerunden’ – at samle op på de røde tråde der kom frem under samtalen.

Inden selve undervisningsobservationen sendte fokuspersonen sit fokus til de to kolleger: Det kunne være bestemte elevtyper som man har problemer med at håndtere, undervisningsformer man synes er besværlige og gerne vil have et andet blik på hvordan fungerer i timen, eller noget omkring hvordan man håndterer udfordringer med den meget teknologi i lokalet osv.

Samtalerne, hvis struktur man kan læse om hos Lene Tortzen Bager, var meget stramt struktureret, og det var bydende at man ikke måtte komme med vurderende kommentarer (så som ’det fungerede rigtig godt da du….’), men i stedet måtte man komme med konkrete observationer og så ellers spørge ind til hvorfor fokuspersonen havde reageret i bestemte situationer som han/hun gjorde, eller hvilke overvejelser han/hun gjorde sig.

Jeg oplevede observationerne og de efterfølgende samtaler som rigtig givtige. Jeg var sammen med kolleger der havde de samme eller beslægtede fag med mine, og derfor kunne jeg også lade mig direkte inspirere af temaer og konkrete undervisningsmetoder som de tog op, men mest af alt bidrog samtalerne til en refleksion, som jeg ikke ville være kommet frem til uden:  Man blev bevidst om generelle tendenser og problematikker i tiden når det kommer til lærergerningen: At skille det personlige og det professionelle. Hvor skrap skal man være? Hvor meget skal man servicere? Hvornår skal man sige ’hertil og ikke længere’ til eleverne? Hvor meget skal man sekvensere, variere og stilladsere? Bare for at nævne et par af de berørte temaer.

Men hvad så nu? Hvad så med alle disse refleksioner, og hvordan handler man på dem? Har supervisionen overhovedet medført en ændring? Disse spørgsmål blev diskuteret på midtvejsmødet, som blev afholdt for alle de involverede kolleger i sidste uge.  Uanset om man er typen der vælger at hive noterne fra supervisionssamtalerne frem og planlægge hvordan refleksionerne kan udkrystalliseres og udføres, eller om refleksionen får lov at stå alene, så var alle enige om at lille frø er blevet sået. Selvom hver time har sin refleksion, og så er man lynhurtigt videre, blev man bekræftet i at der er almengyldige problemstillinger som man ikke slipper for at forholde sig til hele tiden. Det givtige var blandt andet at se at nogle problemer (fx kontakt med eleverne) er noget man bliver ved med at bakse med, og måske derfor er det sted der skal sættes ind.  Og det at få italesat en sådan problematik får den pludselig – på bedste konstruktivistiske vis – til at eksistere, så man faktisk bliver nødt til at handle på den.

Uanset om man handler meget konkret på supervisionssamtalen eller ej, så er refleksion vel altid noget værd: Virkeligheden man selv opfatter, er ikke nødvendigvis SANDHEDEN. Derfor er det produktivt at der skabes andre nuancer i synet på undervisningssituationen gennem supervisionen. Der er intet galt i at lade andre kolleger se en anden sandhed. Tværtimod. Det minder os om at de 30 elever også har hver deres opfattelse af sandheden.

Og så blev værdien i at se de fælles problemer man kæmper med, fremhævet. Ikke fordi det skal blive en sovepude (”nå, når vi alle kæmper med det, ER det nok bare sådan, og så kan vi ikke gøre noget ved det” – sådan skal det ikke være), men der er noget befriende i den åbenhed der ligger i at vi anerkender og erkender problemerne.

Det virkelig frugtbare – men også udfordrende – ved måden supervisionen var struktureret på, var at der ingen vurdering var, men at det var ren refleksion. Og så er der forhåbentlig ikke så langt fra refleksion til evaluering og justering…..

Og til sidst: To anbefalinger

• Jeg kan på det varmeste anbefale at forløbet sættes i gang med en fælles seance med et teorestisk oplæg fra fx Lene Tortzen Bager, som også kan hjælpe deltagerne til at få samtalestrukturen ind under huden inden projektet skydes i gang for alvor.
• Fra Silkeborg Gymnasium hørte jeg at man havde brugt supervisionen i fælles klasser. Dette gjorde det let at sætte læringsmål op herefter når problemfelter i klassen kunne identificeres sammen i lærerteamet. Det var en meget interessant ide, som jeg godt kunne tænke mig at gå videre med hvis vi fortsætter med kollegial supervision på min skole.