Cross Country Canada – min nye bog

I dag kom Gymnasieskolen ind ad døren. Og med det det helt officielle 2014-katalog for Lindhardt og Ringhof Uddannelse. Hvis du også har fået bladet, så slå lige op på side 25 i kataloget. Dér er den bog der har holdt mig fra at blogge helt så regelmæssigt hen over efteråret og vinteren som jeg måske kunne have ønsket. Jeg er dødhamrende stolt over at kunne fortælle at Cross Country Canada er blevet sendt til trykkeren, og den skulle meget gerne være på hylderne 1. juni.

 

Det er en bog om både canadisk historie, canadiske samfundsforhold og canadisk kultur. Her stifter eleverne bekendtskab med temaer som multikulturalisme i Canada, med canadisk identitet, Indigenous peoples i Canada, og det sidste kapitel i bogen – om Canadian contemporary literature – er repræsenteret gennem spritnye canadiske skønlitterære tekster som aldrig tidligere har været udgivet i Danmark. Og det jeg især er stolt af, er at stort set alle af disse forfattere har været med til bidrage med audiovisuelt materiale ved at læse deres tekster højt, give små interviews eller stille spørgsmål til eleverne, og alle disse lyd- og videofiler bliver tilgængelige på den hjemmeside der er knyttet til bogen. Disse filer er med til at skabe et mere umiddelbart samspil mellem forfatter, tekst og klasseværelse.

Bogen er bygget op med fokus på at didaktisere teksterne gennem mange forskellige typer af arbejdsopgaver og arbejdsopgaver der tvinger eleverne til refleksion. Og disse øvelser er ret udførligt beskrevet, så man som lærer ikke behøver bruge al for meget energi på selv at skulle omsætte teksterne til klasseværelset. Det er i hvert fald noget jeg selv tit har savnet i lærebøger: Teksterne er selvfølgelig altid gode, men hvordan kan jeg bedst muligt præsentere dem for eleverne? Det forsøger jeg i bogen at give masser af eksempler på – og ja, nogle af opgavetyperne er der sikkert flere af de af jer der følger bloggen her relativt regelmæssigt, der vil kunne genkende.

Der er selvfølgelig stadig halvanden måned til bogen er i butikken, men man kan altså forudbestille her hvis man er bange for at glemme udgivelsesdatoen, og jeg skal også nok minde om den igen når den faktisk foreligger i fysisk form.

EP

Lidt om motivation og selvdisciplinering

motivationMotivationsdiskursen er ved at tage en drejning. Fra at have handlet om variation i undervisningen, lærerens ansvar for at individualisere undervisningen, lærerens ansvar for at gøre undervisningen anvendelsesorienteret og virkelighedsnær, ja kort og godt, fra at handle om lærerens ansvar for at gøre undervisningen interessant hele vejen igennem, så er der begyndt at komme en diskurs der fokuserer på elevens egen del af ansvaret for at være motiveret for at deltage i sin uddannelse.

For en god uges tid siden deltog jeg i Center for Ungdomsforsknings store konference om motivation, som blev afholdt på Akademiet For Uhæmmet Kreativitet (AFUK), hvor vi blev taget imod af unge med klovnenæser (altså, sådan helt bogstaveligt). På scenen åbnede leder for AFUK Daghøjskolen, Stine Pilmark, dagen ved netop at tale om motivation sammen med eleven Emma. Deres lille oplæg kredsede om en helt central motivationsfaktor: at blive set, altså, relationen. Og IKKE bare relationen til underviserne, men i mindst lige så høj grad til fællesskabet. Det interessante ved dette oplæg var netop den vægt Stine Pilmark lagde på ansvaret over for fællesskabet som den helt nødvendige grundsten for motivationen. Manglende ansvarsfølelse over for fællesskabet fører alt for let til mangel på motivation når det kommer til at løse de opgaver gruppen eller klassen stilles i fællesskab. Står man ikke til ansvar over for fællesskabet, så er man jo i princippet ligegyldig, og det er demotiverende.

At mangel på motivation tydeligt viser sig som mangel på ansvarsfølelse over for fællesskabet kom også en anden oplægsholder, som jeg hørte ugen inden konferencen på Center for Ungdomsforskning, ind på. Dette var lektor i mediefag og engelsk på Ørestad Gymnasium, Per Helmer Hansen, som netop påpegede hvor ligeglade elever synes at være med fx oprydning (efter sig selv) på skolen og deres energiforbrug på skolen, to områder der lige præcis repræsenterer fællesskabet. I sin kronik i Gymnasieskolen ”Gymnasiet – værested eller lærested” fra december 2012 (og i sin bog Et nyt gymnasium – ikke værested, men lærested. Frydenlund, 2012) kritiserer Per Helmer Hansen netop at ordet motivation dominerer debatten om unges lyst til læring, fordi motivation i denne diskurs er lig med lærerens evne til at gøre eleven interesseret i sin egen uddannelse og det enkelte fag.

Det er måske netop den form for motivation (den lærerorienterede) der gør sig gældende når formand for Danske Skoleelever Agnete Vienberg Hansen siger at ”[e]leverne skal kunne se meningen med at lære. Det kan man med en dygtig lærer, som eleverne har lyst til at lytte til. Det kan i høj grad få os elever til at opføre os bedre.”

Selvom jeg stiller mig hovedrystende over for Niels Egelunds ønske om mere straf og disciplin i skolerne – og generelt over for hele disciplineringsdiskursen – så begynder jeg også at synes at både Per Helmer Hansen og Knud Romers indspark til motivationsdiskursen er tiltrængt.

På mit gymnasium er vi rigtig mange undervisere som gør en dyd ud af at nå vores elever hvor de er og derfra hive dem ind i deres nærmeste udviklingszone med god anderledeshed, variation, innovationsprojekter og kreative opgaver – bare for at nævne noget af alt det vi kan. Alligevel sidder der jo elever som aldrig kan nås. Min særdeles afholdte og dygtige kollega oplevede – da hun bad en elev lukke ned for Facebook – at eleven svarede: ”Jeg synes jeg har ret til at gå på Facebook hvis lærerens undervisning er kedelig”. Jeg lover at min kollegas undervisning er både fagligt og pædagogisk uovertruffen, så jeg lader kommentaren tale for sig selv.

Hvornår holder det op med alene at være lærerens ansvar at få denne type elever med i undervisningen? Hvornår holder det op med at være den enkelte lærer der skal kæmpe den samme kamp mod vindmøllerne om og om igen i hver eneste time? Måske er det på tide at skolerne som institutioner tager på sig at ændre motivationsdiskursen til at handle om ansvaret for fællesskabet så ingen føler de har ret til at melde sig ud af gruppearbejder og klassediskussioner og undervisningen i almindelighed når den ikke lige har deres interesse, om selvdisciplinering (IKKE at forveksle med disciplinering), og at motivationen skal være der – i hvert fald et godt stykke hen ad vejen – inden eleverne træder ind ad døren til klassen. Selvfølgelig skal vi som lærere hjælpe elevernes motivation på vej, og vi skal gøre alt hvad vi kan for ikke at dræbe den motivation eleverne kommer med, med uvedkommende undervisning, men motivationen kommer altså ikke alene ved varieret, anvendelsesorienteret, aktiverende og [indsæt selv en passende strømning] undervisning. Og det kan ikke være vores job i gymnasiet at gøre læring smertefri, for det er den sjælden. Det kræver arbejde, men jeg vil hellere end gerne vise mine elever at arbejde og fordybelse godt kan være sjovt samtidig med at det er hårdt – som jeg tror flere, for eksempel, vil synes at sport også kan være det. Det er det jeg arbejder for hver eneste dag, og langt størstedelen af mine elever arbejder med. De sidste – den relativt lille procentdel som en stor del af diskussionen drejer sig om, og som synes at fylde så uendeligt meget i et klasselokale – skal altså også lære at forstå at motivation ikke kun skal komme udefra.

EP

Sur på SMART

sur smileyPå IT-siden starter året skidt. Jeg har erfaret en temmelig problematiske udvikling af Notebook-softwaren som hører til Smarttech, der producerer SMARTboard: I efteråret har flere kollegaer fået spejlet deres computere, og i den forbindelse har mange klaget over at Lesson Activity Toolkit (den ‘mappe’ i programmet med bl.a. Notebooks interaktive flashfiler, som jeg også har lavet flere tavlefiler med), er forsvundet sporløst. Jeg har ikke brugt meget energi på – indrømmer jeg gerne – at undersøge om den da virkelig ikke kunne downloades igen fra et mere autoriseret sted, men et par hurtige Google-klik førte mig til denne side hvor den synes at kunne downloades fra. Om den manglende værktøjskasse skyldes Smarttechs seneste (uforskammede!) tiltag, ved jeg ikke, men i hvert fald har Smarttech fra april 2014 besluttet at indføre en årlig licens på Notebook-softwaren under navnet SMART Notebook Advantage. At læse om dette tiltag er som at læse en dårlig tekst på New Speak, og hvordan vi på skolerne skal forholde os til dette tiltag, har jeg slet ikke noget bud på. Vi investerede for 6 år siden på min skole i SMARTBoards i samtlige lokaler, vi har brugt 6 år på at producere undervisningsmaterialer i bl.a. Notebook-softwaren, og at skulle sige farvel til disse tavler – eller bare Notebook-softwaren – ville være en betydelig tabt arbejdsfortjeneste. Samtidig virker det som ren afpresning nu pludselig at skulle betale en årlig licens for at få opdateringer på den software (og den service) vi troede var med i købet. Jeg starter året med at være godt sur, men måske er der nogen derude der kan berolige mig.

EP

Kun 1 nytårsforsæt

Jeg har fået selverkendelse nok til ikke at begynde at lave en masse nytårsforsætter. Jeg har igennem bloggens levetid fremsat så rigeligt som blandt andet dem her, og det er langt fra alle jeg har holdt. For eksempel er jeg stadig ikke kommet videre med et forløb om digital dannelse, og efterhånden hælder jeg mest til at lade mig kraftigt inspirere af Stubkjær, Jensen og Sørensens udmærkede bud  New York City: Stories, structures, society, et forløb om “New York City and digital literacy” som kan hentes gratis her .

I stedet vil jeg reducere 5 forsætter til 1, som jeg vælger fra nedenstående liste.

 

  1. Jeg vil dele et nyt forløb på bloggen her og/eller på en af de faglige Facebookgrupper jeg er med i.
  2. Jeg vil lave .gif-projekter med inspiration fra Olga Ravns .gif-blog.
  3. Jeg vil være mere organiseret i videndeling internt på min skole. Altså, jeg vil huske at lægge alle mine forløb, eksemplariske elevbesvarelser, SRP-opgaveformuleringer osv. osv. osv. alle de relevante steder.
  4. Jeg vil bruge meget mere tid og energi på tilbagelevering af skriftlige opgaver efter jeg har rettet dem. Som det ser ud nu, får eleverne ikke meget gavn ud af mine rettelser, hvis de af en eller anden grund ikke selv tager initiativ til sætte sig ned og læse dem igennem. Jeg vil prøve at organisere det således at studiemoduler kan bruges på tilbagelevering og ren/gen-skrivning af opgaver frem for til den første produktion af opgaver. Mit skjulte motiv er også at kunne reducere min egen retteproces.
  5. Jeg vil tænke innovation ind i faget engelsk i højere grad. Min kollega, Jakob, kom med det forslag at man måske kunne bruge innovation sammen med evaluering. I stedet for at vi altid afslutter et forløb med en evaluering, og så skænker eleverne måske ikke den nyerhvervede viden en tanke før til eksamenslæsningen, kunne evalueringsprocessen bestå af at eleverne – efter endt forløb – skal prøve at udtænke innovationsprojekter hvor denne viden er relevant, og så kunne vi måske bruge dette som udgangspunkt for nye emner/projekter.

Hvilket nytårsforsæt af de fem det bliver, har jeg ikke besluttet endnu. Måske kan andre vælge et forsæt herfra også. GODT NYTÅR!

EP

Julehilsen og semesterstatus

Merry ChristmasDette bliver årets sidste indlæg, og hvis nogen har tænkt at bloggen det sidste semester har fået en noget stedmoderlig behandling, har det nok ikke været helt løgn. Det har været et ualmindeligt hektisk semester med barn, bryllup og bogskrivning, men nu glæder jeg mig til første semester i 2014 hvor jeg kan se frem til:

– at starte året med et Yahya Hassan-forløb. Jeg vil prøve at sætte forløbet i perspektiv til andre danske ’vrede unge mænd’-digtere, og så prøver jeg at få eleverne til at indlede hele forløbet med selv at medbringe artikler, digtoplæsninger, kronikker, interviews eller en anden tekst de er stødt på, som omhandler Yahya Hassan. Det er altså deres mediemøde med digteren der skal lægge grund til forløbet. Når det er forberedt, deler jeg selvfølgelig på bloggen her. Det skal munde ud i en skriftlig aflevering hvor eleverne selv må vælge genre (litterær analyse, kronik eller essay), og hvor de netop trænes i inddragelse af nettet til eksamen.

– at prøve en ny opvarmningsøvelse af i engelskundervisningen. Den hedder Peanut Gallery og er et lille program som konverterer tale til tekst over sort-hvid-film. Det skal dog siges at genkendelsesmekanismen ikke er ret stærk – men måske var det bare min mikrofon… Du kan i hvert fald prøve at se mit resultat her eller undersøge programmet selv her.

– at skulle på et hav af konferencer og kurser, blandt andet CEFUs konference om Unges Motivation i Forandring, Læring i Konkurrencestaten på Aarhus Universitet, SETT-konferencen i Stockholm og en masse andet.

– at udkomme med min Canada-bog sidst på semestret.

Rigtig glædelig jul og godt nytår til alle læsere, og jeg håber I stadig vil følge bloggen i det nye år.

EP

Klasserummet i det 21. århundrede

For længe siden så jeg denne ret morsomme blogpost om hvor enkelt det er at lade som om man har taget sin undervisning ind i det 21. århundrede. Og samtidig gav denne blogpost mig også – med sin ironiske tilgang – en kærlig påmindelse om virkelig at tænke didaktikken igennem inden vi bare introducerer eleverne for tilfældige nye tiltag og programmer.

Men spørgsmålet er så selvfølgelig hvordan vi så reelt får lavet et klasserum for det 21. århundrede. Jeg falder sikkert direkte i fælden, men her kommer alligevel 4 hurtige, beskedne bud.

  1. Samarbejd med fokus: Brug web 2.0-værktøjerne til at skabe og dele tanker, noter, produkter osv.
  2. Re-medier: Brug film, lyd, skrift og andre medier til at gentænke arbejdet i nye kontekster og derved skabe nye vikler på indhold og sammenhænge.
  3. Brug de mange nye (og hurtige) medier til at lade eleverne hjælpe til med at finde relevante materialer. Det er min erfaring at der ligger god læring i at få eleverne til at reflektere over hvilke materialer fungerer, og hvilke ikke gør, og dette kan fx gøres ved at eleverne finder de bedste youtube-videor, powerpoints, stile fra studieportalen, billeder osv. til at illustrere et bestemt emne. Herefter skal de selvfølgelig diskutere hvilke af deres materialer er bedst og hvorfor.
  4. Brug sociale medier til at give eleverne mulighed for at få deres produktioner ud. Måske bare til hinanden og dig. Det handler ikke nødvendigvis om at produkterne kan ses af masserne uden for klasselokalet, men om at eleverne får deres eget arbejde synliggjort. I ’gamle’ dage når eleverne havde produceret små skriftlige produkter på klassen, havde man som lærer måske tid til at samle op på 5 ud af 30. De resterende 25 røg i skraldespanden. Ikke synderligt motiverende. Med de sociale medier (fx i en gruppe på Facebook eller på en klasseblog) har eleverne mulighed for at se hele klassens produkter og give feed-back – og læreren har samme mulighed uden at det behøver koste en masse ekstra arbejde.
EP