af Eva Pors | sep 11, 2017 | Digital dannelse, Evaluering, Organisering / undervisningsdifferentiering, Vidensdeling
Som lovet for en uges tid siden kunne jeg godt tænke mig at komme med eksempler på hvordan man kan arbejde med vedholdenhed. Jeg aner det jo faktisk ikke. Jeg har på ingen måde bedrevet forskning på området. Jeg har kun min egen beskedne erfaring at trække på, ligesom jeg også trækker på kollegers. Men jeg holder mig alligevel ikke for fin til at komme med et par slag-på-tasken-bud.
- Mine kolleger, Kristian og Jakob, tog sagen op efter vi havde diskuteret den på lærerkollegiet, og i en 2.g-klasse har de nu indført et slags pointsystem. Eleverne skal ganske enkelt optjene vedholdenhedsminutter. Dette sker gennem indlagte sekvenser i undervisningen, som enten kan være indlagt læsetid, et længere lærerforedrag, en test, skrivearbejde (fx på en hjemmeopgave) eller lignende. Eleverne skal nu sidde på klassen og arbejde individuelt med opgaven, koncentreret! Kan de pludselig ikke længere fordi de overmandes af et umætteligt behov for at tjekke deres mobil, tjatte til deres sidemand, fylde deres vandflaske, finde et par sko på nettet eller andet, må de sætte sig uden for. Herude får de lov til lige at tjekke deres telefon osv. inden de så arbejder videre med opgaven, men vedholdenhedsminutter får de ikke flere af. Man tjener det antal minutter man sidder med opgaven i første stræk uden afbrydelser. Eleverne har fået til opgave at optjene 1000 minutter, og når hele klassen har opnået dette, er belønning kage. Resten af belønningen er æren og oplevelsen af at have koncentreret sig i 1000 minutter. Eleverne er indtil videre gået til projektet med krum hals. Ingen forlader lokalet under øvelserne, selvom de gerne må. Alle vil gerne skrive et godt antal minutter i deres lommebøger, og selvom de fleste nye projekter jo som bekendt plejer at være en succes, og selvom det ikke nødvendigvis er skelsættende over en længere periode at have koncentreret sig i alt 16 timer, og selvom vi i skolen ikke kan nå at lade eleverne koncentrere sig i de der rigtig lange stræk hvor det begynder at gøre ondt (som de skal til fx eksamen), så gør projektet dem i det mindste opmærksom på at koncentrationsevnen og evnen til at holde ved og fast og ud er som en muskel der skal trænes for at blive bedre og stærkere. Jeg glæder mig til selv at starte projektet op med min kommende 1.g-studieretningsklasse hvor jeg gerne vil køre projektet fast hele deres gymnasietid. En af de vedholdenhedsøvelser jeg så også vil lave med dem er i forbindelse med værklæsning hvor de skal ind på biblioteket for at læse, som min kollega Sidsel foreslog for nogle år siden.
- Man kan også arbejde med vedholdenhed ved at stilladsere opgaver med minuttal og antal ord (i kortere sekvenser end 5 timer til 1200 ord). Man kan fx sige at eleverne skal skrive en personkarakteristik på 300 ord, med 2 citater på en halv time. Sekvenser kan så gradvist øges, både som lektier derhjemme (eller delopgaver) og på skolen. Fordelen ved stilladseringen her er at koncentrationsfasen bliver overskuelig, inden den så gradvist øges.
- Lektieinstrukser kan være mere præcise, så eleverne ved nøjagtig hvor meget de skal arbejde med en lektie før den er lavet. Forleden sagde en elev i 3. g at jeg altid gav så mange lektier for, og jeg undrede mig temmelig meget over dette fordi vi altså taler om ca. 4 siders dansk. Det synes jeg jo ikke er alverden for en 3.g! Men så gik det op for mig at det måske føles som meget fordi der er temmelig detaljerede instrukser med, som viser eleven at lektien kræver mere end bare en overfladisk læsning. Jeg håber – selvom det kan føles som meget arbejde – at eleverne igennem instruksen oplever at arbejde med stoffet mere grundigt derhjemme. Lektieinstruksen kan med fordel suppleres med et minutantal. Hvor længe forventes det at eleverne skal arbejde med lektien?
- Når elever skal træne vedholdenhedsmusklen og automatisere strategier til at arbejde med de for mange elever måske mindre sjove ting (opgaveskrivning, lektielæsning og så videre), kan man som lærer måske hjælpe dem med at rammesætte disse. Kan man hjælpe dem (især måske i 1.g) med lektielæsningsskemaer (hvornår skal de læse hvilke lektier) og kalendere for opgaveskrivning? Hvornår og hvor lang tid skal de læse og løse opgaver? Det lyder som curling og nursing, men ikke desto mindre kan det måske være en hjælp for de elever der virkelig har svært ved at overskue deres lektiemængde i det daglige fordi de netop ikke ved hvor de skal starte og derfor helt lader være med at lave noget. Jeg forestiller mig ikke at dette nødvendigvis er et job for den enkelte faglærer, men at dette er noget et klasseteam kan tage sig af.
- At arbejde med forbedringsstrategier til de skriftlige opgaver kan også sætte fokus på at det kræver vedholdenhed at færdiggøre et produkt. Det kunne for eksempel være fokus på korrekturlæsning, omformuleringsstrategier osv.
- One-on-one-teaching er i min erfaring et ganske effektivt redskab til få elever til at arbejde i længere tid og mere fokuseret. Jeg har selv praktiseret det ind imellem som en del af den omlagte skriftlighed, og jeg forestiller mig at den nyligt indførte fordybelsestid måske også kan give mulighed for dette. De elever der har sværest ved at skrive, har stor glæde af den konstante hjælp læreren kan give hvis man blot sidder med tre-fire elever, og samtidig sidder disse elever også koncentreret i et længere stræk fordi man i denne konstellation ikke kan undslippe lærerens opmærksomhed. Når jeg har praktiseret dette, har det som regel været med de elever der havde sværest ved at koncentrere sig og sværest ved at skrive.
- Endelig findes der jo blokeringsprogrammer til computeren og andre programmer med øvelser der knytter sig særligt til den digitale dannelsesdel af vedholdenhed. Dem har jeg skrevet om her.
Det er jo ikke nødvendigvis revolutionerende ideer, men måske kan dette indlæg være med til at minde os om, at vedholdenhed ikke nødvendigvis er noget der kommer af sig selv, og at vi som undervisere derfor også bliver nødt til at hjælpe eleverne på vej med gode strategier til at holde den faglige fordybelse. Hvis andre ligger inde med gode ideer til hvordan der kan arbejdes med vedholdenhed, er man mere end velkommen til at skrive en kommentar.
af Eva Pors | jan 24, 2017 | Digital dannelse, Organisering / undervisningsdifferentiering
Når det kommer til gruppearbejde, er jeg stor tilhænger af enorm stram styring. Det er egentlig uanset om det er et gruppearbejde eleverne er forberedte på eller ej, et gruppearbejde der skal være et større projekt eller bare en mindre sekvens af en enkelt time.
Det er nok denne stramme styring der kendetegner mine følgende ustrukturerede overvejelser over hvordan man kan sætte rammerne om et gruppearbejde for at opnå størst mulig koncentration omkring og engagement i arbejdet.
- Ofte har jeg givet eleverne en lille pep-talk inden timen og fortalt dem hvor vigtig lektien er for deres gruppearbejde. Fx får de at vide at de hver især skal præsentere teksten som om de skal til eksamen, eller de får at vide at de hver især kun skal læse en lille del af en ellers temmelig lang tekst, fordi deres klassekammerater læser resten for dem. Jeg ved ikke om det nytter, men på den måde får eleverne i hvert fald på forhånd at vide at det er nødvendigt for dem at have forberedt sig hvis de skal kunne deltage i gruppearbejdet – at der er noget på spil med lektien. Og, måske mere centralt, at det faktisk vil blive tydeligt hvis de ikke har forberedt sig.
- Det er faktisk altid mig der laver grupperne, hvis jeg da ikke udstikker nogle emner i stedet de så kan vælge sig ind på. Og som regel består grupperne af tre elever. Det er den perfekte størrelse, synes jeg, hvor ingen elever rigtig kan melde sig ud uden at det bliver meget tydeligt. Enten har jeg forberedt grupperne hjemmefra eller også tæller jeg bare på stedet (hvor jeg dog stadig altid har et vist blik for uheldige konstellationer). Der er et hav af forskellige inddelingsmuligheder, som har hver deres forcer og svagheder. Pointen er at eleverne ikke selv skal bruge energi (eller tid!) på at udse sig de klassekammerater de helst vil arbejde sammen med.
- Ligeledes plejer jeg også at fortælle eleverne hvor deres gruppe skal arbejde. Det er min erfaring at der kan gå uproportionelt store mængder tid med at finde ud af hvor en gruppe skal gå hen, hvis ikke jeg tager styringen og fortæller dem det på forhånd. På denne måde undgår jeg også at grupper sætter dig på uhensigtsmæssige steder, som fx kantinen, der ikke ligefrem inviterer til koncentreret arbejde. Så har jeg også styr på at alle grupper sidder relativt tæt på klassen så jeg ikke skal løbe rundt over hele skolen for at finde og vejlede dem.
- Jeg giver altid et omtrentligt minuttal til arbejdet. Består gruppearbejdet af flere dele eller arbejdsspørgsmål, kan jeg også godt finde på at sætte mellemtider på så eleverne ved hvornår de skal rykke videre til næste opgave hvis de på rimelig vis skal kunne nå igennem opgaverne. Jeg rutter ikke med tiden. Det er næsten en Murphys lov at jo længere tid eleverne har til gruppearbejdet, jo længere tid tager det dem at komme i gang.
- Og når det kommer til computere og telefoner, er jeg ret skrap. Hvis det er et gruppearbejde med et diskussionsfokus (frem for fx et research-fokus), plejer jeg kun at tillade én computer til hver gruppe, og jeg bestemmer også hvilket gruppemedlem der tager denne computer med. Det betyder altså at vedkommende bliver gruppens sekretær. Der kan være en stor fordel i at lade medlemmer som måske ellers har tendens til at zoome ud af gruppearbejdet, få sekretærfunktionen så de på den måde tvinges til at deltage. Telefoner skal blive liggende i tasken. Men det skal de altid, medmindre de selvfølgelig skal bruges i faglig sammenhæng.
Jeg siger igen tak til kollegerne på Silkeborg Gymnasium der har fodret mig med input til denne serie. Har du andre input til forberedelse af gruppearbejdet, må du meget gerne dele dem med mig i en kommentar! Næste gang kommer det til at handle om at fastholde eleverne i arbejdet i gruppen.
af Eva Pors | apr 25, 2016 | Digital dannelse, Film og medier, Forløbsplaner, Tværfaglighed
Jeg kunne godt tænke mig at lave et forløb på et tidspunkt om satirenyheder. Det kunne indgå i et genre-forløb, et forløb om nyhedsmedier, et forløb om fakta- og fiktionskoder eller i landeskunde-forløb. Og det gælder egentlig både i dansk og engelsk. Hvordan det lige ville skulle struktureres, er jeg ikke kommet til endnu, men jeg har samlet et par links der måske kunne have interesse hvis der sidder en læser derude som også gerne vil i gang med satirenyheder, eller en læser der allerede er i gang, men måske har brug for nogle nye links. Forhåbentlig kan man så finde lidt inspiration i denne liste.
Engelsksprogede sites
The Onion: Nok det bedst kendte amerikanske nyhedssatiremagasin. Her kan man virkelig diskutere lay-out sammen med indhold, for sitet er gennemført og omfangsrigt. Her er flere underkategorier af artikler – præcis som i en rigtig netavis. Så man skal holde tungen lige i munden som non-native speaker og ikke-amerikaner for ikke at blive taget ved næsen. I de artikler der ikke er så åbenlyst satiriske for en ikke-amerikaner, kan det især være interessant at lade eleverne gå på jagt efter sproglige indikatorer for at artiklen blot er en hoax.
The Borowitz Report: Findes i The New Yorker hvor Andy Borowitz skriver satiriske nyhedsartikler. I skrivende stund er det især det amerikanske primærvalg der fylder, og overskrifter som ”Clinton campaign accuses Sanders of trying to win nomination” og ”Trump says he will sue everyone in Wisconsin” flyder i en lind strøm. Disse kan være rigtig gode at inddrage i den øvrige undervisning om valgkampagnen, så man kan få en snak om hvilke holdninger og hvilket billede af kandidaterne der ligger til grund for satireartiklerne.
News Thump: Den britiske pendant til The Onions spoof news er endnu et imponerende veludbygget site med satiriske nyheder. Her er det også muligt at søge direkte på UK nyheder, som gør det let(tere) at finde relevant indhold til et forløb om Storbritannien.
The Lapine: Dette er et canadisk satirenyhedssite, og det kan især være interessant at studere hvordan man reagerer på satiren når man måske netop ikke har det store kendskab til baggrunden. Selvfølgelig kan sitet være interessant at inddrage i et forløb om Canada, men måske giver det (som jeg nævnte med The Onion) også mening her at fokusere på sproglige virkemidler og på hvilke baggrundsinformationer satirenyheder spiller på.
Faking News: Og dette er et indisk satirenyhedssite. Igen, især interessant måske at se på sproglige virkemidler og hvilke baggrundsinformationer er nødvendige for at forstå satiren. Og ideelt at inddrage hvis man alligevel kører et forløb om Indien.
Antarctica Daily: Dette site er noget mindre professionelt, men ikke desto mindre interessant. Hovedmanden bag sitet er Arkadeep Mukhopadhyay, en ung ukendt journalist, og sitet beskæftiger sig især med naturvidenskabelige satirenyheder, så her er måske også en indgangsvinkel til et tværfagligt samarbejde med naturvidenskaberne.
Danske medier
Rokokoposten: Den absolutte klassiker inden for danske satirenyheder må være Rokokoposten. Her kan der virkelig også diskuteres både layout, artikelvalg, sprog og ikke mindst ’avisens’ historie. Artikler fra Rokokoposten udkommer i papirform i Jyllandsposten.
ATS (At tænke sig): ATS findes på Politikens bagside i papirformat, og ellers kan ATS’erne findes her. ATS er dog ikke kun satirenyhedsartikler, men også vitser i andre genrer.
Den Korte Radioavis med Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm: Her kommer satirenyhederne i radioformat, og de kan høres her.
De Uaktuelle Nyheder: Mikael Bertelsens Uaktualle Nyheder har efterhånden nogle år på bagen, men de kan delvist genses her.
Rabarberbladet: Dette er ingenlunde et satiremagasin, men jeg kunne ikke lade være med at inddrage det her, fordi bladet ikke desto mindre er en interessant vinkel på nyhedsmedier. For her er tale om ultralokale nyheder, som derfor grænser til noget der kunne ligne satirenyheder. For eksempel er det ikke så let at se om en overskrift som ”Bodil kørte bil gennem busslusen” hører til i Rabarberbladet eller i Rokokoposten. Her kunne det især være interessant med sproglig analyse på hvorfor den ene avis er satire, og den anden ikke er. Man kan læse om avisen her eller her, og følge den på Facebook og Twitter.
Leder man efter teori om satirenyheder, er denne artikel fra Dansk Noter, skrevet af Lars Granild, et godt sted at starte, ligesom artiklen også byder på forslag til didaktisk vinkling.
af Eva Pors | mar 30, 2016 | Digital dannelse, IT og anden teknik, Smartboard i undervisningen
Selvom bloggen kun er 6 år gammel, er flere indlæg allerede forældede – eller de fortæller en historie om hvordan (min) undervisning har udviklet sig i 10’erne. Mange af de IT-programmer jeg omtaler tidligt på bloggen, som fx Ning , slår bare aldrig rigtig igennem, og Hot Potatoes må mildt sagt siges at være blevet overhalet af Quizlet og Kahoot. Og så har jeg endda slettet nogle helt uaktuelle indlæg hvor programmerne igen var pillet af plakaten.
Skulle bloggen startes op i dag, var der næppe en hel kategori til Smartboards. Jeg må indrømme at jeg stort set aldrig mere bruger de interaktive skabeloner som følger med softwaren. De er for langsomme, og så kan kun én elev ad gangen være med mens der er mange hurtigere og mere engagerende programmer online til at løse samme type opgaver og lade alle elever være aktive ved deres egne computere. Jeg bruger stadig Notebook til at strukturere mine timer, og det er Notebook og ikke fx PowerPoint jeg fylder med det visuelle materiale til mine elever, og som jeg så også skriver tavlenoter videre i. Jeg burde nok snart helt vende ryggen til Notebook-softwaren, som driver mig langsomt til vanvid med sin umanerlig tunge opstart, og begive mig over i OneNote med de delingsfunktioner dette program tillader, men der er stadig for mange funktioner jeg ikke er dus med, og OneNote er ikke så intuitivt at jeg bare har kastet mig ud i det endnu. Men det står højt på min to do-liste.
Og jo, ind imellem kan jeg stadig godt lide at tage hele klassen med op til SMARTBoardet hvor de på skift sorterer ord eller bruger boardet til digtlæsning eller lignende, men det er mest for at skabe et fokus væk fra elevernes egne skærme.
Jeg indrømmer også at jeg har ændret holdning til inddragelse af IT i undervisningen. Nu har jeg jo aldrig ment at IT skulle bruges for at være flashy, og jeg har altså altid forberedt mine timer med brug af IT ud fra en klar ide om at det i den givne undervisningssituation styrkede fagligheden. Det er blandt andet det jeg prøver at illustrere med dette indlæg. Men jeg har nok ikke været skarp nok til at guide eleverne til at skabe et fokus på kun at anvende IT til faglige formål. Jeg har, med andre ord, nok ofte haft en lige lovlig laissez faire tilgang til elevernes IT-(mis)brug. Den erkendelse er egentlig ikke ny for mig, og det sidste års tid er jeg blevet mere og mere overbevist om at min kollega Sidsel har fat i noget med sine klasserumsregler, som jeg gerne vil adaptere til mine egne klasser.
Og så er det vel tilladt at have et standpunkt til man ta’r et nyt. I april 2013 skrev jeg et blogindlæg om hvordan jeg bruger Facebook professionelt, og i november 2011 skrev jeg om hvordan jeg bruger Facebook med eleverne. Imidlertid har jeg nok oprettet den sidste Facebookgruppe med mine elever. Jeg har ladet mig overbevise af argumenterne om at der er for mange andre forstyrrelser på Facebook til at platformen skal bruges i undervisningssammenhæng. Små tekster skrevet på klassen, som jeg tidligere har gjort et stort nummer ud af let kunne deles på Facebook, er jeg begyndt at dele i Google Docs. Her laver jeg tabeller i to kolonner, en med elevernes navne og en til deres tekst, for så kan jeg meget hurtigt se hvem der endnu ikke har lagt teksten ind. Dette overblik mangler jeg på Facebook. Små quizzer og film som eleverne producerer, må vi finde andre nemme måder at dele på. I hvert fald vil jeg ikke længere decideret trække dem ind i den arena hvor private beskeder og nye statusopdateringer fra venner og bekendte ikke kan undgå at flytte fokus fra undervisningen. Men jeg kan ikke undvære Facebook som inspirationskilde, som platformen for eksempel er her, ligesom de faglige grupper jeg er medlem af på Facebook, stadig er mine hovedkilder til nye undervisningsideer.
af Eva Pors | sep 7, 2014 | Digital dannelse, IT og anden teknik, Organisering / undervisningsdifferentiering
Det er den samme gamle traver, tænker du måske, diskussionen om at computere distraherer eleverne for meget i forhold til det udbytte der er af dem. Men det var det egentlig ikke på en netop afholdt pædagogiske dag hvor vi på mit gymnasium diskuterede hvordan vi kan hjælpe eleverne til at blive bedre til at bruge deres computere og andre devices til faglige formål – og KUN til faglige formål – når de sidder i timerne.
Jeg må indrømme at selvom jeg ingenlunde kan forestille mig computeren, sociale netværk eller andre nye digitale muligheder ude af undervisningen (det er svært nok at forestille sig det bare for et enkelt modul), så er jeg også i højere grad begyndt at indse nødvendigheden af at guide eleverne til at lukke computeren ind imellem, og ikke bare regne med at de selv kan styre det der med at lade sig distrahere af mere underholdende ting på nettet, end det undervisningen leverer.
Vores dag startede med 4 små oplæg fra kolleger om deres hverdag med IT – og deres erfaringer med restriktioner i forhold til brugen af denne. Her gjorde især min kollega Thorkils oplæg indtryk på mig. For han havde indset nødvendigheden af at skrive ind i sine modulplaner på forhånd præcis hvilke øvelser eller sekvenser kræver brug af computere, og hvilke der ikke gør. På den måde skal han ikke gennemtænke situationen når en elev pludselig spørger om de skal bruge computere, og han kan meget bedre forberede sig på den didaktiske tilgang han ønsker til de forskellige sekvenser. For det er jo ikke alle opgavetyper der er lige velegnede til åbne computere, helt ærligt.
Så det jeg tog med mig fra dagen var:
- At være meget konkret i min planlægning af hvornår eleverne skal bruge computere. Og huske at fortælle eleverne dette når sekvensen/opgaven introduceres. Dette betyder at mine elever i fremtiden vil skulle lægge computeren væk ved elevoplæg, lærerforedrag, grammatikgennemgang og klassediskussioner. Og ja, selvfølgelig skal eleverne trænes i at tage noter til sådanne oplæg, men mon ikke det er vigtigst i første omgang at træne dem i at høre efter. Og noterne kan vi, hvis de ikke er taget på Smartboardet, tage sammen bagefter. Det kan du fx læse om her.
- At være meget mere emsig med at mobiltelefoner skal ligge i tasken – medmindre en specifik øvelse kræver at de kommer i brug.
- Jævnligt at tage eleverne – uden computere og mobiltelefoner – med i et andet lokale hvor fokus fx er på at læse koncentreret (jf. min kollega Sidsels indlæg her).
- At have konkret fokus på at lære eleverne at bruge computeren og sociale medier professionelt og ikke kun til privat underholdning.
- At være meget mere efter elever der ikke lever op til vore studie- og ordensregler om at computeren udelukkende skal bruges til faglige formål i undervisningen.
Det virkelig givtige ved denne pædagogiske dag var efter min mening at vi fik diskuteret nogle retningslinjer, og selvom vi langt fra er enige om om det er en god ide at sætte en blokering på Facebook på skolen eller at sanktionere hårdere mod elever der overtræder reglerne, så fik vi alligevel en diskussion der bragte os til enighed om at det ikke længere skal være den enkelte lærers kamp mod vindmøllerne, men at vi altså her alle sætter ind for at lære eleverne at anvende deres hjælpemidler professionelt, så disse hjælpemidler netop bliver en hjælp og ikke en stressfaktor og forstyrrelse.
Du kan læse meget mere – og meget mere klogt – om sociale medier (og computere/devices) i undervisningen i denne her bog:
Tække og Paulsen: Sociale medier i gymnasiet: mellem forbud og ligegyldighed. Forlaget Unge Pædagoger, 2013
EP
af Eva Pors | dec 11, 2013 | Blandet godt, Digital dannelse, IT og anden teknik, Organisering / undervisningsdifferentiering
For længe siden så jeg denne ret morsomme blogpost om hvor enkelt det er at lade som om man har taget sin undervisning ind i det 21. århundrede. Og samtidig gav denne blogpost mig også – med sin ironiske tilgang – en kærlig påmindelse om virkelig at tænke didaktikken igennem inden vi bare introducerer eleverne for tilfældige nye tiltag og programmer.
Men spørgsmålet er så selvfølgelig hvordan vi så reelt får lavet et klasserum for det 21. århundrede. Jeg falder sikkert direkte i fælden, men her kommer alligevel 4 hurtige, beskedne bud.
- Samarbejd med fokus: Brug web 2.0-værktøjerne til at skabe og dele tanker, noter, produkter osv.
- Re-medier: Brug film, lyd, skrift og andre medier til at gentænke arbejdet i nye kontekster og derved skabe nye vikler på indhold og sammenhænge.
- Brug de mange nye (og hurtige) medier til at lade eleverne hjælpe til med at finde relevante materialer. Det er min erfaring at der ligger god læring i at få eleverne til at reflektere over hvilke materialer fungerer, og hvilke ikke gør, og dette kan fx gøres ved at eleverne finder de bedste youtube-videor, powerpoints, stile fra studieportalen, billeder osv. til at illustrere et bestemt emne. Herefter skal de selvfølgelig diskutere hvilke af deres materialer er bedst og hvorfor.
- Brug sociale medier til at give eleverne mulighed for at få deres produktioner ud. Måske bare til hinanden og dig. Det handler ikke nødvendigvis om at produkterne kan ses af masserne uden for klasselokalet, men om at eleverne får deres eget arbejde synliggjort. I ’gamle’ dage når eleverne havde produceret små skriftlige produkter på klassen, havde man som lærer måske tid til at samle op på 5 ud af 30. De resterende 25 røg i skraldespanden. Ikke synderligt motiverende. Med de sociale medier (fx i en gruppe på Facebook eller på en klasseblog) har eleverne mulighed for at se hele klassens produkter og give feed-back – og læreren har samme mulighed uden at det behøver koste en masse ekstra arbejde.
EP
